Hvem i alverden er nu Adelheid Duvanel? Ja, det spørgsmål kunne jeg heller ikke have svaret på for godt et døgn siden, hvor jeg i den fine københavnerboghandel Ræven og pindsvinet faldt over denne lille, interessante udgivelse fra Forlaget Virkelig.
Min interesse blev i første omgang fanget af titlen, som er hentet fra et af de kun syv korte prosastykker, der er blevet plads til i det lille hæfte. Opbrud med tre plysaber smager henad titlen på et stilleben – men med indbygget bevægelse. Nok til skærpe min appetit på det skæve og det sære.
Og søger man noget skævt og sært, så skuffer Adelheid Duvanel ikke. De er virkelig sære, disse små prosastykker, som er for korte til at kunne kaldes noveller (de fleste er på kun godt en side), men alligevel rummer hele liv og verdener i sig. Ret spændende, men også meget mærkeligt – måske for mærkeligt, selv for mig.
Adelheid Duvanel (1936-1996) er i sig selv en fascinerende, omend trist skæbne. Hun voksede op og levede hele sit liv i Pratteln og Liestal i den schweiziske kanton Basel. Datter af et par strikse forældre, som tilsyneladende ikke havde meget forståelse for den hypersensitive og indadvendte pige, som blandt andet udviklede en tilbøjelighed til at knytte sig følelsesmæssigt til møbler og andet inventar. Hendes liv var præget af lange forløb med psykoterapi, hospitalsindlæggelser og katatoniske perioder. Læg dertil et alt for langt og ydmygende ægteskab med en undertrykkende mand, som hun fik sit efternavn fra.
Adelheid Duvanel blev fundet død som 60-årig i 1996 liggende op ad et træ, angiveligt død af kulde, omend hjulpet på vej af en håndfuld sovepiller. En død ikke ulig landsmanden Robert Walsers, som hun også litterært er blevet sammenlignet med.
Normalt er jeg ikke nogen stor tilhænger at læse forfatterens biografi ind hendes eller hans værk. Når teksten forlader forfatterens hænder, bliver den sin egen og læserens, og den gode litteratur kan og skal kunne stå på egne ben.
I tilfældet Adelheid Duvanel var jeg nu helt glad for at have opsøgt lidt baggrundsinformation om hende, inden jeg gik i gang med læste teksterne i Opbrud med tre plysaber. Ikke at teksterne ikke kan stå alene, for det kan de, men min oplevelse var alligevel, at hendes biografi gav en støtte til at vride noget mere mening ud af hendes ikke umiddelbart intelligible tekstunivers, end jeg måske ellers ville have fået ud af det.
Teksterne kredser alle om skæve eksistenser, uforløste liv, ensomhed og utilpassethed. Mennesker, der bevæger sig gennem verden, registrerer den minutiøst, men uden egentlig at deltage i den.
Nogle af teksterne er surrealistiske, grænsende til det absurde, og nogle af dem har små magiske elementer. Andre er bare sære. De følger ikke just de normale konventioner om narrativ struktur, hopper rundt i tid og rum og mellem fantasi, drøm og virkelighed.
Jeg ved alt om min nabo. Hun piller sig somme tider i næsen med pegefingeren som hun dagen igennem bruger til at lægge karbonpapir ind mellem gult og lyderøde gennemslagspapir, så næseborene bliver sorte. Hun arbejder otte timer om dagen mellem fire betonvægge; det søm kalenderen med de kulørte landskabsbilleder hænger på, går tit løs; kalenderen falder på gulvet, og min nabo slår sømmet i igen og hænger forsigtigt kalenderen op. Somme tider lukker hun sig inde på toilettet for at spejde ind i sit ansigt; så vender øjnene, der svømmer som fisk bag de tykke brilleglas, sig om på ryggen.
Der er ikke mange af teksterne, som jeg ville vove at levere en entydig fortolkning af. Men de har alle noget dragende over sig. Som om man som læser får et blik ind i et andet menneskes sjæl, forestillinger, drømme og fantasier – men på en mærkelig følelsesmæssigt distanceret måde, afkoblet fra verden, på én gang i den og udenfor den.
Ja, det lyder måske lidt tåget, og det afspejler formentlig, at jeg selv havde lidt svært ved at få greb om disse tekster. Og dermed også svært ved helt at finde ud af, hvad jeg synes om dem. Men jeg var glad for at læse dem.
Selv om jeg generelt er tilhænger af kortere frem for længere tekster, så er Duvanels korte prosastykker dog måske alligevel for korte for min smag. Det hele bliver lidt for flygtigt – jeg kunne have ønsket mig at dvæle lidt længere i hvert af de små psykiske universer, Duvanel på imponerende vis formår at bygge op med ganske få sætninger – for så blot straks at forlade dem igen.
Forlaget Virkelig og altid gode oversætter Karsten Sand Iversen skal have tak for at gøre Duvanel tilgængelig på dansk – selv om jeg kunne have ønsket mig en lidt større udgivelse med plads til et større udvalg af hendes tekster, når de nu var i gang (men det er selvfølgelig bare grådighed fra min side).
Skal der dryppes en smule malurt i bægeret vil det være, at den lille udgivelse er lidt til den skrabede side. Ikke så meget på grund af det begrænsede antal tekster, men mere fordi der ikke er blevet plads et forord eller efterord om, hvorfra teksterne stammer (ud over at titlerne på de udgivelser, de tilsyneladende er hentet fra, fremgår lakonisk af kolofonen, men uden årstal for de oprindelige udgivelser), eller om de overvejelser, der må have ligget bag lige præscis dette udvalg.
På den anden side er det næsten en urimelig kritik, al den stund, at vi med Forlaget Virkelig har at gøre med et mikroforlag, der tydeligvis er drevet idealisme og kærlighed til litteraturen, og i øvrigt gør et fremragende stykke arbejde for at bringe spændende, både ny og klassisk litteratur frem til os læsere.
Titel: Opbrud med tre plysaberForfatter: Adelheid Duvanel
Udgiver: Forlaget Virkelig
Udgivelsesdato: 13.05.2016
Sider: 19
Originalsprog: Tysk
Oversætter: Karsten Sand Iversen
Originaltitel: Fra: Windgeschichten; Anna und ich; Das weschwundende Haus; Die Brieffreundin
Opr. udgivelsesår: 1980; 1985; 1988; 1995
Læst: Oktober 2016
K's vurdering: