Danny scorer iført bowlingsko er en ganske vellykket samling underfundige, tragikomiske scener fra en række helt almindelige, og så alligevel helt ualmindelige, menneskers liv.
Thomas Ahrensbøll Hansens små noveller har titler som ‘Torsten er en kanin og det er et karrierevalg’, ‘Måske skulle Linda blive proceskonsulent hos Arbejdsmiljø Gentofte’ og ‘Lea kan ikke få for mange indbyggede skabe’, og titlerne siger en del om tonen.
Egentlig er der ikke så meget tale om noveller som om 45 korte punktnedslag i en række menneskers liv i form af beskrivelser af en hverdagssituation. Mange er på mindre end én side, men Thomas Ahrensbøll Hansen formår i de bedste af teksterne på fornem vis på den korte plads via disse punktnedslag at give os et kig ind i et helt menneskes liv.
Det er ret sjovt, men heller ikke uden alvor, og i mange af teksterne er tonen tættere på det tragikomiske. Thomas Ahrensbøll Hansens personer er alle sammen en lille smule sølle, en lille smule ensomme og en lille smule kejtede i livet. >> Læs videre