Kim Leines seneste mursten af en bog er en flot fortalt historisk roman af episk tilsnit, som både giver et tidsbillede af en dramatisk periode i dansk, finsk og tysk historie, og et portræt af to mænd i moralsk frit fald. Den er næsten lige så god som Profeterne i Evighedsfjorden.
I romanen følger vi to danske mænd, de enæggede tvillinger Kaj og Ib Gottlieb fra deres ungdom til deres død, med enkelte tilbageblik på barndommen. Historien fortælles skiftevis fra de to brødres perspektiv, dog med overvejende vægt på Kaj.
Som læsere falder vi ved romanens begyndelse ind i brødrenes liv på det tidspunkt, hvor de som unge mænd har afbrudt deres universitetsstudier og nu er på vej til Finland for at deltage i den finske borgerkrig i 1918. De har meldt sig som frivillige på den ‘hvide’ side mod de ‘røde’ og glæder sig til at komme over og slå bolsjevikker ihjel. >> Læs videre