Nellies bog er en slags dagbog fra en retarderet “forpullet Analfabbet”. Det er rablende avantgardelitteratur – ret sjov mange steder og ind i mellem også rørende. Men alt, alt, ALT for lang.

Det ydre først: Nellies bog er en virkelig lækker udgivelse: Den er fremstillet som et tykt, gammeldags, stribet kladdehæfte – gennemført med titlen “Nellies bog” skrevet i håndskrift på forsiden og røde, stemplede sidetal på hver side.

Bogen fremstår som en mellemting mellem hovedpersonen Nellies dagbog og en direkte transskription af Nellies daglige tanker og samtaler. Nellie er en ung (tror vi, man hører ikke om hans alder) mand, som udover at være galopperende ordblind virker mere eller mindre retarderet, nærmest en sinke med et mentalt niveau som et barn.

Som læsere forstår vi, at Nellies forældre begge er døde, og han er derfor flyttet fra Danmark til USA, hvor han bor hos sin onkel Benn og tante Helen. Den meget sparsomme ydre handling består i, at Nellie beslutter sig for at opspore sin forsvundne niece Elaine (Eileen, Elain, Elin, Ellen…). Det gør han dels ved at tage telefonbogen og ringe tilfældigt rundt til alle Elaine Hansen’er i USA, og dels ved at tage på sin egen kaotiske odyssée til Mexico.

Det kommer der nogle bizarre telefonsamtaler og møder ud af – som både er sjove og stedvis rørende i vidnesbyrdet om Nellies smerte, afsavn og skyldkomplekser over forældrenes død.

Hele bogen er skrevet som om, alle ordene kommer væltende umiddelbart og uformidlet ud af Nellies hoved og ordblinde pen (bortset fra, at han nogle gange dog gør sig tydeligt umage og retter i stavningen eller gennemstreger passager, han fortryder). Det gør det skægt, men også lidt anstrengende at læse især i begyndelsen, indtil man vænner sig til rytmen.

Okay så Elin , Jeg , sitter her med et Bild med en Dreng en Dreng med en Reklam bag om i baggrundnen , for Ciggaretter som der fagtisk hedder Kamells .
Camel. C – A – M – E – L din forpullet Analfabbet ! !
Jeg er ikke Analfabt ! Jeg , er ……….
Hva ér du ?
Jeg , er syg Elaine …. Jeg ………. Lægen han sir , Jeg , for vesklet Bilder ved virklighedden dét dét han sir .
Hvodden hvor har han fåt fat i de Bilder ?
Vi har ……. dét ka da vel værer ligemeget ligegyllig hvor at ………. Lægen sir dét sitter i Tindingne lappen som der godt ka gi Hallocioner og Krramp Anfald sir han . Spassemer . Det  ku godt vær en slakts Ellipsi fagtisk ku dét . Som at godt ku gi meget , eller noget da bannen&svolven og Lyvven .(s. 68)

Bogen indbyder til at man læser den “højt” (om ikke andet med sin indre læsestemme), for at få den fulde fornøjelse af Nellies tydelige jyske dialekt iblandet gebrokkent amerikansk.

Der er meget, der giver associationer til Per Højholts Gitte-monologer, inklusive ambitionerne om at eksperimentere med sproget og vride ordene for at aftvinge dem nye betydninger.

Det som , Jeg , veed ka , Jeg , ikke hel forklar hva som der er gal! som at , jeg , så ikke veed hva er men det er der , dét er dét. Lisom en lille Spindt i Fingern og den Spint har flytten på sig , og sitter nu så der i hodet, og vilde ikke koem ud og blir størrer . Derfor

Dét er alle vejen , dét er også her i min STUDEO lige nu men , Jeg , ka ikke lugt det eller smag det eller rør det men dét er her , eller der . Men ingnen ka få vid hva dét er dét . DE ska Selv seer dét . for DEM SELV . Yes sir . Your have to seer it for Your Self. (s. 115)

Niels Franks eksperiment med Nellies bog er heroisk, sjovt og sympatisk, og det lykkes langt hen ad vejen. Jeg ville have været femstjernet begejstret, hvis det havde været en novelle på 30-40 sider.

Men Frank lader Nellie blive ved og ved hen over hele 280 sider, og det er alt for meget. For der sker meget, meget lidt med Nellie undervejs og den eksperimenterende stil i sig selv kan altså ikke bære så lang en bog.

Jeg begyndte at kede mig virkelig bravt allerede før de 100 sider og jeg må tilstå, at resten blev skrålæst meget hurtigt – hvorved jeg så også tilstår, at der kan være subtiliteter, jeg har overset. Jeg mistede bare interessen.

K's vurdering: