Tom Rachman: De ufuldkomne

Underholdende, rørende og næsten lige så god som hypen omkring den.

Britisk-canadiske Tom Rachmans debutroman De ufuldkomne handler om personerne omkring en engelsksproget, international avis forankret i Rom. Bogen består af elleve løst sammenhængende historier om elleve forskellige personer knyttet til avisen: freelance-korrespondenten, chefredaktøren, redaktionsekretæren, nekrologskriveren, ejeren, den trofaste læser m.fl.

Rachman skriver godt, enkelt og uprætentiøst. Samtidig er han meget præcis i sine iagttagelser: I hver eneste af de relativt korte historier lykkes det ham at give et troværdigt og nuanceret portræt af sine personer. Det er faktisk ret flot gjort og tilmed ganske underholdende. Man drøner hurtigt gennem alle historierne.

Som erkendt grænsepedantisk fejlfinder kunne jeg personligt ikke undgå at føle en særlig sympati for avisens redaktionssekretær, Herman, som bruger sin dag på at søge, identificere og revse fejl i avisen, som han herefter skriver hånende artikler om i et stadigt voksende værk, han selv kalder ‘Bibelen’, og som alle redaktionsmedarbejdere fordres at læse.

Hermans blik [falder] på en synder: udtrykket ‘bogstavelig talt’. Han snerrer, tænder for computeren og skriver:

* Bogstavelig talt: Udtrykket bør slettes. Meget ofte har handlinger der kvalificeres med ‘bogstavelig talt’ slet ikke fundet sted. Fx: “Han gik bogstavelig talt ud af sit gode skind.” Nej, han gjorde ikke. Og hvis han gjorde, ville jeg da anbefale at man fokuserede på det og foreslog at flytte artiklen til forsiden. Udtrykket ‘bogstavelig talt’ forstærker, hvad enten man vil det eller ej, indtrykket af at nyhedsredaktionen er hjemsøgt af måbende fjolser. Disse fjolser skal pågribes og placeres i de bure jeg har indrettet i kælderen. Se også: Overdreven brug af tankestreg; Udråbstegn; og Fjolser.

De elleve personportrætter er bundet sammen af en rammefortælling om avisens historie siden dens grundlæggelse i 1953 af en amerikansk rigmand, som lader ejerskabet gå i arv til sine efterkommere.

Rammehistorien er nok den eneste svage del ved bogen – den virker unødvendig. Men det er en mindre anke over for en underholdende og absolut anbefalelsesværdig bog.

K's vurdering: