Ulla Thøgersen: Spejl

En meget personlig tekst om tab, sorg og søgen.

Ulla Thøgersen er lektor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet og har en del fagfilosofiske udgivelser bag sig om blandt andet ‘kroppens filosof’, Merleau-Ponty. Spejl er hendes skønlitterære debut.

Thøgersen skriver selv om udgivelsen, at hun i arbejdet med teksten bevidst har trukket på sin filosofiske baggrund og især den fænomenologiske tilgang. For læseren træder det også frem i kraft af tekstens fokus på at beskrive stemninger og følelsesmæssige oplevelser knyttet til kroppen og konkrete genstande som holdepunkter og anledninger til erindringer.

Thøgersen har valgt kortprosaen som form. Det er en vanskelig genre, som bevæger sig i grænselandet mellem lyrik og prosa, og hvor meget af meningen skal søges i det usagte mellem linjerne. Så meget desto større krav stilles der til de få ord og sætninger, der faktisk står på linjerne.

Det er fra starten tydeligt, selv om det ikke udsiges direkte, at Spejl handler om tabet af et barn, den kvindelige jeg-fortællers lille søn.

Bogen består af 35 ganske korte prosastykker, mange af dem på under én lille side. Hver af de korte tekster udgør sin egen meningshelhed i form af et glimt af historien – erindringsglimt fra sønnens undfangelse og fødsel, fra morens og sønnens tætte forhold i hans første år, fra fortællerens egen barndom og fra tiden efter det uudsigelige tab. Det uudtalte, men hele tiden nærværende omdrejningspunkt for alle tekststykkerne er sønnens død, om sorgen og forsøget på at kommer overens med den ved at søge i erindringerne.

Jeg havde min hukommelse, men når jeg forsøgte at samle de enkelte stykker op og lime dem sammen, så glemte jeg, at spejlets ovale linje var blevet til skarpe, skærende kanter. Jeg blødte på virkelighedens dele, og efterhånden lod jeg stykkerne ligge.
Indtil nu. Øjeblikket.
Nu mærker jeg den længsel, jeg allerede kendte, da han åbnede øjnene.
Kan jeg samle spejlet?

Jeg tvivler ikke på autenciteten af de følelser, der er lagt i teksten, hvis ægthed ikke er afhængig af, om forfatteren selv har haft et tab af et barn inde på livet eller om hun alene trækker på den angst for tabet af et barn, som enhver forælder kender til.

Men der skal mere end ægte følelser til at gøre virkelig god litteratur, og jeg synes ikke helt, at det lykkes i udførelsen her. Prosaen bliver mig en tand for sentimental, nogle gange grænsende til det patetiske, og metaforikken forekommer mig ind i mellem forceret og klichéfyldt.

Så selv om jeg har sympati for ideen, kan jeg ikke svinge mig op til mere end to stjerner.

Jeg skal dog i samme åndedrag fremhæve, at der er tale om en meget personlig tekst, og oplevelsen af den vil givetvis også være meget læserafhængig. Jeg har således noteret mig, at andre anmeldere på nettet er væsentlig mere postitive end jeg.

Spejl er venligt stillet til rådighed som anmeldereksemplar. Jeg har ingen forbindelse til forfatter eller forlag i øvrigt.

K's vurdering: