Den pakistanske forfatter Jamil Ahmad (1933-2014) leverer med sin novellesamling The Wandering Falcon et velskrevet, medrivende og interessant indblik i det hårde liv blandt de primært nomadiske, pashtunske stammefolk i det ugæstfrie højland i grænseområdet mellem Pakistan, Iran og Afghanistan.
Historierne fortæller fra forskellige vinkler om de indbyrdes blodfejder mellem de forskellige stammer og klaner, om stammernes involvering i tyskernes og briternes kamp om området under og efter første verdenskrig, om hvordan nomadernes livsform dødsdømmes af de nye pakistanske og afghanske staters grænselogik, om den ubarmhjertige æreskodeks pashtunwali, og om et patriarkalsk samfund, hvor kvinder betragtes som ikke meget andet end varer, der kan sælges.
Bogen udgøres af ni selvstændige noveller, kun meget løst bundet sammen af en gennemgående figur, som går under navnet Tor Baz, Den Sorte Falk. I ingen af novellerne spiller Tor Baz dog en hovedrolle, hans figur holder til i udkanten af historierne, som et slags vidne til dem eller som en inkarnation af de pashtunske stammefolk i området.
Novellerne er af svingende kvalitet, men gennemgåede gode. især den første skiller sig ud og er hele bogen værd:
Scenen er et lille militært fort på et af de mest trøstesløst tænkelige steder i verden, i den stenede ørken i grænseområdet mellem Pakistan, Afghanistan og Iran. Her blæser en ubønhørlig sandstorm 120 dage om året og fylder øjne, næse og mund med støv og sand. En mand, en kvinde og en kamel kommer til fods til fortet, støvede, sultende og tørstende. De har forbrudt sig mod deres folks love ved at forelske sig, for kvinden var gift med stammens leder, og de er derfor sendt på flugt. I fortet får de ly og bliver boende i fire år, hvorunder kvinden føder deres søn, mens de venter på det uafvendelige: At deres forfølgere opsporer dem for at hævne stammelederens forulempede ære.
Det er en stærk historie, som er fortalt helt usentimentalt, men er ladet med både menneskelig styrke, medfølelse, håb, fortvivlelse og til sidst resignation.
Ahmad fortæller i det hele taget sine historier i et enkelt og flydende sprog, som passer godt til det hårde, golde landskab og pashtunernes simple levevis. Det er en bog, der gør indtryk. Anbefalet!
Titel: The Wandering FalconForfatter: Jamil Ahmad
Udgiver: Penguin
Udgivelsesdato: 2011
Sider: 181
Originalsprog: Engelsk
Opr. udgivelsesår: 2011
Læst: November 2014
K's vurdering: