Thomas Pynchon: The Crying of Lot 49

Hmmm … Nogen skal jo sige det: Den her har muligvis status af nyklassiker, og Pynchon har muligvis været kandidat til Nobelprisen i litteratur, og han har tilsyneladende stadig en stor menighed af tilbedere. Så kald mig bare kætter, men efter The Crying of Lot 49 har jeg allerede fået mere end nok af Pynchon. Det er en træls bog, der er træls at læse.

Jeg gik til Thomas Pynchons debutroman The Crying of Lot 49 (1966) med en positiv grundindstiling og relativt store forventninger, al den stund at Pynchon er blevet udråbt til (mindst) en af sin generations største forfattere, original, banebrydende og skelsættende i moderne amerikansk litteratur.

Måske var mine forventninger for store, men jeg tror nu egentlig ikke, at det var det, der var problemet. Faktisk var min tilgang, at jeg virkelig gerne ville kunne lide denne bog. Man vil jo gerne være med i det gode selskab af læsere, der er kloge og litterære nok til at anerkende og værdsætte den store forfatters vid og overkomme den berygtede vanskelighed ved at læse ham, ikke sandt?

Pynchon har status som noget i retning af en founding father for postmodernistisk amerikansk litteratur. Og hvis du giver dig i kast med bogen, skal du ikke forvente dig nogen sammenhængende mening, endsige en samling af de mange episodiske handlingstråde eller anden form for forløsning til sidst – andet end en (slags) afsløring af, hvad bogens mystiske titel står for, som først kommer på de allersidste sider.

Som hovedpersonen Oedipa tænker et sted midt i romanen:

Oedipa wondered whether, at the end of this (if it were supposed to end), she too might not be left with only compiled memories of clues, announcements, intimations, but never the central truth itself, which must somehow each time be too right for her memory to hold; which must always blaze out, destroying its own message irreversibly, leaving an overexposed blank when the ordinary world came back.

Jeg kan acceptere den manglende sammenhæng, de frithængende, løse tråde og den åbne slutning. Det er en del af den postmodernistiske pointe, så meget har jeg fanget. Men der skal altså noget mere til.

Pynchon har mange ord, rigtig mange ord, og han er ikke helt let at læse på engelsk. Jeg måtte ihvertfald have ordbogen frem et par gange. Men det er altså ikke et kvalitetstegn i sig selv. Jeg er klar over, at Pynchons mange disciple vil være slemt uenige, men jeg synes ærlig talt ikke, at han skriver særlig godt. Teksten virker på mig krukket og overdrevent selvoptaget. Den står i vejen for sig selv.

Nogle vil hertil måske indvende, at det netop er en del af Pynchons stilistiske pointe. Måske. Men det er stadig træls at læse.

Og hvad handler den så om? Tja, umiddelbart er det en historie om kvinden Oedipa Maas, som til egen overraskelse erfarer, at hun er blevet gjort til eksekutor for dødsboet efter en tidligere hovedrig elsker. I forsøget på at finde ud af, hvad det egentlig går ud på, kommer hun (via en lokumstegning på et offentligt toilet) på sporet af den mystiske organisation Tristero, som under overfladen af det amerikanske samfund driver en hemmelig posttjeneste som alternativ til US Mail.

Oedipa kaster sig ud i en detektivjagt på at afdække bagmændene og historien bag Tristero, som viser sig at have tråde tilbage til posttjenester i 1500-tallets Europa og fra USAs fødsel har bekæmpet Ponyekspressen og Western Union som konkurrerende kommunikationskanal.

Det lyder måske ikke særlig spændende, og det er det sådan set heller ikke. Men Pynchons roman handler nu også i virkeligheden om noget andet.

Historien er blandt andet en parodi på den klassiske detektivroman, hvor helten forfølger spor for at afdække sandheden. Oedipa falder over en masse tegn, som hun tolker som spor, men de fører ikke til nogen sandhed. De leder hende kun til en stadigt mere indviklet konspirationsteori, som synes at omfatte alle de mennesker, hun ellers har stolet på: Hendes pædofile kæreste; hendes nye elsker, medeksekutor og tidligere barnefilmstjerne; hendes psykiater, der viser sig at være gammel nazilæge; en paranormal videnskabsmand; musikbandet The Paranoids, der minder mistænkelig meget om The Beatles; en falleret teaterinstruktør og mange flere.

Romanen kan således også læses som en satire over de mange paranoide konspirationsteorier, der for alvor fik luft under vingerne i 1960’ernes USA efter mordet på Kennedy i 1962. Den satiriske pointe toppes med, at de indviede i konspirationen primært sender hinanden fuldkommen indholdsløse breve: Brevene tjener kun til at holde liv i den undergravende posttjeneste, men de har egentlig ikke noget at sige til hinanden.

På et andet plan kan romanen således også læses som en parodisk postmodernistisk sprog- og samfundskritik: Det er vel et eller andet med, at de sproglige samfundsstrukturer er notorisk ustabile og hele tiden er centrum for en aldrig afsluttet diskursiv kamp om at definere den autoritative mening, men at de postuleret autoritative tegn selv er tomme, når det kommer til stykket. Eller noget med dét.

Det er længe siden, jeg har gået på universitetet, og jeg har nok mistet interessen lidt for denne slags bøger, der er så forhippede på sin egen intellektualiserende-ironiske form, og hvor alle personerne kun er karikaturer og tegn på noget andet.

The Crying of Lot 49 var formentlig en bedre og især sjovere bog, da den udkom i 1966 end her 50 år efter. Det er som om, tiden ikke har været helt god ved den, og at den derfor har større litteraturhistorisk end aktuel interesse (jeg underkender ikke den litteraturhistoriske interesse, men det er ikke helt nok – når der nu er så mange andre klassikere, der faktisk stadig holder sig helt friske).

Især humoren forekommer mig i mange tilfælde lidt for tidsbundet. Eksempel: På et tidspunkt er Oedipa ude at køre med bandet The Paranoids med et af bandmedlemmerne ved rattet, som han imidlertid må afgive til sin kæreste, efter at han næsten er kørt galt tre gange, fordi han ikke kan se ud gennem sit hår. Det var sikkert rigtig skægt i 1966, hvor man endnu ikke var kommet sig helt over, at The Beatles lod håret gro, men i 2016 skal man altså gøre sig umage for at trække på smilebåndet.

Hvis du er til satirisk litteratur, så vil jeg anbefale i stedet at gå til f.eks. George Saunders, som evner at kombinere legen med sproget og den ironiserende satire med fortællinger om personer, man kan blive berørt af. Eller gå til gode gamle Vonnegut, den amerikanske satiriker og humorist over dem alle, som faktisk kan skrive (og kan gøre det helt enkelt) og rent faktisk er sjov – også mange år efter.

Jeg valgte at læse The Crying of Lot 49, fordi jeg ofte har set den anbefalet som en god indgang til Pynchons forfatterskab (formentlig især fordi den er kort i modsætning til de murstensromaner, Pynchon ellers skriver). Jeg har et stykke tid også haft det angivelige mesterværk Gravity’s Rainbow stående i reolen, som har ry for at være notorisk vanskelig at læse og i øvrigt er på 900 sider. Den får nok lov at stå på hylden for ulæste bøger et stykke tid endnu.

Altså med mindre, der er nogen Pynchon-kendere derude, der kan overbevise mig om, at jeg har læst Lot 49 på en dårlig dag, eller at Gravity’s Rainbow har helt andre kvaliteter?

The Crying of Lot 49 er oversat til dansk som Katalognummer 49 udbydes (en kluntet oversættelse af titlen, som i sig selv er lidt af en spoiler, da den tager noget af tvetydigheden og mystikken ud af Pynchons originaltitel).

Selv om jeg ikke var ret glad for at læse denne her, så sniger den sig alligevel op på to små stjerner for trods alt at være rimelig begavet tænkt i sin satire.

K's vurdering: