Man kan ikke erstatte rejser ud i verden med at læse bøger. Men når jeg nu realistisk set ikke kan nå at besøge alle lande i verden i min livstid, så er det ikke et ringe alternativ at forsøge at komme verden rundt i litteraturen i stedet.
Her i januar 2016 påbegynder jeg et nyt læseprojekt: Jeg skal læse mindst én bog fra hvert af de 196 FN-anerkendte lande i verden (inklusive Palæstina og Vatikanstaten, der ikke er officielt anerkendte, men har FN-observatørstatus).
Inspirationen kommer fra den britiske forfatter Ann Morgan, som i 2012 satte sig for at læse én bog fra hvert land i verden. Hun indsamlede en bruttolæseliste ved på sin blog at invitere andre læsere til at komme med forslag.
Hvis du har forslag til virkelig gode bøger fra rundt omkring i verden, så hører jeg meget gerne fra dig. Og måske har du ligefrem lyst til at tage udfordringen op og læse med verden rundt?
Læs mere om projektet og se min bruttoliste over lande og bøger på Verden i bøger-siden her.
Det er et interessant koncept! Jeg glæder mig til at følge din læserejse 🙂 Jeg ville have foreslået dig Vargas Llosa Bukkens fest, men den kan jeg se, du selv har fundet. Jeg havde det lidt svært med bogen selv, men er ret sikker på, det kunne være interessant at læse din anmeldelse af den. Og skulle du mangle yderligere inspiration til Island, eller bare i det hele taget, så kan jeg anbefale Hallgrímur Helgason (Islands forfatter eller Lejermoderens guide til et smukt hjem).
Tak for tip! Af Hallgrímur Helgason har jeg tidligere læst ‘Kvinden ved 1000°’ med fornøjelse (omend den er lidt lang) Ham kunne jeg godt finde på at læse mere af. Har faktisk ‘Lejemorderens guide til et smukt hjem’ stående i reolen, kommer jeg lige i tanker om :-). Og flere andre islændinge, som jeg hellere må få med på bruttolisten …