Edward St Aubyn: Glem det – Dårligt nyt – En smule håb (Patrick Melrose-romanerne #1-3)

Dekadence, snobberi, grådighed, dovenskab, selvoptagethed, misundelse, skørlevned, dobbeltmoral, løgn og bedrag, hensynsløshed, sadisme, vold, vanrøgt, pædofili, alkoholisme, narkomani … Velkommen til det selvdestruktive britiske aristokrati i det tyvende århundrede. Velkommen til Patrick Melrose-romanerne.

Edward St Aubyn (f. 1960) er aktuel på dansk med litteraturprissatiren Den store pris. Bedst kendt er han dog for sit nådesløse portræt af den britiske overklasse i romanserien om alter egoet Patrick Melrose.

Romanserien omfatter fem romaner udgivet i perioden 1992-2012. På dansk er de samlet i to bind, hvoraf jeg nu har læst det første, som rummer de tre første romaner i serien.

Fokus i den første bog, Glem det, er på den i romanen femårige Patricks far, den i enhver henseende usympatiske, arrogante og sadistiske David Melrose. David har arvet en adelig titel, men har giftet sig til pengene, og bruger det meste af sit liv på at udøve perverteret magt i forskellige former over sine omgivelser, herunder sin kone og søn.

Handlingen er centreret omkring et par enkelte dage, hvor Melrose-familien har inviteret et selskab af “venner” fra den britiske overklasse til familiens hus i La Coste i Frankrig. “Venner” står i anførselstegn, for i den kreds synes det eneste bindemiddel at være det fælles snobberi og det forhold, at enhver kan være sikker på, at så snart han eller hun er uden for hørevidde, vil de blive bagtalt af og nedgjort af de andre.

Mange af deres nedrigheder om hinanden er vidunderligt morsomme. Som for eksempel når en person i kredsen karakteriseres som “ham med et ansigt som créme brûlée efter det første slag med skeen, helt dækket af små revner” . Eller når en anden ved synet af David Melroses alkoholiske kone kommer i tanker om Lady Wishforts bemærkning om sig selv: “Jeg er flænset i stumper og stykker, jeg ligner en gammel afskallet mur” (fra William Congreves teaterstykke fra begyndelsen af 1700-tallet).

Eller hvad med dette citat, hvor en i kredsen udstiller sit stupide snobberi, idet han udfolder sig om, hvordan han er en ivrig fortaler for forskellighed:

“Jeg er overbevist om, at man bør have størst mulig spredning i sin bekendtskabskreds, fra monarker og helt ned til landets mest ydmyge baronetter, naturligvis med et drys superstjerner,” tilføjede han som en stor kok, der tilsætter et sjældent, men skarpt krydderi til en ret, “inden de bliver til sorte huller, hvad de jo uundgåeligt gør.”

I den britiske overklasse er man skamløst enige om, at arv og fødselsprivilegier er de eneste egentlige meritter. “Det er de sidste marxister,” som St Aubyn (i tredje bog) lader en af Patricks venner sige ironisk om det overklassemiljø, de på én gang er en del af og foragter. “De sidste mennesker, der tror, at klasse er hele forklaringen. […] Selv om de fleste af dem har samme mod som en væggelus […] og samme intellektuelle kapacitet som døde får, er det dem, der er Marx og Lenins virkelige arvtagere.” Hvortil Patrick replicerer tørt: “Det må du hellere gøre dem opmærksom på. […] Jeg tror, de fleste af dem snarere forventer at arve et stykke af Glouchesterhire.”

Ved begyndelsen af anden bog, Dårligt nyt, er Patrick blevet 22 år, han har netop fået meddelelse om sin fars død og er på vej til New York for at hente farens lig. Patrick har udviklet et stofmisbrug, for nu at sige det mildt: Heroinsprøjten er hans herre, men han blander uhæmmet heroinen med whiskey, coke, crack og speed og hvad han ellers kan få fat i.

Hans hjem var der, hvor han tog sin smack, og det var oftest på lokummet hos en fremmed.

Har du på et tidspunkt læst Tom Kristensens klassiker, Hærværk, så husker du måske en oplevelse af som læser nærmest at blive fuld sammen med Ole Jastrau på hans vej mod bunden. En lignende oplevelse havde jeg med Patrick Melrose under hans ophold i New York. Bogen er nærmest ét langt stoftrip.

Det er rasende godt skrevet, men også en stærkt ubehagelig oplevelse – og så bliver nogle af Paticks hallucinerende seancer mig trods alt lidt for lange.

I tredje bog, En smule håb, er Patrick blevet 30 og stoffri – men ikke fri fra sine barndomstraumer. Romanen kredser om Patricks forsøg på at komme fri af det forkrøblende had til sin far, som han heller ikke i døden kan tilgive.

Edward St Aubyns romaner om Patrick Melrose er angiveligt i vidt omfang selvbiografiske. Det tror man gerne, ihvertfald skriver St Aubyn så troværdigt og detaljeret med den indforståedes naturlighed om både den britiske overklasses interne selvforståelse og jargon og om stofmisbrugerens helvede, at man tænker, at han må have været der selv.

I anmeldercitaterne på bagsiden af bogen refereres der blandt andet til Proust. Jeg kan godt selv få samme association, for trods de meget store åbenlyse forskelle i stilen er der også ligheder. Udover at være fiktive erindringsværker, der udspiller sig i et dekadent overklassemiljø, hvor ingen egentlig kender eller for alvor interesserer sig for hinanden, så er hver af Melrose-romanerne – ligesom tilfældet i ofte også er hos Proust – bygget op omkring en enkelt mere eller mindre selskabelig begivenhed i overklassen: I den første og tredje bog udspiller hele handlingen sig således omkring et enkelt middagsselskab, mens den anden er lidt mere løs i strukturen, men dog stadig med et ret kort tidsspænd omkring dagene, hvor Patrick skal hente sin fars lig i New York.

Når det er sagt, skal man dog ikke forvente sig en moderne udgave af På sporet af den tabte tid. Edward St Aubyns romaner har ikke samme raffinerede struktur eller lige så mange betydningslag, som man finder hos Proust – til gengæld er de uligt meget nemmere at læse.

Hvorom alting er, så var jeg tilstrækkelig godt underholdt til, at jeg da også har tænkt mig at læse de to sidste bøger i serien, som på dansk er samlet i ét bind.

K's vurdering: