Den blå himmel giver et spændende indblik i det tuvinske nomadefolks traditionelle levevis i Mongoliet. Den er som sådan værd at læse, selv om den som romanfortælling betragtet er knap så spændende.

Den blå himmel er en delvist selvbiografisk roman af den tuvinsk-mongolske forfatter Galsan Tschinag, også kendt under sit tuvinske navn Irgit Schynykbaj-oglu Dshurukuwaa (eller: måske ikke ligefrem kendt, men det hedder han ihvertfald på tuvinsk).

I romanen følger vi drengen Dshurukuwaa og hans dagligliv som tuvinsk nomade i Altajbjergene i det vestlige Mongoliet på et tidspunkt i slutningen af 1940’erne eller måske lige i starten af 1950’erne.

Tuvinerne er et nomadisk folkeslag med eget sprog (som er tættere på tyrkisk end på mongolsk). Tuvinerne har traditionelt holdt til i Altajbjergene, men blev i slutningen af 1950’erne fordrevet herfra og spredt over resten af Mongoliet og dele af Kina og Sovjetunionen.

Vi følger drengen og hans families nomadeliv gennem årstiderne. Vi lærer om tuvinernes fåre- og kvæghold, om hvordan man rider heste, om tuvinernes traditionelle filttelte, jurter, om traditioner for gæstebud, om religiøse forestillinger, om madvaner (og nej, min mund løber ikke helt så meget i vand som fortællerens ved beskrivelsen af den særlig delikate melgrød, der havde stået længe og “smagte af flødeagtig yakmælk og havde fingertykke klumper der faldt fra hinanden og opløstes af sig selv, så snart tungen trykkede dem mod ganen”), om hygiejne (når bedstemors øjne er trætte, så er det godt, at hendes lille dreng er så dygtig til at tisse i hendes hulede hænder, så hun rigtigt kan få skyllet øjnene fint) og meget andet.

Tuvinerne lever i det store hele på traditionel vis, men helt upåvirkede af den kommunistiske centralregering i Mongoliet er de ikke. En gang årligt får ailen, familiens teltlejr, for eksempel besøg af en embedsmand, en folkelærer, fra den nærliggende by, som indskriver børn til skolegang. Således bliver fortællerens ældre søskende mere eller mindre tvangsindskrevet til skolegang og må forlade familien.

Man fornemmer i romanen, at Galsan Tschinag ikke er kommunismens største fan. Det kommerfor eksempel indirekte til udtryk i onkel Sargajs upåklagelig, men ikke desto mindre spottende, brug af den kommunistiske lingo, da han overfor den besøgende folkelærer og repræsentant for sumunen (en mongolsk forvaltningsenhed) forsøger at sno sig uden om skolekravet, herunder forklare sig ud af, hvorfor han undlod at sende datteren Gökbasch i skole sidste år som ellers lovet:

   “Men pigen, kammerat Gökbasch, sendte De ikke i skole, kammerat Sargaj?”
   “Det er rigtigt, kammerat sumunrepræsentant og folkelærer. Men det var sidste år. Og dengang var den revolutionære bevidsthed hos araterne, som jeg tilhører, kammerat, endnu ikke så høj som i dag. Men i mellemtiden er den steget voldsomt. Det står i avisen, jeg hørte det med mine egne ører bliver læst op, kammerat darga sumunrepræsentant og folkelærer!”

Galsan Tschinag (f. 1944) er i sig selv en særdeles interessant person. Han blev født som ind i en tuvinsk nomadefamilie i Mongoliet, der på det tidspunkt var en de facto sovjetisk lydstat. Som attenårig rejste han til det daværende DDR, hvor han studerede fra 1962-1968. Det er her, han har lært tysk og fået kendskab til tysk litterær tradition – og det er formentlig baggrunden for, at han har valgt at skrive de fleste af sine bøger, herunder Den blå himmel (Der blaue Himmel), på tysk – og ikke på tuvinsk eller mongolsk, som er de to sprog, han er vokset op med.

Galsan Tschinag (f. 1944) på hesteryg for foden af Altajbjergene. Foto fra open-hearts-for-mongolia.ch (fotograf ukendt)

Ambitionen om at formidle den tuvinske kultur til resten af verden – og samtidig bidrage til at (gen)opbygge en stolthed og traditionsbevidsthed for det tuvinske folk selv – præger Galsan Tschinags litterære værk, men det har også præget hans liv. Efter Østblokkens og Sovjetunionens endegyldige sammenbrud lykkedes det i 1995-1996 Tschinag at gennemføre en spektakulær samling af tuvinske nomader fra hele Mongoliet og lede dem i en stor karavane med 130 kameler, 300 heste og en mængde får og geder på en 2.000 kilometer lang vandring tilbage til tuvinernes hjemland i Altajbjergene i det vestlige Mongoliet.

Dette og meget andet kan man læse om i Steen Klitgaard Poulsen lange og oplysende efterord til den danske udgave af Den blå himmel.

Den blå himmel er overordentlig interessant for det levende billede, den tegner af tuvinernes traditionelle levevis. Som romanfortælling betragtet har den dog sine mangler. Man kan hævde, som Steen Klitgaard Poulsen gør det i efterordet, at Galsan Tschinags mål med bogen heller ikke har været at fortælle en klassisk romanhistorie. Han forsøger med sin stil snarere at ramme den rytme, der er i tuvinernes liv, som følger naturens gang.

Det kan have en del for sig, men det lykkedes ikke mig at finde denne rytme under min læsning. En del af årsagen hertil kan være, at Tschinags sprog forekom mig lidt stift og en smule altmodisch. Det kan selvfølgelig have noget at gøre med den danske oversættelse, jeg har læst, men det tror jeg nu ikke: Karsten Sand Iversen plejer at være en ganske habil oversætter.

Jeg er således ikke uden forbehold i min vurdering af bogen samlet set, men det ændrer ikke på, at jeg gerne anbefaler dens levende beskrivelser til de, der måtte have interesse for de traditionelle nomadefolk i Altajbjergene og omegn.

Galsan Tschinag valgte at skrive Den blå himmel på tysk, ikke på tuvinsk eller mongolsk, og den handler om det tuvinske nomadefolk, der ikke som sådan er knyttet specielt til Mongoliet som nation. Tuvinernes traditionelle hjemland ligger imidlertid indenfor det nuværende Mongoliets grænser, ligesom Galsan Tschinag er statsborger i Mongoliet, og jeg har derfor ikke skrupler over at kategorisere bogen som repræsentant for Mongoliet i min læseudfordring Verden rundt i bøger.

K's vurdering: