Bret Easton Ellis møder Irvine Welsh i Tbilisi kunne være en karakteristik af stilen i denne eksperimenterende, provokerende, postmodernistiske roman fra Georgien fra 2010.

Zaza Burchuladze (f. 1973) har i hjemlandet Georgien status af provokatør og postmodernistisk forfatter og dramatiker. For fans af Kafka kan det i sig selv være en indikation på Burchuladzes karakter af litterært legebarn, at han tidligere har skrevet under forfatterpseudonymet Gregory Zamza. Burchuladzes kortroman adibas (opr. 2010, udgivet på engelsk ved Guram Sanikidze i 2013) er ikke nogen undtagelse.

Bagtæppet for romanen er den korte georgisk-russiske krig i august 2008 om den georgiske provins Sydossetien. Konflikten, der var bygget op over længere tid, gik ind i sin kulminationsfase den 7. august 2008, da georgisk militær invaderede Sydossetien for at få styr på den separatistiske provins. Rusland, der har geopolitiske interesser i området, men begrundede deres interesse i antallet af russiske statsborgere i Sydossetien, slog øjeblikkeligt igen og rykkede den 8. august 2008 militært ind i Sydossetien og videre over grænserne ind i andre dele af Georgien. En våbenhvile blev dog opnået allerede efter fem dage.

Zaza Burchuladze (f. 1973). Foto: ikeshel (2014)

adibas synes at udspille sig over en enkelt dag i fortællerens liv i Tbilisi – på den afgørende dato 08/08/08, hvor den georgisk-russiske krig bryder ud i lys lue. Krigen som sådan har ikke nogen fremtrædende plads i romanen, men den er hele tiden til stede i baggrunden, primært i form af korte lyd- og billedstumper fra radio- og tv-nyhederne.

Der er symptomatisk, at personerne konsekvent og hurtigt skruer ned for lyden af nyhederne om krigen, hver gang de trænger sig på, for at hellige deres opmærksomhed til det vigtige: Hvordan de tager sig ud; hvilket mærkevaretøj, de klæder sig i; hvilke mærkevaresodavand, de indtager; hvilke smarte caféer, de lader sig se på; hvilke nye gadgets, de har anskaffet sig; hvem, de har sex med (og hvem der kigger med over Skype imens); hvilke nye designerdrugs, de propper sig med; osv., osv.

Fortælleren og alle personerne synes med andre ord kun at leve på overfladen, i et uægte forhold til virkeligheden, ude af stand til at fordybe sig i eller holde fast i noget som helst, uanset om det er politik eller personlige kærlighedsforhold.

Og nej, det er ikke en slåfejl, romantitlen er faktisk adibas, ikke adidas, og hentyder til et kendt kopimærke. Burchuladze bruger kopivaremærket som emblem for romanens slet skjulte kritik af den verdensomspændende forbrugerisme og dens optagehed af mærkevarer, dens vægt på hul selvfremstilling, udseende og overflade. Han indleder således bogen med en ordforklaring:

adibas:
    1. fake adidas
    2. surrogate or imitation in general
    3. any fake or falsified thing, situation or fact, etc.

Med lidt god vilje kan romanens kritik af forbrugerrismens falske overflade også udstrækkes til at gælde (georgisk) politik i almindelighed og i særdeleshed den iscenesættelse, som krigen i Sydossetien også var – ikke kun fra georgiske, sydossetiske og russiske politikeres side, men også fra flere af verdens stormagters side.

Burchuladze holder sig ikke for god til at inddrage en række navngivne politikere i sin satire. For eksempel lader han den polske præsident Koczynski bortføre af tjetjenske terrorister (pakket ned i en kuffert: “He is very short”), i en iscenesættelse orkestreret af den georgiske præsident, Mikheil Saakashvili, for at han efterfølgende kan fremstå som befrieren.

For så vidt angår Saakashvili, en mildest talt farverig politiker, har virkeligheden sidenhen vist sig at overgå Burchuladzes satire: Saakashvili, der af en uafhængig EU-undersøgelseskomité senere hen fik den overvejende del af skylden for angrebet på Sydossetien, der udløste den georgisk-russiske krig, blev efterfølgende anklaget for korruption m.m. og fik frataget sit georgiske statsborgerskab. Han opnåede nyt statsborgerskab i Ukraine, hvor han en overgang var guvernør i Odessa, indtil han også dér blev anklaget for forbindelser til organiseret kriminalitet. Så sent som her i december 2017 blev han forsøgt arresteret af maskeret ukrainsk politi, men straks efter befriet af en vred masse af tilhængere, indtil efterfølgende igen blev fanget i en dramatisk aktion, der bl.a. involverede en flugt over hustage, hvorfra han truede med at springe …

Blandt andre politikere, der får med grovfilen af Burchuladze, kan tælles den tidligere sovjetiske udenrigsminister og første georgiske præsident, Edouard Shevardnadze:

Speaking of Shevardnadze, a great many people wrongly consider him an absolute good-for-nothing. But he is wonderfully recycable. You could make a perfect S&M kit from his skin: a latex mask with a zippered mouth, a muzzle, a whip, and a set of handcuffs. His skin is tight and resilient at the same time.

Romanens tema, den postmoderne, overfladiske forbrugerisme, afspejler sig i stilen: Den er fortalt i femten korte kapitler, der kun hænger meget løseligt sammen, selv om romanens handling angiveligt udspiller sig over en enkelt dag for fortælleren.

Det sidste er ihvertfald én fortolkning af den fortællemæssige ramme, men man skal ikke forvente, at alle ender kan bindes sammen – for eksempel er det mere end svært at hitte rede i fortællerens kærlighedsforhold, han har nærmest en ny kæreste i hvert kapitel, og det kan ikke rigtigt hænge sammen med resten af handlingen. Jeg tolker det som et udtryk for, at for Burchuladzes personer er også kærlighed en del af en forbrugeristisk kultur og i øvrigt reduceret til at handle om sex og selviscenesættelse.

Stilmæssigt eksperimenterer Burchuladze med forskellige former. Ét kapitel er for eksempel fortalt i form af en drejebog til et skuespil, hvori fortælleren (eller en person med hans navn) selv optræder – men senere i bogen kigger han ud af vinduet og ser den selvsamme scene udspille sig på gaden.

Et andet kapitel er skrevet som en udskrift af én lang chat over Skype. Et tredje er et slags messende digt. Et fjerde er skrevet i form af dagens (08/08/08) horoskop for alle stjernetegn – som dog i Burchuladzes hænder ligesom alt andet får et skævt twist:

Aries
Your energy resources are truly limitless. The key is to mobilize them. Today, Mars leans toward the Fiery Lion. Therefore, you will be full of energy. For instance, you will absolutely be able to rape children. Don’t forget, however, that they don’t deserve it.
[…]
Capricorn
Sometimes you feel you are on the verge of some great discovery. But it’s just a feeling. The greatest thing you could discover from now on is that plenty of strangers would love to strangle you, to say nothing of your personal aquaintances. Just for the hell of it. Therefore, before it happens, keep mixing with fashionable people.

De mere traditionelt fortalte kapitler (om end det er svært at kalde noget som helst i denne roman for traditionelt) er også karakteriseret ved, at fortælleren, som det overflademenneske han er, ikke er i stand til at fastholde et tema længe af gangen i hverken tanke, tale eller skrift. Hele tiden bliver han distraheret i sine tanker og bevæger sig ud af en tangent.

Det samme kan man sige om romanen som helhed. Den hopper og springer og glider hen over overfladerne. Det er selvfølgelig bevidst, og romanens indhold, budskab og form hænger på den måde godt sammen ud fra en rent æstetisk betragtning. Men det gør også, at den opleves lidt, ja, overfladisk. Den mangler trods alt noget dybde for at kunne blive virkelig interessant.

Men den er sjovt tænkt og komponeret, og da den samtidig ikke er længere, end konceptet kan bære, tøver jeg ikke med at give en anbefaling med herfra.

Jeg havde egentlig udset mig Otar Chiladzes A Man Was Going Down the Road (1973), som jeg har stående i reolen, til at blive det georgiske indslag i min læseudfordring Verden rundt i bøger. Den skal jeg også nok få læst på et tidspunkt, men den er bare så pokkers tyk og ser ærlig talt ud til at være i den tunge ende. Så da jeg faldt over en reference til Burchuladzes langt kortere og angiveligt mere legende adibas (tak til Marcelo Escribano (@hebdo_readings) for omtalen på instagram), hoppede jeg glad ombord i den som repæsentant for Georgien. Den har også den fordel frem for Chiladzes roman, at den faktisk er skrevet efter Georgiens uafhængighed som stat, og ikke i sovjettiden.

K's vurdering: