Bảo Ninh: The Sorrow of War. A Novel of North Vietnam

Vigtig krigsroman om Vietnamkrigen fra et nordvietnamesisk perspektiv. Ikke uden litterære problemer, men ikke desto mindre i høj grad værd at læse.

The Sorrow of War er historien om den unge nordvietnamesiske soldat, Kien, der som syttenårig melder sig under fanerne i den langvarige og brutale krig, som senere i Vietnam skulle få betegnelsen Den amerikanske krig – i den vestlige verden kendt som Vietnamkrigen.

Bogen har angiveligt en del selvbiografiske elementer. Bảo Ninh (f. 1952) var selv soldat i krigen. Han deltog fra 1969 i den såkaldte Glorious 27th Youth Brigade, og han var én ud de ti, der vendte tilbage fra krigen i live.

Romanen er interessant allerede derved, at den fortæller om Vietnamkrigen fra et nordvietnamesisk perspektiv. Og det er vi faktisk ikke så vante til på vores breddegrader.

Det slog mig således under læsningen, at de mange film og bøger om Vietnamkrigen, som mange af os kender, stort set alle fortæller deres historie fra en amerikansk synsvinkel.

Mange af disse anlægger ganske vist et kritisk perspektiv på krigen, herunder også på de uhyrligheder, den nordvietnamesiske befolkning blev udsat for. Men det er kendetegnende for alle de eksempler, jeg kan komme i tanke om, at nordvietnameserne her enten fremstilles som fanatiske soldater, der taler et uforståeligt kaudervælsk, og som ind i mellem uden varsel dukker frem af junglen og sprænger sig selv og amerikanerne i luften. Og/eller som ofre og dermed reelt set kun som objekter for den amerikanske krigsførelse.

Allerede er den grund udgør Bảo Ninhs roman et forfriskende og vigtigt korrektiv. The Sorrow of War gør dét, som god fiktion gør bedre end nogen dokumentar eller historiebog: Den tilbyder mulighed for indlevelse i, hvad krig gør ved mennesker, såvel soldaterne som de civile, i dette tilfælde nordvietnameserne.

Bảo Ninh viser os det, der jo i bund og grund er en indlysende selvfølgelighed, men bare sjældent fremstilles sådan: At de nordvietnamesiske soldater naturligvis var lige så almindelige mennesker som de amerikanske soldater, udkommanderet i en krig, de i samme grad helst havde været foruden. Mennesker, der i krigen gennemlevede de samme rædsler, den samme angst, den samme sorg. Og som også kom personligt traumatiserede tilbage fra krigen (de få, der kom tilbage) – og kom tilbage til en forandret hjemmefront.

The Sorrow of War er en hård og brutal skildring af krigshandlingerne. Bogen er i passagerne om krigshandlingerne næsten ubærlig at læse. De bedste dele af romanen er dog de dele, der handler om hovedpersonen Kiens hjemkomst efter krigen og hans vanskeligheder ved at tilpasse sig livet i den civile verden, som også har ændret sig fundamentalt som følge den tiårige krig. Hovedfokus i romanen er det ændrede forhold til hans ungdomskæreste, som måske i endnu højere grad end han selv er ændret af krigen.

What remained was sorrow, the immense sorrow, the sorrow of having survived. The sorrow of war.

Romanen er litterært set ikke uden problemer. Jeg var blandt andet irriteret over Bảo Ninhs tilbøjelighed til i for høj grad at banke pointerne ud i stål for læseren i en række forfatterkommentarer.

Mest svært fordøjeligt er romanen dog præget af et kvindesyn, som på den ene side ganske indlevet og ubønhørligt skildrer kvinder som ofre for krigen, men på den anden side også – givetvis ubevidst – anlægger et i bund og grund patriarkalsk kvindesyn, hvor en kvinde, der er blevet udsat for voldtægt, derefter og derfor er dømt til et liv som promiskuøs, “falden kvinde.”

Bao Ninh (f. 1952)

Samlet set kan jeg dog anbefale The Sorrow of War. Ikke bare som et nordvietnamesisk perspektiv på Vitenamkrigen, men som en krigsroman som sådan. Bảo Ninhs roman handler således grundlæggende ikke om Vietnamkrigen, men om hvad krig som sådan gør ved mennesker. Romanen kan fra en litterær betragtning ganske vist ikke helt bære betegnelsen som en vietnamesisk Intet nyt fra vestfronten, som nogle eksalterede anmeldere har hæftet på den, men den er værd at læse.

The Sorrow of War er også udgivet på dansk som Krigens sorg (ved Kirsten Vagn Jensen, Lindhardt & Ringhof, 1994). Den danske version er imidlertid ikke oversat direkte fra det originale vietnamesiske, men fra den engelske oversættelse, så vidt jeg har forstået. Jeg har på den baggrund foretrukket den engelske oversættelse ved Phan Thanh Hảo. Foretrækker du at læse på dansk, og er du ikke bekymret over den dobbelte oversættelsesafstand, så kan “Krigens sorg” stadig findes på velassorterede biblioteker, omend den er udgået fra forlaget.

Og hermed slutter jeg det vietnamesiske tema på bloggen i denne omgang.

K's vurdering: