Gregor von Rezzori: En antisemits erindringer

Gregor von Rezzoris erindringsroman med den ubehagelige titel, En antisemits erindringer, er en fremragende skildring fra det splittede Østrig-Ungarn efter Første verdenskrig. Om den farlige melankolske drøm om “verden af i går.” Og ikke mindst om antisemitismen som et dybt indgroet træk i Europa.

Gregor von Rezzori (1914-1998) blev født som østriger i det daværende øsrig-ungarnske kejserrige. Da hans hjemegn Bukovina efter Østrig-Ungarns opløsning i forlængelse af Første verdenskrig blev indlemmet i dels Ukraine, dels Rumænien, blev han rumænsk statsborger. Siden sovjetborger, så statsløs, indtil han døde som igen østrisk statsborger.

Gregor von Rezzoris staborgerskabshistorie er ikke uvæsentlig som baggrund for læsningen af hans erindringsroman med den kontroversielle titel (og det ikke mindre kontroversielle indhold), En antisemits erindringer (opr. 1979), som netop er udgivet for første gang på dansk.

Bogen er skrevet som fiktion, men hovedpersonen Gregor deler mange træk med forfatteren Gregors biografi. Hvor meget i romanen, der er fiktion, og hvor meget, der er faktiske erindringer, skal jeg ikke kunne sige. Det er heller ikke vigtigt for romanens sandhedsværdi som litterært værk.

Romanens hovedperson og jeg-fortæller, Gregor, fødes ligesom forfatteren ind i en lavadelig familie i Bukovina i det hensygnende østrig-ungarnske kejserdømme på tidspunktet omkring udbruddet af Første verdenskrig, som også skulle blive de østrigske habsburgeres svanesang.

Romanen kan læses som et vidnesbyrd fra en familie fanget i den forgangne verden, den ideologiske drøm om Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation, som Gregors far “med det sværmeriske sind” aldrig forvandt tabet af, mens han i stedet “blev stadig mere melankolsk og stadig mere skuffet og søgte tilflugt i den monomane jagtlidenskab.”

Gregor von Rezzori (1914-1998)

Robert Musils Manden uden egenskaber kommer i hu. Ligeså Joseph Roths Radetzskymarch, som stilmæssigt ganske vist er en hel anderledes roman, men som bearbejder nogle af de samme temaer.

Fra barnsben opdrages den lille Gregor med denne melankolske længsel efter det forgangne tilsat et godt skvæt Sturm-und-Drang og en grundfortælling om som bukovinertyske at være blev forrådt og selv have svigtet. For hvad kendetegner ikke den, der havde svoret troskab til Det Hellige Romerske Riges gyldne fane med den sorte dobbelthovede ørn, men alligevel ikke var faldet i kamp for den? Han “havde svigtet og levede videre som karakterløs.”

For Gregor giver dette sig for eksempel udtryk i, at han som trettenårig “purung tysker med mælkeskæg” klæder sig ud i en lidt latterlig imitation af en tysk korpsstudenterdragt og romantisk drømmer om “et par flotte mensurar” i sit runde drengeansigt i forsøget på at opleve en bestemt “livsfølelse,” selve den tyske ungdoms “studentikose tyskhed:”

Den føler tysk, denne tyske ungdom, rigstysk, stortysk, ikke sandt? Den længes efter at samles under den store, bølgende sortrødgyldne fane – denne den ungdommeligste af alle faner, der er sort som den død, man drømmer om, rød som det blod, der bruser i én, og gylden som de løfter af lykke, man drømmer om at få indfriet …”

Senere søger Gregor i nogen grad at bryde med forældrenes “forestillinger om orden og værdier” og rejser i 1933 som nittenårig fra det provinsielle Bukovina til Bukarest og kaster sig ud i diverse seksuelle eskapader.

Endnu senere flytter han til Wien, hvorfra han oplever Anschluß, Tysklands annektion af Østrig i 1938, som han ligesom så mange andre østrigere hilser velkommen. For selv om Gregor er opdraget til at føle foragt for piefkerne, som man nedladende kalder preusserne i hans familie, og “på trods af den kendsgerning, at Adolf Hitler var en skrækkelig proletar,” som Gregors far altid har ment, så måtte man dog indrømme, at de tyske nazister havde fået skabt en stat med ro og retfærdighed. Som faren siger:

“Jeg mener: Det havde vel ikke ligefrem behøvet at være en fidusmaler, der skulle genoplive det gamle rige, men hvad pokker! … at man burde se at få smidt jøderne ud, den tanke har vi jo også altid haft, og det er alt sammen rigtigt og godt”

Det andet gennemgående tema hos von Rezzori er, som romanens titel antyder, antisemitismen. Ikke antisemitismens historiske genealogi – den er von Rezzori egentlig ikke interesseret i – men hadet mod jøder som et faktisk, historisk forekommende fænomen, dybt indlejret via opdragelsen hos mennesker som Gregor selv.

I Gregors familie, særligt udtrykt hos hans far og bedstemor, hadede man også jøderne, “alle uden undtagelse, selv de ydmyge gamle,” og det med “et urgammelt, overleveret og indgroet had.”

Det var ikke, fordi man i Gregors familie ikke betragtede jøder som medmennesker, for det var de jo tydeligvis. Det var heller ikke, fordi man abonnerede på absurde forestillinger om, at jøderne foretog rituelle drab på små børn og den slags, eller på konspirationsteorier om en jødisk sammensværgelse om at overtage verdensherredømmet (som man for eksempel kunne læse om i det berygtede falsum Zions Vises Protokoller). Den slags betragtede man som åbenbart humbug.

Men over for os, det vil sige dannede mennesker, behøvede man ikke at fare frem med så tungtvejende argumenter: Vi betragtede som en selvfølge jøderne som andenrangsmennesker. Man kunne bare ikke lide dem, man brød sig ihvertfald mindre om dem end om andre medmennesker, det var lige så selvfølgeligt, som at man brød sig mindre om katte end om hunde eller mindre om lopper end om bier.

Jødehadet gennemtrænger bogen, i det store og det små. Selv da de skikkelige, jødiske naboer i bedstemorens hus i Wien dør pludseligt af den spanske syge, er der efter bedstemorens mening “noget typisk jødisk ekstravagant over det, for når alt kom til alt, var der jo slet ikke nogen epidemi længere, som i 1921, da folk døde som fluer af influenza. Der var altså ikke nogen egentlig grund til, at Raubitcheks skulle dø så at sige uden for sæsonen, ikke anden grund, end at jøder altid gerne vil vække opmærksomhed.”

Gregors opdragelse forhindrer ham dog ikke i gang på gang at forelske sig i jødiske piger og kvinder, som han indgår i forskellige former for forhold til henover romanens fortællinger. Nogle forhold har karakter af rene erotiske besættelser, andre kunne være blevet til egentlig kærlighed – hvis han da ikke havde skammet sig sådan. For ganske vist var der dem, der med et tvetydigt smil” sagde, at “en jødinde er ikke det samme som en jøde,” men det var “tvivlsomme typer.” Gregor ved bedre:

At forelske sig i en jødisk pige betragtedes ikke som en tilgivelig perversion som sodomi eller fetichisme. Her trængte det irrationelle ind, her var der en flænge i fornuften, som et metafysisk mørke sivede ind gennem, det var næsten mere fatalt end åbent forrræderi, eklatant utroskab.

Gregor kommer dog aldrig dertil, at han tager aktivt del i jødeforfølgelser. Ikke så meget på grund af en egentlig moralsk afstandtagen, men mere fordi nazisternes og austrofascisternes fremfærd for dannede mennesker er at betragte som “uæstetisk.”

Romanen består af fem lange, mere eller mindre selvstændige fortællinger, som tilsammen udgør en slags dannelsesroman. De fire første fortællinger omhandler Gregor barndom og ungdom, mens den femte er fortalt fra den tresåriges fortællers perspektiv i 1970’erne.

Den femte fortælling skiller sig også ud fra de fire første ved at være fortalt i tredjeperson, mens de fire første er fortalt i førsteperson. Det fremstår derfor også – givetvis bevidst – selvironisk, når von Rezzori lægger følgende betragtninger – der kan læses som en reflektion over den litterære erindrings natur – i munden på sin protagonist i begyndelsen af den femte fortælling:

Han var under alle omstændigheder stædigt blevet ved med at sige ‘jeg’ om sig selv, han havde aldrig været i tvivl om sin identitet, han hævede ironisk sine øjenbryn, når han hørte eller læste den frase, at nogen forsøgte at finde sig selv som en genstand, de havde mistet eller aldrig haft, men som rettelig tilkom dem.

I citatet ligger dog også en vedkenden sig til sin fortid og det menneske, den tresårige var som ung.

Skiftet i grammatisk perspektiv fra jeg’et til det mere anonyme og distancerende han i den femte fortælling markerer et spring i historisk tid, men måske er det også et nødvendigt greb for von Rezzori som forfatter for at skabe lidt mere distance til den muligvis fortsat selvbiografisk inspirerede fortælling?

I så fald er det forståeligt, for den femte fortælling er næsten den hårdeste for så vidt angår det antisemitiske tema. Kapitlet er primært centreret om den tresårige hovedpersons erindringer om ægteskabet med sin “anden, jødiske kone.”

I sin efterreflektion over, hvorfor ægteskabet gik galt, “havde han, i modsætning til hvad de fleste mennesker i dag, efter Auschwitz og Buchenwald, ville føle sig moralsk forpligtet til, selvfølgelig ikke helt afvist den tanke, at det kunne have noget at gøre med deres forskellige racer:”

Hvorfor nægte det? Han afviste ikke den tanke, at ens ånd kan gå i arv via blodet: at en racespecifik mentalitet kan gå videre fra generation til generation: Hvorfor ikke, hvis nu krumme og stumpe næser kan nedarves, hvis lyse og mørke øjne eller lyst og mørkt hår bliver reproduceret igen og igen efter Mendels love […] Det ville være meningsløst at benægte det, selvom det efter nazisterne var blevet tabubelagt at omtale det: Man kunne i det hele taget ikke længere føre nogen om så blot halvvvejs fornuftig samtale om jødespørgsmålet på grund af de æsler; man måtte lade, som om det slet ikke fandtes, selvom det dog burde være muligt helt uden polemik og rent videnskabeligt og fordomsfrit at finde frem til de karakteristiske forskelle på jødisk og ikke-jødisk mentalitet, at finde frem til de afgørende psykologiske forskelle uden at reducere det hele til psykologi og sociologi, som man ellers så ofte gør.

Den essentialistiske og i bund og grund racistiske menneskeopfattelse, som romanpersonen her giver udtryk for, bliver kun så meget mere ubehagelig af, at den ikke er iklædt nazismens eller andre, mere nutidige chauvinistiske ideologiers plumpe, “uæstetiske” gevandter. Og af at vi nu ikke længere er i en fjern fortid, i en forgangen verden, men i allerhøjste grad i (forfatterens) nutid.

I hvilket omfang, romanpersonen Gregors verdens- og menneskesyn er identisk med forfatteren Gregor von Rezzoris, kan jeg ikke vide, og det er efter min mening heller ikke afgørende. Værket står i sig selv.

Og en af værkets store styrker, som ikke kan undgå at efterlade indtryk, er, at von Rezzori i teksten ikke installerer en distance til den antisemitisme, han portrætterer. Han undskylder ikke, han efterrationaliserer (tilsyneladende) ikke, han forklarer ikke sine personers irrationelle foragt for jøder.

Den historiske baggrund i form af det østrig-ungarnske riges undergang og den melankolske længsel efter den svundne verden af i går indgår i romanen som psykologisk og sociologisk forklaring på opslutningen bag nazisternes forsøg på genrejsning af et stortysk rige.

Men antisemitismen forklarer von Rezzori ikke. Den er der bare. Og det gør sådan set kun von Rezzoris bog så meget mere skræmmende og ubehagelig. Og det mindsker ikke dens relevans i Europa, herunder Danmark, i dag, hvor det er andre befolkningsgrupper, der lægges for had.

Bogen faldt mig lidt lang i særligt de første tre fortællinger, hvor von Rezzori bruger vel mange sider på den unge Gregors seksuelle besættelser. Men som helhed er der tale om et fremragende romanværk.

Der er store point til forlaget Sidste Århundrede for endelig at gøre dette værk tilgængeligt på dansk. Og ikke mindst er der point til Danmarks suveræne oversætterpar fra tysk, Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, der står for en oversættelse til sikkert og flydende dansk, der sætning for sætning er en fornøjelse at læse.

Bogen er venligt tilsendt fra forlaget som anmeldereksemplar.

K's vurdering: