En velskrevet kuwaitisk coming-of-age historie om at være splittet mellem en filippinsk og en kuwaitisk identitet. Samtidig en roman, der giver interessante indblik i mange sider af det kuwaitiske på én gang moderne og traditionalistiske samfund. Interessant er imidlertid ikke nødvendigvis det samme som spændende, og The Bamboo Stalk var mig lidt småkedelig – og alt for lang.

Romanen er en coming-of-age fortælling om den unge José/Isa. José er født i Kuwait af en filippinsk mor, som blev gjort gravid af en arabisk-kuwaitisk mand af en velstående familie, hvor hun i sin ungdom ligesom så mange andre filippinske kvinder arbejdede som hushjælp for at kunne sende penge hjem til familien i Filippinerne. Og som sendte hende tilbage til Filippinerne, så snart hun havde født

José vokser op i Manila, Filippinerne, hos sin mor og hendes familie. Men fra barnsben opdrages han med morens drøm om, at han en dag skal vende tilbage til Kuwait og bo hos sin far. Da han er omkring atten år kommer den dag endelig, hvor han bliver kaldt tilbage til Kuwait, hvor størstedelen af romanen foregår.

Hans møde med Kuwait bliver dog vanskeligere, end han havde forestillet sig. Med hans filippinske ansigtstræk og hans manglende kendskab til arabisk er han alt andet end let at acceptere for hans kuwaitiske familie, der mere end noget andet er optaget af, hvad folk vil sige om dem, hvis det kommer frem, at familiens eneste søn er hemmeligt far til en dreng med en tidligere filippinsk hushjælp.

My name is José. In the Philippines it’s pronounced the English way, with an h sound at the start. In Arabic, rather like in Spanish, it begins with a kh sound. In Portuguese, though it’s written the same way, it opens with a j, as in Joseph. All these versions are completely different from my name here in Kuwait, where I’m known as Isa.
   How did that come about? I didn’t chose my name so I wouldn’t know. All I know is that the whole world has agreed to disagree about it.

Der er på den ene side en del godt at sige om The Bamboo Stalk. Alsanousi kommer omkring en mægde vigtige temaer: Om filippinske immigranters vilkår i Kuwait. Om kvinders stilling, om betydningen af familiestatus og om religion i det på én gang moderne og meget tradtionalistske kuwaitiske samfund. Og tilsvarende er der en del at lære af romanen om Filippinerne.

Og så er det mere generelt en roman om et ungt menneskes søgen efter en identitet, efter et sted at stå og føle sig hjemme, splittet mellem forskellige etniske identititer, mellem religioner, mellem sprog og sågar forskellige navne.

Bogen er derudover udmærket skrevet og godt oversat til flydende engelsk af Jonathan Wright (som vi her på bloggen kender for hans glimrende oversættelser af irakiske Hassan Blasim og Ahmed Saadawi samt jordanske Amjad Nasser).

Teksten og historien flyder, og den er let og hurtigt læst. Det sidste er godt, for med sine 500 sider er det en lang omgang. Også – ja, du har gættet det – for lang.

Saud Alsanousi (f. 1981). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Alsanousi kommer sådan set godt omkring alle sine temaer. Men hvorfor syntes jeg så alligevel, at romanen ikke bare var for lang, men også en smule kedelig?

Noget af det har at gøre med, at Alsanousi har for vane at forklare alle sin hovedpersons handlinger og følelser, så der næsten ikke er noget tilbage for læseren at arbejde med.

Misforstå mig ikke, en bog behøver ikke at være højtravende finlitterær og fuld af tvetydigheder og dunkel symbolisme for at få mig med. Selv om nogle måske vil mene, at der er en overvægt af den typer bøger her på siderne, så kan jeg faktisk også godt nyde en god historie, man bare kan leve sig ind i og rive med af.

Men netop det sidste kræver blandt andet, at forfatteren giver lidt rum til læseren. For mig kommer indlevelsen i en roman også af, at jeg selv skal tænke og føle aktivt med, at jeg skal gøre lidt læsearbejde. Og det var der ikke meget af under læsningen af The Bamboo Stalk.

Og måske var det derfor, at jeg småkedede mig lidt undervejs. Det er lige før, at Alsanousi kunne have stoppet sin historie efter et vilkårligt kapitel i bogen, og så ville jeg have været tilfreds med, at den stoppede der.

Men jeg lærte noget om Kuwait, og for dét – kombineret med, at bogen som nævnt er ganske velskrevet – falder der trods alt nogle stjerner af i den samlede bedømmelse.

• Lignende indlæg

Yousef Al-Mohaimeed: Wolves of the Crescent Moon

Aboud Saeed: Den smarteste fyr på Facebook. Statusopdateringer fra Syrien

Nick Joaquín: The Woman Who Had Two Navels and Tales of the Tropical Gothic

Abdulaziz Al Farsi: Earth Weeps, Saturn Laughs