Natsuki Ikezawa: Mariko / Mariquita

Hvem er jeg, og hvad skal jeg gøre? Disse to sociologisk set mest grundlæggende spørgsmål for ethvert menneske i alle samfund til alle tider gør sig også gældende for den japanske kulturantropolog, der forelsker sig i jetski-pigen på stranden på en Stillehavsø. Og det kan der godt komme en fængende historie ud af.

Natsuki Ikezawa (f. 1945) er født på Hokkaido, Japans nordligste ø, men har tilbragt store dele af sit liv andre steder i verden – i Grækenland, Frankrig, Okinawa og forskellige stillehavsøer. Ikke mindst erfaringerne fra Oceanien slår igennem i hans novelle Mariko/Mariquita.

På overfladen er Mariko/Mariquita en forholdsvis banal historie om en mandlig, japansk kulturantropolog, Kyojiro, der er på feltarbejde på en lille stillehavsø tæt på Guam. Her møder han titlens lokkende Mariko, der også lyder navnene Maria og Mariquita. Han forelsker sig og har et stormende forhold til hende – for en kort stund, indtil pligten kalder ham retur til universitetet i Japan.

Under overfladen handler novellen imidlertid om mere og andet end blot en sommeraffære. Det er især en historie om, hvordan hovedpersonen og jeg-fortælleren på Guam mister grebet om, hvem han er, og hvad han skal og vil. Mariko eller Maria eller Mariquita er symbolet på det lokkende ukendte, som på én gang er kendt (hun er japaner) og ukendt (hun har været så længe væk fra hjemlandet, at hun har aflagt meget af sin identitet som japaner – hvis hun nogensinde har haft den).

Mariko er blid og let at omgås, men hun er også den af de to, der er mest i kontrol. Måske stammer hendes kontrol først og fremmest fra, at hun i dén grad lever i nuet og ikke i fremtiden – i modsætning til Kyojiro, som ganske vist oplever en kort periode på Guam, hvor der ikke synes at være andet end Mariko og hans forhold til hende, men ellers er en slave af sine planer for fremtiden:

I’m a saver. I save up achievements, save up personal connections, save up future plans. In that sense, I’m typically Japanese, and therefore completely different from Mariko.

Novellens udforskning af forholdet mellem fortælleren og Mariko kan læses som en parabel over, hvad der udgør “japanskhed.” Fortælleren Kyojiro er bæreren af de traditionelle japanske dyder, som blandt indebefatter en stærk pligtfølelse over for samfundet og traditionen – en pligtfølelse, som imidlertid ikke nødvendigvis udfolder sig i noget nyttigt og nærværende nu og her.

I modsætning hertil er Mariko/Mariquita hele tiden til stede dér, hvor hun er. Hendes pligtfølelse er ikke mindre end Kyojiros, tværtimod, men den udfolder sig i nuet, for eksempel i form af at sørge for mad til naboernes fattige børn, når deres forældre har et udfald i en periode.

Mariko/Mariquita kommer måske ikke til at lagre sig tungt og længe i min bevidsthed, men jeg nød egentlig at læse den. Historien er fortalt med en lethed i en stemning af strand, vand, jetski, badetøj og seafood. Samtidig med, at den som nævnt knytter an til nogle tungere temaer.

Mariko/Mariquita er den fjerde chapbook i udgivelsesserien Neshiki – new voices from Japan. Der er fire mere i serien, og de står næst på min læseliste.

K's vurdering: