Masatsugo Ono: At the Edge of the Wood

Sære. Mærkelige. Foruroligende. Grænsende til skræmmende. Men også fulde af kærlighed. Og båret af smukt, smukt sprog, som hele tiden dirrer, truer med at bryde sammen, på grænsen mellem virkelighed og mareridt.

Sådan var min oplevelse af de to tæt sammenhængende noveller (som også kunne betragtes som to kapitler af samme historie), der udgør At the Edge of the Wood af japanske Masatsugo Ono, femte chapbook i Strangers Press’ serie med smagsprøver fra nutidig japansk litteratur, Keshiki – new voices from Japan.

En far og hans lille søn bor i en hytte i udkanten af en skov, som dog også er tæt på et byområde. Et grænseland, hvor der til den ene side er veje, parkeringspladser, et stort indkøbscenter; til den anden side en mystisk skov, et rugende mørke, et magisk sted.

Stedet navngives ikke, men familien er fremmede, selv om sønnen også er født der. De kunne være udlændinge, der har slået sig ned i Japan, eller japanere, der har slået sig ned i et andet land. Det betyder ikke noget for historien, det afgørende er farens grundstemning af at være en fremmed, der taler sproget til husbehov (“the language of this country”), men ikke føler sig hjemme, selv om familien tilsyneladende har boet der i mange år.

Masatsugo Ono (f. 1970). Foto fra forfatteren Goodreads-profil.

Jeg tør ikke forpligte mig til at levere en sammenhængende fortolkning af, hvad disse historier egentlig handler om. Men jeg kunne godt lide dem. Jeg havde en oplevelse af, at Masatsugo Onos sprøde og forunderlige sprog (i Juliet Winters Carpenters oversættelse til engelsk) trak mig ind i en ustabil eventyrverden, som både var let og legende og lokkende og samtidig ladet med mulig undergang.

At læse dem er som at medvirke i et eventyr af brødrene Grimm, hvor man lokkes længere og længere ind i den mørke skov ved at følge brødkrummerne (og ak, vi ved jo godt, at de brødkrummer ikke vil være der, når vi skal finde tilbage). Og denne association skylder jeg i øvrigt Masatsugo Ono selv, som på et tidspunkt lader faren og sønnen strø brødkrummer ud til fuglene foran deres hus.

Skoven bliver levende, når Masatsugo Ono for eksempel beskriver en gåtur ind mellem træerne, her på den allerførste side:

We go into the wood. Then a copse of trees, one tree much like another, follows us and passes us by. The trees pat each other familiarly on the shoulders and back and sometimes wriggle their hips as they hurry on ahead. They huddle their green leeves together, absorbed in whispering, paying us no mind.

Faren (jeg-fortælleren) og sønnen er alene i huset, da moren er rejst hjem til sine forældre for at føde parrets andet barn (hvorfor det er sådan, forklares aldrig helt, men der er antydninger af, at stedet, hvor de bor, er usundt for en fødende kvinde … dværgene kan finde på at stjæle fosteret …).

Den første historie præges af en mærkelig hostende lyd, som far og søn med jævne mellemrum hører fra skoven. Den identificeres aldrig, men vi forstår efterhånden, at den har at gøre med faren og fortællerens egen sindstilstand. Ubehagelig er den ihvertfald:

It was the sound someone makes who’s sick at heart. It sounded like coughing. A roped tied unevenly in knots, trying to strangle you from the inside. Escape is impossible. Countless hands grip the ends of the rope and never give up. Whenever the hands approach, drive them away by coughing, that’s all you can do.

Akhil Sharma nævner i sit korte forord Kafka som en anden reference, og den er velvalgt. Både fordi forholdet mellem far og søn er det grundlæggende fokus i historierne, men også på grund af deres ustabilitet og semi-magiske elementer. Og tænker man først Kafka, kan man hurtigt finde skjulte referencer:

På et tidspunkt kaster sønnen for eksempel et gammelt æble ud i haven, og faren hører lyden af en dværg, der ømmer sig, da den bliver ramt – en mystisk, eventyragtig dobbeltgængerdværg, faren tidligere i historien er blevet konfronteret med på dørtrinnet til huset, og som måske er at tolke som et billede på faren selv. Måske – måske ikke – en legende, implicit reference til Kafkas Forvandlingen (hvor familien på et tidspunkt kaster æbler efter den stakkels Gregor Samsa i hans gestalt af “ungeheueren Ungeziefer”)?

Og sådan kunne man bliver ved. Det er sjovt at kigge efter litterære referencer, men de to korte historier fungerer afgjort i egen ret. De er umådeligt intense og flyder over af fortolkningsmuligheder.

Men det bærende er sproget. Jeg er især helt vild med Masatsugo Onos brug af antropomorfe metaforer for naturen. Et eksempel er citatet ovenfor om krattet af træer, der løber gennem skoven. Andre steder bliver de visne, nedfaldne blade levende:

When I got out of the car, dry leaves came up to me, playful like puppies.

Da jeg på begyndte denne anmeldelse, havde jeg noteret On the Edge of the Wood for fire stjerner, ikke fem, af den grund, at jeg egentlig ikke fuldt ud forstod, hvad historierne handlede om. Men den ender alligevel med fuldt hus. For man skal ikke altid forstå alting, og Masatsugo Ono har indfanget mig med sine foruroligende og fascinerende sprogbilleder. Ham vil jeg gerne læse mere af.

K's vurdering: