Irmgard Keun: Barn af verden

Fin lille roman fra 1930’ernes Europa om livet som emigranter fra Nazityskland i den kommende krigs skygge, velfortalt fra et barns synsvinkel med alvor, men også charme og humor.

Irmgard Keun har et ganske stort forfatterskab bag sig, primært romaner, hvoraf en god del også er oversat til dansk og kan findes på bibliotekerne. Ikke desto mindre gætter jeg på, at navnet Irmgard Keun for flertallet af danske læsere i dag er forholdsvis ukendt (eller også projicerer jeg her bare min egen ignorance ud på alle andre, i så fald skal jeg beklage).

Under alle omstændigheder skal Forlaget Silkefyret og oversætter Inge Nissen have tak for med udgivelsen af Barn af verden (opr. Kind aller Länder (1938)) at bringe Keun tilbage i lyset i den danske litterære offentlighed.

Irmgard Keun (1905-1982). Foto: Ullstein Bild/Granger

Keun blev født i Charlottenburg, Berlin, i 1905, men flyttede i 1913 med sin familie til Köln. Hun debuterede som forfatter i 1931 og nåede at skrive et par romaner, indtil de af naziregimet i 1933 blev stemplet som “Entartete Kunst,” konfiskeret og udsat for bogbrændinger. I 1935 blev hun endegyldigt underlagt publikationsforbud, og året efter emigrerede hun til Holland. Som et kuriosum kan nævnes, at Keun i en periode stod i forhold til forfatteren Joseph Roth, som vi også er ret glade for her på K’s bognoter.

Netop livet som emigrant fra Nazityskland i 1930’erne op til udbruddet af Anden verdenskrig er temaet for Barn af verden. Keun vælger det litterære greb at fortælle historien fra et barns synsvinkel, den niårige Kully, der i 1930’erne må forlade Tyskland med sine forældre, da hendes far er faldet i nazisternes unåde.

Faren er forfatter, tilsyneladende med en vis succes, men han er også alkoholiker og en flamboyant type, der kaster hæmningsløst om sig med penge, så snart han kommer i besiddelse af nogle, og konstant sætter sig selv og familien i gæld. Dertil en kvindebedårer, der åbenlyst har affærer med skiftende kvinder, mens han af sin egen kone kræver fuldstændig troskab – samtidig med han kun bor sammen med hende og datteren få uger af gangen med måneders mellemrum.

Familien flytter fra land til land, aldrig mere end nogle få måneder samme sted, og hvert sted insisterer faren på at indlogere sin kone og datter på dyre hoteller, hvor de på ingen måde har råd til at bo, mens han selv det meste af tiden rejser Europa rundt i forsøget på at indgå kontrakter om udgivelse af sine bøger – eller hvad han nu egentlig foretager sig.

Dette greb, at lade historien fortælle af et barn, har vi jo set mange gange (siden, ihvertfald), men Keun anvender det ganske fint, også selv om der er passager, hvor reflektionsniveauet og ordforrådet virker lige lovlig højt for en niårig.

Gennem den niårige Kullys barnligt-naive, men samtidig meget observante og reflekterende blik tegner Keun gradvist kærlige portrætter af både faren og moren. Faren er helten i datterens øjne, og hun lever hele tiden i længslen efter, at han kommer tilbage. Moren og hendes ubetingede kærlighed er den faste grund under pigens fødder.

Især portrættet af moren står stærkt i romanen: Hendes stilfærdige og stigende desperation over deres fattigdom (som står i kontrast til – og i vidt omfang skyldes – farens dekadente ødselhed), pinagtigheden og skammen over af faren at være tvunget til at bo på dyre hoteller, hvor de ikke har råd til at spise og dagligt må finde på nye løgnehistorier for at udskyde betalingen af regningen, hendes kamp for at skaffe vintertøj til hende selv og datteren og få maden til at række.

Mor og jeg ligger far til last, men når han nu engang har os, vil han også gerne beholde os.

Men romanen er også helt interessant som tidsbillede. Keun tegner således også et billede set fra børnehøjde af Europa i 1930’erne. Den i stigende grad politiske ustabile situation i Europa er tilstede romanen igennem, til tider som en flimrende baggrund, andre gange helt i front.

   Min mor kunne ikke forklare mig mere.
   Men krigen har noget med det at gøre. Når jeg bliver voksen, vil jeg forstå det hele.
   Men hvorfor skal man egentlig blive voksen, når man kun bliver trist af det?
   Min mor sagde engang, at man som voksen automatisk bliver skyldig; og der er ingenting i verden, man bliver så ked af som at være skyldig.

De små og store tegn, vi hører om, på jødeforfølgelser og stigende krigsrummel i Europa får en ekstra tyngde læst i retrospekt af os, der har viden om de rædsler, der skulle følge i årene efter, at Keun skrev bogen i 1938.

Som når faren indprenter sin datter, at hun aldrig må lade sig forlede af menneskers hang til at synge:

[D]er hvor folk synger, er der livsfarligt at være. Fællessang er så godt som mord, alle krige er startet med fællessang.

Romanen er skrevet i et enkelt sprog med korte sætninger, formentlig med henblik på at gøre det mere troværdigt, at historien skal forestille at være fortalt af en barnestemme.

Det gør bogen dejligt nem at læse, men giver den også lidt staccatoagtigt præg, som for mig blev en lille smule trættende i længden, også fordi handlingens evige flytten fra land til land, fra hotel til hotel, i sig selv får et noget repetitivt præg over sig. Det kan selvfølgelig siges at være en pointe i sig selv, fordi det netop er et sådant barneliv, Keun skildrer. Jeg var nu ganske tilfreds med, at romanen ikke var længere.

Men det var den jo så heller ikke, og jeg kan absolut anbefale Barn af verden – som et tidsbillede af Europa i 1930’erne, som et fint portræt i egen ret af nogle menneskeskæbner, men også som et billede med mere universel gyldighed af livet som emigrant eller flygtning.

   “Har du aldrig hjemve?” spurgte en gammel mand, og først vidste jeg ikke, hvad han mente.
   Så forklarede han mig det.
   Jeg har nogle gange hjemve, men altid efter et andet land, som jeg lige kommer til tænke på.

K's vurdering: