Thomas Reinertsen Berg: Verdenskort. En rejse gennem historien

Verdenskort er en på mange måder interessant og flot fagbog om kartografiens idéhistorie. Bestemt anbefalelsesværdig for den, der har interesse for feltet – selv om bogen skæmmes af nogle irriterende mangler og en til tider smårodet komposition.

Thomas Reinertsen Berg har sat sig for at fortælle kartografiens verdenshistorie – fra de tidligste stenaldermenneskers forsøg over middelalderens bibelske verdenskort og helt op til vore dages satellitbaserede digitale kort.

Det er der kommet en på mange måder interessant bog ud af. Reinertsen Berg har et godt idéhistorisk blik for, hvordan verdenskortenes historie kan bruges som prisme for en fortælling om tænkningens historie, som den også kan aflæses inden for en mængde andre vidensfelter såsom filosofi, religion, kunst, politik, naturvidenskab osv.

Reinertsen Berg demonstrerer således overbevisende, hvordan den måde, verdenskort er blevet tegnet og anvendt på igennem historien aldrig kun har været drevet af en ambition om at orientere sig geografisk i verden. Og at kartografiens historie ikke kun er et udtryk for en stadigt mere omfattende og nøjagtig geografisk viden om verden og teknologisk kapacitet til at optegne den.

Verdenskort har også altid både afspejlet og medvirket aktivt til at skabe den måde, vi i bredere forstand forstår verden og menneskenes rolle i verden på. Ligesom kartografien har været anvendt i tjeneste for politiske, religiøse og militære interesser.

Teologisk verdenskort fra en bønnebog, ca. 1250 (ukendt kunstner). Ill. fra Verdenskort.

Denne idéhistoriske vinkel kommer særlig tydeligt til udtryk i bogens kapitler om antikkens og middelalderens kort.

De gamle grækeres kort var tegnet efter videnskabelige idealer, om end der primært var tale om en filosofisk-teoretisk videnskab, som kun i begrænset omfang baserede sig på observationer fra f.eks. opdagelsesrejser.

Heroverfor anlagde romerne, som i det meste andet, en mere praktisk tilgangsvinkel til kortkunsten drevet af administrative og geopolitiske interesser: At tegne verden op på et kort kunne bl.a. være en måde propagandistisk at hævde et politisk-administrativt herredømme over et område. Derfor kunne kort også kun laves med kejsermagtens godkendelse. En sådan havde Mettius Pompusianus tilsyneladende glemt at få indhentet, da han fik tegnet et stort kort på væggen i sit soveværelse – og blev henrettet, da kejser Domitian (81-96) antog, at kortet måtte være udtryk for, at Mettius Pompusianus var ude efter tronen.

Middelalderens kort bygger videre på de tidligere kartografiske landvindinger, om man så må sige, men grækernes filosofiske og romernes praktiske interesse viger for et religiøst, belærende og opbyggeligt formål. Mange af de smukke kort, vi har overleveret fra middelalderen er konstruktioner af teologiske verdensbilleder, der først og fremmest er optaget af at fremstille den kosmologiske verdensorden, hvor såvel Paradisets have som Helvede er indtegnet som konkrete, geografiske steder på Jorden, gerne illustreret af scener fra bibelhistorien. Kortet ovenfor her på siden er et eksempel (ca. 1250, ukendt kunstner).

Et andet eksempel er munken Fra Mauros smukke verdenskort fra 1460, jf. herunder. Det sidste fremhæver Reinertsen Berg som en markering af overgangen fra den middelalderlige, bibelske korttradtition til en mere moderne og i højere empirisk baseret tilgang. Det ses f.eks. af, at Paradisets have er placeret uden for kortet og ikke inden for på et geografisk sted på Jorden (f.eks. i Det Fjerne Østen, som ellers var traditionen) – fordi Fra Mauro på baggrund af beretninger fra opdagelsesrejsende vidste, at Paradis ikke kunne ligge der.

Fra Mauros verdenskort, 1460. Ill. fra Verdenskort.

I renæssancen spirer den moderne videnskab frem og med den både nye idealer og metoder for korttegningen. Spændende er blandt andet Reinertsen Bergs detaljerede fremstilling af udviklingen af den trigonometriske metode til at bestemme geografiske afstande og udregne arealstørrelser. Frisiske Gemma Frisius udgav i 1553 en lille bog om landmåling, hvor han demonstrede, hvordan man ved hjælp af et net af trekanter og simpel geometri kunne foretage relativt præcise opmålinger af afstande (ihvertfald i de flade Nederlande – i kuperet terræn byder metoden på større, om end ikke uovervindelige, vanskeligheder), jf illustration herunder. Hans metode blev grundlæggende anvendt helt frem til fremkomsten af moderne GPS-teknologi.

Illustration af det trigonometriske princip fra Gemma Frisius’ bog om landmåling (1533). Ill. fra Verdenskort.

Et af de problemer, som har optaget kartografer siden Ptolemæus (ca.100-ca.170), og som stadig ikke er løst fuldt tilfredsstillende (fordi problemet grundlæggende er logisk uløseligt), er, hvordan man kan fremstille en tredimensionel, rundet overflade som Jorden på et todimensionelt kort.

En af Gemma Frisius’ studerende, Gerhard Mercator (1512-1594), håndterede problemet ved på sit berømte verdenskort fra 1569, se herunder, at benytte en cylindrisk projektion, hvor han indlagde alle længdegraderne som lige, parallelle linjer ved siden af hinanden (frem for at lade dem samles ved polerne), mens breddegraderne tilsvarende blev lagt ind som lige lange (frem for længst ved ækvator og stadigt kortere mod polerne). Dermed kommer alle længde- og breddegrader til at skære hinanden i rette vinkler på kortet, hvilket gør det velegnet til brug for maritim navigation (som Mercator udtrykkeligt havde udviklet det til). Det har imidlertid den bivirkning, at mens landområdernes proportioner gengives nogenlunde korrekt omkring ækvator, så bliver de mere og mere forvrængede, jo tættere man kommer på polerne.

Mercators projektion fik enorm betydning, at vi er alle den dag i dag vante til at se afbildninger af verden baseret på forskellige, let forbedrede varianter af Mercators oprindelige projektion. Det har blandt andet den effekt, at mange af os er vokset op med en vrangforestilling om, at Grønland er næsten lige så stort som Afrika (selv om Afrika i virkeligheden er omtrent 14 gange større end Grønland, som faktisk kun dækker et areal svarende til Algeriet).

Trods de fremspirende, moderne videnskabelige idealer fortsatte politiske hensyn dog med at spille ind på kartografernes arbejde. Reinertsen Berg kan f.eks. fortælle, at da Frisius og Mercator i 1536 samarbejdede om at fremstille en ny globus på bestilling fra den spanske konge, valgte de at følge Ptolomæus’ omtrent 1400 år gamle antagelse om Middelhavets størrelse – selv om de på baggrund af nyere observationer udmærket var klar over, at Middelhavet i virkeligheden optog et langt mindre areal end de 60 længdegrader, Ptolomæus havde tildelt det.

For hvis Middelhavet var blevet tegnet ind på globusen i sin rette størrelse, ville det blandt andet have fået den konsekvens, at også det spanske landområde pludselig ville blive meget mindre end normalt fremstillet på den tid. Et greb, som næppe ville have givet ros fra opdragsgiveren, den spanske Karl V, der netop havde bestilt denne globus med henblik på at fremvise det spanske rige i al sin vælde og herlighed …

Mercators projektion fra 1569: Nova et Aucta Orbis Terrae Descriptio ad Usum Navigatium Emendate (Ny og forbedret beskrivelse af Jorden, tilpasset til brug for navigation). Ill. fra bogen.

Reinertsen Berg trækker sin fremstilling af kartografiens historie helt op til vore dages digitale kort, hvor satellitbilleder og GPS-teknologi har bragt kortvidenskaben ind i en helt ny tidsalder. Den måde, hvorpå kort fremstilles og anvendes, fortsætter dog med at påvirke os på talrige måder. Tænk f.eks. over, hvordan teknologien bag Google Maps via avancerede algoritmer og i kommercielt øjemed på den enkelte brugers vegne træffer en mængde valg af hvilke forretninger, der fremhæves på det kortudsnit, vi ser på vores telefon.

Verdenskort er spækket med den slags viden og spændende reflektioner. Særligt interessant er den, når Reinertsen Berg bruger kartografien som prisme til at trække idehistoriske linjer på tværs af vidensfelter.

Mine arme er dog ikke helt oppe over hovedet. Jeg fandt således også bogen temmelig rodet, og jeg tog mig selv i gang på gang at blive irriteret over kompositionen og forskellige detaljer.

Nogle kapitler fungerer fremstillingsmæssigt rigtig godt. For eksempel er kapitlet om, hvordan militære hensyn under Første verdenskrig var afgørende for at introducere brugen af luftfotos til kortlægning (og i den forbindelse også bidrog massivt til at accellere udviklingen af både fly- og fotografiteknologi), både spændende og medrivende fortalt.

Andre kapitler fungerer knap så godt. I et forsøg på at gøre fremstillingen mere levende, benytter Reinertsen Berg det velkendte greb at indlede hvert af bogens ti kapitler med at zoome ind på en konkret situation og en konkret person fra historien: Et sted er det koloristen Anne Ortel, der sidder i Antwerpen i 1570’erne og lader sin pensel med lysegrøn maling stryge henover et skovområde på et kort. Et andet sted er det Snorri Sturlason, der i 1200-tallet går frem og tilbage på jordgulvet på den islandske gård og fortæller til en skriver. Og så videre.

Sådanne greb kan godt fungere, men det gør de i de færreste tilfælde for Reinertsen Berg i denne bog. Tværtimod virker de på mig i de fleste tilfælde lidt kunstige og bidrager til at gøre fremstillingen mere rodet, fordi Reinertsen Berg partout skal vende tilbage til sine personer og scener med jævne mellemrum.

Reinertsen Berg har samtidig bygget bogen op over et kompromis mellem en kronologisk og en tematisk struktur, som blandt medvirker til, at fremstillingen hopper lidt for meget frem og tilbage i nogle kapitler.

Derudover kunne jeg have ønsket mig nogle flere illustrationer af de kort, det hele handler om. Bevares, bogen rummer vel i omegnen af 50 illustrationer, heraf mange dobbeltsidede, og de fleste af dem er rigtig flotte og gode gengivelser. Point for det.

Men det ville have løftet bogen som helhed gevaldigt, hvis om ikke ligefrem alle de omtalte kort, så ihvertfald alle dem, der får en grundig behandling, også var medtaget som illustration.

For eksempel savnede jeg en illustration af det såkaldte “Herrefordkort” (omkring 1300), der betegnes som et højdepunkt blandt de middelalderlige mappa mundier. Det virker også som et besynderligt fravalg ikke at vise Olaus Magnus’ Carta Marina, der omtales som “utvivlsomt det bedste kort over Norden i 1539,” og som Reinertsen Berg vender tilbage til igen og igen senere i bogen som et referencekort, der skulle får betydning for mange senere kartografer. For slet ikke at tale om verdenskortet på forsiden af den indflydelsesrige renæssancekartograf Ortelius’ banebrydende værk Theatrum orbis terrarum fra 1570, verdens første atlas (selv om han ikke brugte begrebet, som ellers også omtales i detaljer i teksten.

Dertil kommer, at en hel del af illustrationerne af de omtalte kort rent fysisk synes placeret lidt tilfældigt i bogen, tilsyneladende primært efter et princip om at sprede billederne jævnt ud over bogen, uanset sammenhængen til den bærende brødtekst. Hvorfor kommer illustrationen af Waldseemüllers store verdenskort fra 1507 for eksempel først på side 124-125, når det omtales i detaljer på side 111-113?

Den slags detaljer kunne have været gjort betydningsløse ved brug af nogle krydsende sidehenvisninger mellem illustrationer og tekst, men sådanne mangler konsekvent, og det var for mig et vedvarende irritationsmoment under læsningen.

Et andet irritationsmoment er, at de fleste kortgengivelser i bogen har ufuldstændige billedtekster. I mange tilfælde mangler enten en angivelse af, hvem der har tegnet kortet, den nøjagtige tidsfastsættelse og/eller den oprindelige kilde. Ikke engang i registerets illustrationsfortegnelse kan man finde de fuldstændige oplysninger. Bevares, i nogle tilfælde kan ophavsmanden og -årstallet være ukendt, men så kan man jo angive dét.

Kombineret med den manglende sidemæssige sammenhæng mellem tekst og illustrationer betød det for mig, at jeg ikke sjældent måtte gætte mig til sammenhængen. Et eksempel er et verdenskort fra middelalderen på side 72, se illustration ovenfor, hvor billedteksten lyder: “Middelalderligt kort i en bønnebog fra omkring 1250, hvor øst ligger øverst.” Tyve sider senere refereres så pludselig indforstået og lidet præcist til “kortet i bønnebogen,” og dette omtales i detaljer på en måde, der fik mig til af tænke: Hmm, har jeg ikke set et kort tidligere i bogen, der svarer til denne beskrivelse? Ved at bladre tilbage kan jeg overbevise mig selv om, at det må være den rette sammenhæng, men der er ikke nogen klare referencer i teksten.

Således beskrevet lyder det måske som pedantiske indvendinger, men for en fagbog om verdenskort vil jeg nu ikke mene, at det er urimeligt at stille krav om et fyldestgørende noteapparat og præcise krydsreferencer.

Derudover skal potentielle læsere være opmærksomme på, at Thomas Reinertsen Berg er nordmand, og at han tydeligvis har skrevet med norske læsere som sin målgruppe. Det giver sig dels udtryk i, at han i fremstillingen har valgt at give kortlægningen af Norden, men især Norge, samt Arktis en særlig vægt. Og at han indforstået taler om et “vi” og et “os,” når han indimellem ligesom lidt skuffet noterer sig, at dette eller hint kort fra Middelalderen ikke har gjort noget særligt ud af Norge.

Det er jo et helt legitimt valg, og Reinertsen Berg nævner retfærdigvis også dette fokus kortfattet i sin indledning, men for en ikke-norsk læser som mig, der egentlig ikke er særlig meget mere interesseret i Norge end i så mange andre steder i verden, for så vidt angår kortlægningens historie, fremstår vægtningen nu alligevel lidt skæv i en bog, der trods alt slår sig op på at være verdenskortenes historie.

Nuvel, disse forskellige, lidt småpedantiske forbehold ændrer ikke på, at bogen bestemt er interessant og også anbefalelsesværdig for både den, der er bredt interesseret i idéhistorie, og for den, der har en specifik interesse i kartografi.

K's vurdering: