Mario Bellatin: Flowers and Mishima’s Illustrated Biography

En biografi over den japanske forfatter Yukio Mishimas liv – vel at mærke som det formede sig efter, at hans hoved blev hugget af i forbindelse med hans rituelle selvmord i 1970 … Og en collage af historier om mangler og deformiteter – med thalidomidskandalen i 1960’erne som omdrejningspunkt.

Dette er den tredje bog, jeg læser af mexicanske Mario Bellatin, og jeg er ved at lære, at fra hans side kan man lige så godt indstille sig på at blive udsat for noget, der er endnu mere mærkeligt, end man havde indstillet sig på … Således også i Flowers & Mishima’s Illustrated Biography / Flores y biografía ilustrada de Mishima.

Den fysiske bog er en dobbeltsproget udgivelse i lækker indpakning, en “vendebog” i hardback med et om ikke ligefrem smukt, så ihvertfald elegant omslag: Læser du bogen fra den ene ende, får du de originale tekster på spansk, men vender du bogen rundt og læser den fra den anden ende, får du den engelske oversættelse. I midten er der 22 siders illustrationer i farvetryk, i alt 50 fotografier, som er en del af Mishimas illustrerede biografi, som jeg skal komme tilbage til.

Der er tale om en dobbeltudgivelse af to kortromaner, meget løseligt forbundet af visse genkommende temaer. Begge kortromaner kredser blandt andet – ligesom Bellatins debutroman, Skønhedssalon (1994, da. 2018), og hans biografi over en aldeles fiktiv, japansk forfatter i Shiki Nagaoka. A Nose for Fiction (2001, eng. 2013) – om den fysiske deformitet og den “unormale” seksualitet som mangel, som noget abjekt, på én gang frastødende og fascinerende.

Af de to kortromaner var jeg mest begejstret for Mishima’s Illustrated Biography, men først lidt om Flowers:

Flowers/Flores
Flowers er en collage af fire-fem-seks historier, der tematisk og delvist handlingsmæssigt fletter sig mere eller mindre ind i hinanden – fordelt over 36 korte kapitler, der hver især (næsten) kan stå alene som korte prosatekster. Det har ihvertfald været Bellatins intention, hvis man skal tro hans eget, korte forord til bogen (men man ved aldrig med Bellatin), og som jeg tillader mig at citere i sin helhed i anledning af, at jeg lige har læst den danske nyoversættelse af Gilgamesh, men også fordi erklæringen forekommer mig sigende for Bellatins litterære strategi:

There is an ancient Sumerian technique, which is, for many people, the origin of still life. It allows for the construction of complicated narrative structures based upon the sum of certain objects that together form a whole. It’s in this way that I’ve tried to relate this tale; structured a bit like the epic poem of Gilgamesh. The idea is that every chapter can be read separately, as if it dealt with the contemplation of a flower.

Hver tekst bærer et blomsternavn som titel. I nogle tilfælde indgår blomsten i teksten, typisk dog ikke som et specielt centralt element. I andre tilfælde er det svært at se forbindelsen.

Et omdrejningspunkt, der løseligt forbinder Flowers med Mishimabiografien, er thalidomidskandalen fra begyndelsen af 1960’erne. Thalidomid blev udviklet og markedsført fra 1959 som et uskadeligt, beroligende lægemiddel mod kvalme, men viste sig at føre til alvorlige fosterskader. Mere end 10.000 børn verden over blev født med misdannelser på arme og ben, og i mange lande blev der efterfølgende givet erstatninger til ofrene. Først i 2012 gav det tyske medicinalfirma bag præparatet, Grünenthal, en offentlig undskyldning.

Mario Bellatin (f. 1960)

I ét spor i Flowers følger vi en tysk læge og hans assistent, der har til opgave at vurdere de fysiske misdannelser hos personer, der søger om erstatning som thalidomidofre – og helst skal der sorteres så mange fra som muligt.

Et andet spor handler om en religiøst søgende, étbenet forfatter med et bijob for et dubiøst magasin som reporter fra de seksuelle minoriteters underverden. Forfatteren er ven med “efterårselskeren” (“the autumnal lover”), som kaldes sådan, fordi han har en erotisk forkærlighed for ældre mennesker.

Et af de mest foruroligende handlingsspor er om en kvinde, der pseudo-“adopterer” to vanskabte tvillinger på et børnehjem – endnu to thalodomidofre, født uden hverken arme eller ben og efterladt af deres forældre. Tvillingernes flere gange fordoblede misdannelser udløser en perverteret konkurrence om at få lov til at “adoptere” dem blandt de mange kvinder, som frekventerer børnehjemmet. Kvinderne kommer for at søge et tomrum i sig selv opfyldt via oplevelsen af at kunne være noget for de forsømte børn – uden dog at påtage sig en egentlig forpligtelse. De agerer kun fritidsmødre, da børnene aldrig forlader børnehjemmet og hurtigt bliver kasseret af kvinderne, hvis de ikke opfører sig tilstrækkeligt hengivent.

Med en tydelig reference til Skønhedssalon indgår også en lille fortælling om tre kvindelige manicurister og stylister fra en skønhedssalon på bytur. Og der er en historie om et par, hvis ægteskab udvikler sig til en mere end almindelig hård skilsmisse, da de får et vanskabt barn.

Og ind i mellem er der også enkelte, helt korte tekster, der står alene, men fletter sig ind i temaerne. For eksempel denne tragiske reportage:

Chrysanthemums
After years of applying along with her husband, to adopt a child from South America, an Italian woman wound up tying the creature to the train tracks. When she asked herself her reasons for doing this, the answer was that the adoption had changed her life far too much. Her husband hadn’t been able to handle the situation and had left her. She had become an alcoholic […]. [S]he waited, four steps from her son, as the express train passed. Perhaps at that moment it was possible to glimpse of a field of chrysantemums at the far reaches of the horizon, a long way off and wrapped in mist. At any rate, the untimely presence of the train obscured any view there might have been.

Flower er fascinerende og tankevækkende som nuanceret, litterær reflektion fra mange vinkler over “mangler” i både fysiske, psykiske og sociale henseender. Og kortromanen rummer øjeblikke af poetisk skønhed iblandet gru – som i citatet lige ovenfor. Den var mig dog også lidt for ujævn i sin komposition – uagtet at jeg meget vel er klar over, at det er bevidst fra Bellatins side.

Den engelske udgave af Flowers var derudover plaget af alt for mange korrekturfejl, som generer læsningen. Enkelte steder fik jeg endog oversætter Kolin Jordan mistænkt for at gøre sig skyldig i deciderede undersættelser (og her havde jeg jo faktisk den spanske original ved hånden, så det principielt var muligt at efterprøve, men jeg må indrømme, at mit spanskkendskab ingenlunde er godt nok til, at jeg var i stand til at afgøre, om mistanken var berettiget). Sjovt nok stødte jeg ikke på en tilsvarende mængde af fejl i Mishima’s Illustrated Biography – måske har der været to forskellige korrekturlæsere på?

Mishima’s Illustrated Biography / Biografía ilustrada de Mishima
Yukio Mishima (1925-1970) har status som en af Japans vigtigste forfatter i det 20. århundrede. Selv har jeg kun læst hans Sømanden der pådrog sig havets vrede (1963, da. 1968), som jeg husker som glimrende, om end min læsning ligger omkring 15-20 år tilbage og står lidt svagt i erindringen. Mishima var i 1968 nomineret til Nobelprisen i litteratur, som dét år imidlertid gik til en anden kending her på bloggen, landsmanden Yasunari Kawabata.

Mishima var som forfatter (og som filminstruktør, skuespiller, model og politisk aktivist) optaget af en blanding af moderne og traditionel japansk æstetik med et fokus på seksual ekstase, død, politisk handling og samuraiernes traditionelle æresbegreber.

Politisk var han radikal højrenationalist og dannede på et tidspunkt en privat, nationalistisk milits med det mål at geninstallere kejsermagten efter Japans nederlag i 2. verdenskrig. Det kulminerede i et (forudsigeligt) mislykket kupforsøg i 1970, som endte med, at Mishima foran verdensoffentligheden begik seppuku, dvs. rituelt selvmord i henhold til samuraiernes traditionelle æreskodeks: Han sprættede sin egen mave op, hvorefter hans medsammensvorne huggede hovedet af ham med et sværd.

Yukio Mishimas afhuggede hoved.

Bellatins kortroman om Mishima handler imidlertid ikke om den historiske Mishimas velkendte biografi, men om Mishimas liv efter selvmordet. Hos Bellatin lever Mishima således videre, vel at mærke ikke i en eller anden efterverden, men i den aldeles dennesidige verden, nu blot uden hoved … Og som sådan fortsætter han uanfægtet med at skrive og turnere rundt i verden med foredrag m.v.

I romanens rammefortælling befinder vi – og en unavngiven fortæller – os i et auditorium, hvor den hovedløse Mishima holder et foredrag om sig selv. Han er samtidig koblet til en særlig undervisningsmaskine, som tillader tilhørerne at se de levende billeder, der svarer til Mishimas beretning. Vi kommer så at sige ind i hovedet på – den hovedløse – Mishima.

Den præmis er selvfølgelig lidt af en mundfuld at skulle sluge for læseren, men hvis man kan kapere dét, så byder Bellatin her på et raffineret værk om kunstnerisk skaberkraft som drevet af bestræbelsen på at at udfylde et tomrum. I nogle passager grotesk, i andre humoristisk, i atter andre samfundskritisk – og ikke sjældent poetisk smukt.

Mishima […] had come to know the world far too late – he only started to discover it when his head was separated from his body.

Og igen spiller deformiteter og mangler – og underliggende også seksualiteten – en rolle. Den åbenlyse mangel er selvfølgelig Mishimas hoved. Den mangel går ham gradvist mere og mere på, efterhånden som han må erkende, at verden omkring ham har svært ved at håndtere hovedmanglen.

Mishima forsøger sig med forskellige metoder til at skjule eller kompensere for sin mangel: Skjorter med høje kraver med en påsyet hjelm eller kunstigt fremstillede hoveder i lidet overbevisende kvalitet. Hans største satsning består i en rejse til Tyskland, hvor han vil søge kompensation som offer for en thalidomidskade (og her har vi selvfølgelig forbindelsen til Flowers).

Mishima wanted to justify his lack of head – which, in reality, had been cut off with a sword – saying, generally to the provincial press, that he didn’t have one because his mother was prescribed thalidomide while she was pregnant with him.

Til Mishimas store fortrydelse får han i Tyskland imidlertid end ikke foretræde for en læge. Han bliver allerede af en assistent afvist som kompensationsberettiget, da enhver jo kan se, at hans hoved er blevet hugget af med et sværd og ikke er en fosterskade.

Det lyder alt sammen meget fjollet, men sådan virker det faktisk ikke, når man læser bogen. Bellatins fiktive Mishima er en tragisk figur, som i sit “andet liv” efter hovedafhugningen i kraft af sin nye mangel er på vej til at finde ind til en anden og mere stilfærdig omgang med verden, end han havde i sit tidligere liv.

Once, the son of one of Mishima’s aunts and Mishima himself met on an upstairs terrace. Their houses were next to each other. His aunt’s son, his cousin, was washing a small parrot’s cage. In a moment of carelessness the bird escaped. Watching the bird circling around in the sky, Mishima felt something akin to happiness.
   Never before or since had Mishima felt the feeling that he thought he’d experienced while admiring the bird’s plumage.

Efterhånden som historien skrider frem, lægger Bellatin flere og flere lag på i form af eksplicitte selvreferencer til andre af sine værker. Det ender i en næsten fuldstændig opløsning af forholdet mellem den virkelige, historiske forfatter Mishima, Bellatins fiktive Mishima, Bellatin selv og hans øvrige værk.

Opslag fra bogen med billeder fra Mishimas illustrerede biografi. Herunder f.eks. billedet af den skål, der inspirerede den fiktive Mishima til at skrive sin ufuldendte bog om kvinden, der tilberedte en skål ris.

Bellatins illustrerede biografi over Mishima er illustreret i dobbelt forstand: Som nævnt er det en del af rammefortællingen, at tilhørerne til den hovedløse Mishimas foredrag samtidig ser hans mentale billeder projiceret op på en skærm. Men bogen er også illustreret af en række mere eller mindre slørede fotografier, der fremstilles som dokumentation heraf, de fleste af dem af helt ordinære bybilleder, genstande eller personer, som optræder i fortællingen.

Det hele er en del af den åbenlyst kitchede simulation af en “ægte” biografi, som Bellatin driller os med. I høj grad samme teknik, som han benyttede i Shiki Nagaoka. A Nose for Fiction fra samme år.

Som det formentlig fremgår, er hverken Flowers eller Mishima’s Illustrated Biography traditionelle romaner. Og det kræver nok en særlig tilbøjelighed for det bevidst mærkværdige og pudsige for at kunne sætte pris på dem for alvor. Jeg var samlet set ret glad for at læse dem. Hvis Bellatin er et nyt navn for dig, vil jeg dog absolut anbefale at læse Skønhedssalon først, som er, om ikke ligefrem lettilgængelig, så dog en mere sammenhængende histore.

K's vurdering: