Cees Nooteboom: Ritualer

“Jeg er, vi er alle sammen kolleger til universet. […] Vi er begyndt, vi skal ende, og derimellem eksisterer vi, universet lige så vel som en geranium. Universet vil eksistere lidt længere end Dem, men den smule forskel adskiller jer ikke rigtig fra hinanden.”

Ceet Nootebooms Ritualer begynder med et såkaldt intermezzo i 1963, hvor hovedpersonen, Inni Wintrop, i første sætning begår selvmord ved at hænge sig ude på toilettet, fordi hans kone har forladt ham for en anden. Det lykkes dog ikke for ham, og han lever videre.

Ritualer minder i skrivestil og temaer en del om Ceet Nootebooms Den følgende historie, som jeg læste forleden. Nooteboom er også her optaget af at skildre mænd, der på den ene eller anden måde synes at være ude af trit med verden eller måske rettere: har indset, at verden ikke er noget for dem. Bogen er et portræt af sådanne tre mænd og falder i tre tydeligt adskilte dele, bundet sammen af hovedpersonen.

Den første, korte del introducerer hovedpersonen, Inni Wintrop, og hans mislykkede selvmord. Vi får et indtryk af en mand, der uinspireret lader sig flyde med af livet, som han får til at gå med diverse overfladiske erotiske forhold til forskellige kvinder og med at skrive horoskoper for en avis. Han havde egentlig det perfekte ægteskab, set udefra, men det går langsomt i opløsning, uden at han rigtigt forstår hvorfor.

Herfra springer romanen ti år tilbage i tiden til 1953, hvor Inni Wintrop er en ung mand uden særlige ambitioner. Han er blevet smidt ud af fem skoler og har ingen anelse om, hvad han gerne “vil være” i livet, og det bekymrer ham heller ikke:

Verden var allerede propfuld af mennesker der var noget, og de fleste af dem blev tydeligvis ikke lykkelige af det.

I denne fase af sit liv møder han den besynderlige mand, Arnold Taads. Arnold Taads er “en mand hvis forhold til verden. var mislykkedes, og som derfor stødte verden fra sig med høje, skingre toner, som om han stadig var herre over den.”

Arnold Taads er umiddelbart den vage Inni Wintrops diametrale modsætning. Han er en fanatisk asket og eneboer og synes kun at holde sig i live ved at stive sig selv af via en strengt ritualiseret hverdag, der er struktureret efter klokken. Det blivende indtryk er imidlertid en mand, der først og fremmest lider i og ved verden:

Der er alle mulige måder at lide på, og selv om Inni, ved senere rekonstruktion, måtte have gennemlidt temmelig meget, er det dog sjældent, at den uhildede lidelse åbenbaredes så klart for én i hans alder som en selvvalgt, uigenkaldelig straf. Uigenkaldelig, fordi der ikke var andre blandet ind i den, fordi denne mand, der gik foran ham så spændstigt og sportsligt som en atlet der havde verdensrekorden i sin lomme, syntes at lide ved sig selv, i sig selv.

Tyve år senere, i romanens tredje del, møder Inni Wintrop ved et tilfælde Arnold Taads’ hidtil uomtalte søn, Philip. Han er en ligeså gådefuld person, i samme omfang opfyldt af denne indefra kommende lidelse og i samme omfang spundet ind i selvpålagte ritualer, men på en helt anden vis. Philip Taads fremstår som en fattig, sølle stakkel, men fanatisk optaget af japanske tedrikningsritualer, som Inni Wintrop uvilligt trækkes med ind i.

De to Taadser søger begge på hver deres måde, strengt og fanatisk ritualiseret, men ikke desto mindre famlende, at række ud efter noget metafysisk, hvis eksistens de egentlig ikke anerkender. De fungerer i romanen som en slags kontrastpapir til at fremkalde billedet af den gennemgående person, Inni Wiltrop, der i sin formålsløse overfladiskhed i sig selv ellers fremstår vag og ligegyldig.

Ritualer er en sær roman, som på forskellig vis undersøger menneskenes forgæves forsøg på at opnå en eller anden forbindelse til noget metafysisk – via religion, filosofi eller ritualiseret praksis – og derigennem i det mindste midlertidigt at holde selv- og verdensleden fra døren.

Det er også dette, der udgør romanens fascinationskraft for mig – sammen med Nootebooms på sin egen tørre og nørklede måde aldeles forrygende sprog, her i Tim Kanes oversættelse til dansk.

Ritualer var Ceet Nooteboooms internationale gennembrudsroman. Jeg var dog marginalt mindre begejstret for den end for Den følgende historie. Det skyldes nok dels Ritualers strenge opdeling i forskellige dele, som – selv om de tematisk åbenlyst hænger sammen – gør den mindre sammenhængende. Og dels at Nootebooms humor er mindre fremtrædende her end i den senere roman. Ritualer er ikke desto mindre i høj grad anbefalelsesværdig, og jeg bliver hængende ved Nooteboom lidt endnu.

K's vurdering: