Thomas Mann: Buddenbrooks

Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den.

Buddenbrooks. En families forfald er Thomas Manns debutroman fra 1901, som han udgav som blot 25-årig. Romanen indtog hovedpladsen i begrundelsen for tildelingen af Nobels litteraturpris til Mann i 1929 og står stadig som et af hans hovedværker.

Buddenbrooks er historien om en rig købmandsfamilies økonomiske og moralske forfald i perioden 1835-1877. Samtidig er det historien om en epokes forfald, den klassiske borgerligheds forfald.

Familiens historie er i fokus, men i baggrunden udspiller sig store forandringer i Europa. For så vidt kan Buddenbrooks kaldes en historisk roman, men man skal ikke forvente sig en hurtig genvej til lige at få repeteret Tysklands historie. De politiske begivenheder omtales kun som en flimrende baggrund og forudsættes bekendt.

Her og der refereres til de forskellige krige, herunder krigene mod Danmark i 1848 og 1864 og den preussisk-østrigske krig i 1866. Tysklands samling i 1871 hører vi til gengæld ikke rigtigt noget om. Tilløbene til en liberal revolution og etableringen af et konstitutionelt styre i 1848 med udgangspunkt i Berlin og inspireret af Pariserkommunen er den større politiske begivenhed, der får mest vægt. Men Mann bruger den mest til at udfolde en ret kostelig scene i familiens hjemby, hvor “revolutionsforsøget” hurtigt rinder ud i sandet og hos Mann fremstilles temmelig pauvert og latterligt – fortalt, som historien er, fra det velbjærgede borgerskabs synsvinkel.

Ved romanens begyndelse er Johan Buddenbrook familiens overhoved. Han inkarnerer den klassiske, europæiske borgerlighed, funderet på hårdt arbejde og den økonomiske succes, som har gjort Huset Buddenbrook til et førende handelshus og en af de førende familier i deres hjemby (som ikke nævnes ved navn i romanen, men af de fleste kritikere anses for at være Manns fødeby, den gamle hansestad Lübeck).

Den gamle Buddenbrook dør dog tidligt i romanen, og positionen som forretningens og familiens overhoved overtages af sønnen, konsul Johan “Jean” Buddenbrook. Allerede hos ham sætter forfaldet dog ind i form af en overdreven pietistisk protestantisme, som svækker hans økonomiske fokus, og nogle eksterne økonomiske slag sætter firmaet tilbage.

Thomas Mann (1875-1955) fotograferet af Carl Van Vechten den 20. april 1937 (wikipedia.dk)

De bærende figurer er dog Jeans børn: Thomas, Christian og Antonie (“Tony”) Buddenbrook. De er alle tre væsentlige karakterer i romanen, og den er i høj grad båret af deres personlige udvikling.

Mest centralt står Tony. Hun er på én gang en tragisk og lidt komisk skikkelse. Én gang i sin ungdom oplever hun ægte kærlighed, men hun bliver den nægtet at hensynene til familiens sociale status og økonomien i forretningen. I stedet påtager hun sig forpligtelsen over for familien og firmaet, og hun gennemlever to mislykkede ægteskaber og skilsmisser.

Tony, der som barn var opsætsig og fræk, falder efter sit første ægteskab – i sit eget selvbillede – ind i en rolle som en kvinde, der ikke længere er “en dum gås,” men nu “har set verden” og lever for familiens ære. Ironien og komikken er, at hun i virkeligheden stort set ikke har set noget som helst af verden og i sine resterende år lever i en illusorisk forestilling, båret af snobberi og loyalitet, om, at hendes kærlighedsofre har en moralsk værdi og betydning for familien og firmaet.

Thomas Manns portræt af Tony Buddenbrook er ikke sjældent komisk og ret morsomt. Men først og fremmest er hun dog en tragisk figur. Mann udfolder det ikke eksplicit, men jeg opfatter hende især som udtryk for et uforløst potentiale. Følelsesmæssigt i form af den fortabte ungdomskærlighed, men i høj grad også intellektuelt. Tony er ikke dum, men hun bliver gjort dum og naiv af den rolle, hun dømmes til at spille.

Det ville være i dén grad malplaceret at betragte Thomas Mann som feminist, men hans indlevede portræt af Tony kan jeg ikke desto mindre ikke lade være med at læse som en tragisk historie om et uforløst liv for en kvinde, der i en mindre patriarkalsk kultur kunne have udlevet sine potentialer helt anderledes.

Og så er der de andre søskende. Tonys yngste bror, Christian, er en fysisk svagelig bohemetype. Han er uden sans for den købmandsgerning, han pålægges, og som kun tjener til at ydmyge ham som menneske. Han giver den i stedet som familiens klovn og bruger det meste af sin energi på det overfladiske selskabsliv. Endnu er tragisk skikkelse.

Bohemen Christian er til ærgrelse for den ældste bror, Thomas, som efter farens død – naturligvis, som det altid var tænkt – overtager positionen som firmaets og familiens overhoved. Thomas spiller rollen, han overtager titlen som konsul, bliver senere valgt som senator, men firmaet er ikke af samme økonomiske styrke som tidligere.

Thomas er som udgangspunkt succesfuld, men under hans lederskab forfalder Huset Buddenbrook ikke desto mindre gradvist som følge af dels nogle ydre slag og dels nogle økonomisk tvivlsomme – og moralsk afgørende – dispositioner. I sine sidste år gribes Thomas af en mere mindre ufokuseret tvivl på sig selv og sin livsgerning:

Ofte, når de mørke stunder kom, spurgte Thomas Buddenbrook sig selv, hvad han egentlig endnu var, hvad der egentlig stadig berettigede ham til at vurdere sig selv blot lidt højere end en af sine jævnt begavede, trohjertige og småborgerligt indskrænkede medborgere. At arbejde legende og at lege med arbejdet, med en halvt alvorlig og halvt spøgefuldt ment ærgerrighed at stræbe efter mål, som man kun tillægger symbolsk værdi – den slags muntert-skeptiske kompromisser og åndfulde halvheder skal der megen friskhed og humor og meget godt mod til; men Thomas Buddenbrook følte sig usigelig træt og tvær.

Ovenstående er bare ét af hundrede mulige citater, som jeg kunne have lyst til at gengive, men det tjener til at illustrere Thomas Manns stil og elegante ironi.

Ovenfor har jeg brugt udtrykket forfaldshistorie, som der er tradition for i læsningen af romanen. Men noget af det, der giver romanen sin spændstighed er, at forfaldshistorien ikke er så entydig endda. Jo, der er entydigt tale om et økonomisk forfald af handelshuset Buddenbrook og af de traditionelle, økonomisk-borgerlige dyder, som den ældste Johan Buddenbrook inkarnerede.

Men den velbjærgede borgerligheds købmandsværdier er ikke forfatteren Thomas Manns værdier, og det skinner tydeligt igennem undervejs i hele romanen. Det forlyder, at Thomas Mann selv blev rasende, da han på et tidspunkt kom i besiddelse af en udgivelse af romanen, hvor den var betegnet som en fortælling om borgerskabets dekadente forfald.

For familien Buddenbrook forfalder netop ikke i dekadence. Købmandshuset Buddenbrook forfalder sammen med den klassiske borgerlighed, og med firmaet forfalder også Familien, der er opdraget i et nærmest fetichistisk forhold til Firmaet.

Men menneskene udvikler sig, for dem selv pinefuldt, javist, men ikke desto mindre i retning af en øget “åndelighed,” en større og dybere livsfilosofisk og kunstnerisk forståelse, som peger fremad. Mest tydeligt er det i portrættet af den yngste generation af familien Buddenbrook, Thomas’ søn, den lille Johan eller “Hanno.” Men tegnene er der også hos Hannos onkel Christian og sågar hos hans far Thomas.

Hanno udviser fra barnsben så langt fra nogen interesse eller noget talent for den fædrende købmandsgerning. Til gengæld har Hanno en kunstnerisk åre. Han har talent for musik og er betaget af teatret. Ikke på den sværmeriske måde som sin onkel Christian, men drevet af egentlig poetisk forståelse. De er tydeligt, at forfatteren Thomas Manns sympati ligger her.

Jo, det er elementer af familiens forfald, som for en overfladisk betragtning kunne kaldes dekadente. For eksempel, at Thomas Buddenbrook som nyvalgt senator føler sig kaldet til bygge et nyt, ekstravagant stort og dyrt hus. Men Thomas er egentlig ikke drevet af nogen nydelsessyge, det er bare dét, “der hører sig til,” og mens han udadtil bevarer facaden, så er han i stigende grad martret af en personlig tvivl på hele foretagendet. Han spiller også rollen over for sønnen Hanno, hvis talenter han ikke formår at være en støttende far for, men der er noget anstrengt og lidende pligtskyldigt over Thomas’ forgæves forsøg på at opdrage Hanno til købmandsgerningen.

En kort overgang famler Thomas endda efter filosofien i en pludselig, næsten panisk, sent indtruffet eksistentiel krise og en meget kortvarig higen efter større og vigtigere sandheder end købmandsgerningen. Tilfældigt er han kommet i besiddelse af et bind af et større filosofisk værk, som han forlæser sig lidt på (genkendeligt som Schopenhauers Verden som vilje og forestilling, selv om filosoffen eller værket ikke nævnes ved navn). Men det er for sent for Thomas, og han må give op:

Således gik det til, at Thomas Buddenbrook, der havde rakt hænderne længselsfuldt ud efter de høje og sidste sandheder, mat sank tilbage til de begreber og billeder, hvis troskyldige brug var blevet indøvet i hans barndom. Han gik rundt og huskede den ene og personlige Gud, menneskebørnenes far, som havde sendt en personlig del af sig selv ned til jorden, for at han skulle lide og bløde for os, som ville holde dom på den yderste dag, og ved hvis fødder de retfærdige så i løbet af den evighed, der da tog sin begyndelse, ville få erstatning for deres beklemmelighed i denne jammerdal … Hele denne lidt uklare og lidt absurde historie, der imidlertid ikke krævede nogen forståelse, men alene lydig tro, og som ville være ved hånden i fastlagte og barnlige ord, når den sidste angst dukkede op … Virkelig?

Romanen Buddenbrooks har i år 121 år på bagen. Man mærker det på den langsomme og ganske omstændelige fortællestil. Og romanen er med sine ret massive knap 600 sider ganske lang. Men den er ikke for lang. For Thomas Manns historie kræver mange sider. Ikke kun fordi den foregår over et langt tidsspand, men fordi Mann ikke stiller sig tilfreds med at forklare sine pointer. Han viser dem og lader det i vist omfang være op til læseren at fortolke og drage sine konklusioner. Og en af pointerne er netop, at den kulturelle forandring sker gradvist, mellem generationerne, men også i de enkelte personer, gennem små ændringer.

Og trods den klassiske, lidt langmodige stil uden stor, ydre dramatisk handling, så er Buddenbrooks faktisk en underholdende roman. Det er slet og ret en god historie. Romanen rummer intet, der kan minde om “åndeløs spænding,” men den er uhyre velfortalt, drevet frem af udviklingen i de personer, man som læser kommer til at kende så godt efterhånden. Og så er Thomas Manns omhyggelige sprog slet og ret en regulær nydelse. Hver sætning er en velkomponeret helhed.

Buddenbrooks foreligger i tre danske oversættelser. Jeg har læst Niels Brunses version fra 2002. Jeg har ikke forsøgt at sammenligne med originalen, men Brunses oversættelse høstede anmelderroser ved udgivelsen, blandt andet for at være mere tro mod originalen end Johannes Wulffs oversættelse fra 1953. Selv kan jeg konstatere, at Brunses tekst flyder let og utvunget på dansk, samtidig med at man fornemmer den oprindelige tyske syntaks.

Dele af romanen har jeg lyttet til som lydbog, indlæst af Morten Thunbo. Det kræver sin oplæser at formidle Manns til tider lange, komplekse sætninger på en måde, så man som lytter ikke mister orienteringen. Thunbo gør det overordnet set fremragende. Jeg oplevede ikke at miste tråden en eneste gang på grund af oplæsningen. Bevares, man skal lytte omhyggeligt, men man skal også læse omhyggeligt, hvis man skal have det fulde udbytte af Manns sprog.

En lille anke, som måske ikke engang er en anke, mod Brunses oversættelse, er hans håndtering af Manns brug af tyske dialekter. Brunse har valgt at forsøge sig med en fordanskning ved at skrive dele af dialogen i forskellige jyske og sjællandske dialekter. Det går sjældent godt, når man skal oversætte dialekter fra et sprog til et andet, og det gør det heller ikke her. Effekten er lidt kunstig, for romanpersonerne taler jo hverken jysk, københavnsk eller sydsjællandsk.

I sidste ende må jeg dog bære over med det, for dialekterne har hos Mann en pointe – som væsentlige sociale markører, der spiller en rolle i relationerne mellem personerne – og den pointe ville man gå delvist glip af, hvis alle dialoger blot var oversat til rigsdansk.

Til gengæld går det helt galt med dialekterne for Morten Thunbo i oplæsningen. Thunbo er som nævnt generelt en virkelig god oplæser, men han behersker ikke de danske dialekter, som han forsøger at læse op i. Det gør i flere tilfælde oplæsningen ufrivilligt komisk. Også dette er dog kun en beskeden indvending.

Trods Thunbos fine indlæsning vil min anbefaling dog så absolut være at læse bogen selv. De dele, jeg læste selv frem for at lytte mig igennem, gav mig således en mere helstøbt og større oplevelse af det sublime sprog, ikke mindst en mere raffineret fornemmelse af Manns forfinede og underspillede ironi.

Hvorom alting er: Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. Læs den.

K's vurdering: