Peter Handke: Forsøg over svampenarren

At forfatteren selv er en politisk nar, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke kan skrive fremragende og berigende litteratur om en svampenar.

Peter Handkes Forsøg over svampenarren er isoleret set et pragtfuldt, snørklet fabulerende, kringlet intellektuelt, fiktivt essay om det at søge – om menneskets søgen efter mening og formål i livet og om forfatterens søgen efter litterær forståelse. Personen Peter Handke truer dog med at stille sig i vejen for læserens nydelse.

Tidligere på året meldte spørgsmålet sig på disse sider, om man i en tid, hvor det meste er verden fordømmer Ruslands invasion af Ukraine, fortfarende kunne læse, anmelde og prise russisk litteratur? Mit svar på dette spørgsmål var for så vidt let og et indlysende ja.

I tilfældet Peter Handke melder et (helt) andet samvittighedsspørgsmål sig dog for læseren, bogkøberen og anmelderen. For hvad skal man mene om Peter Handke, og kan man overhovedet med god samvittighed købe hans bøger, læse og anmelde dem?

Mit svar er jo allerede givet, i og med at jeg skriver og publicerer disse linjer, men helt så let synes jeg nu ikke, at det er. I sidste ende vinder litteraturen dog over politikken.

Østrigske Peter Handke (f. 1942) modtog i 2019 Nobels litteraturpris (sammmen med polske Olga Tokarczuk – der var to prismodtagere i 2019, da prisuddelingen det foregående år blev sprunget over på grund af de pinagtige skandaler internt i priskomiteen).

Nobelprisen til Handke udløste kritik fra mange sider og en stor international debat om forholdet mellem litteratur, politik og etik, som i sig selv er interessant. Herhjemme fulgte ikke mindst dagbladet Information debatten til dørs med en længere serie i 2019 om “Peter Handke affæren.”

Balladen om Handke skyldes, at han i løbet af 1990’erne og 2000’erne udgav en række bøger og artikler om krigen i eks-Jugoslavien, hvor han – i stigende grad – entydigt stiller sig på serbernes side. Mest berygtet er han for at have holdt en tale ved Slobodan Milosovic’ begravelse.

Jeg har ikke læst disse udgivelser af Handke, men på baggrund af citater i debatten forekommer det mig utvivlsomt, at Handke gør sig skyldig, ikke kun i holdninger, der afviger fra comme-il-faut (dét er så, hvad det er), men også i medvirken til forsøg på decideret forvrængning af historiske fakta om krigsforbrydelserne i Bosnien.

Nobelpriskomiteen valgte i 2019 at tildele Handke prisen, uagtet at man naturligvis var opmærksom på kontroverserne om Handkes politiske optrædener. Komiteen insisterede i stedet på, at litteraturprisen var uafhængig af politik. Siden klumrede de så rundt og meldte andre ting ud, men det fører for vidt at komme yderligere ind på her.

Peter Handke (f. 1942). Foto fra forfatterens Godreads-profil.

Det var muligvis ikke et godt valg at tildele Nobelprisen i litteratur til Handke – for uanset, hvad man mener om forholdet mellem litteratur og politik, så kan man ikke komme uden om, at lige præcis Nobelprisen i kraft af sin internationale prestige uvægerligt vil skrive sig sig ind i en politisk kontekst.

Det er imidlertid ikke det samme som, at vi andre ikke skal læse Peter Handke, for dét er der helt åbenlyst en hel masse gode, litterære grunde til. Ligesom der er gode litterære grunde til at læse andre politisk usympatiske forfattere som f.eks. Céline, for nu bare at nævne en af de mest oplagte.

Så nu til værket, og så kommer jeg tilbage til, hvordan politikken alligevel sniger sig ind i min læsning.

Peter Handke har en umådelig stor produktion bag sig, og kun en lille del af den er oversat til dansk. Heraf en serie skrifter med titlen “Forsøg over …” Forsøg over svampenarren er mit første litterære bekendtskab med Handke, og jeg er begejstret.

Bogen har stået i min reol i et par år, og jeg har vægret mig lidt for at gå i gang med den på grund af Handkes ry for at være vanskeligt tilgængelig. Jeg blev så meget mere positivt overrasket, for jeg fløj igennem bogen. Eller: Fløj og fløj, det er måske så meget sagt, for Handke skriver kompakt og nogle gange kringlet. Men her i Hanne Lunds fordanskning flyder sproget ikke desto mindre, så det er en fornøjelse, sætning for sætning.

Bogen er skrevet som en forfatters forsøg på en biografi over sin navnløse ven, “svampenarren.”

Vi følger ham fra han som barn af fattige kår kaster sig ud i at samle kantareller i skoven, på det tidspunkt alene drevet af et ønske om at tjene penge (for at kunne købe bøger), til han som voksen, uddannet jurist og succesrig forsvarsadvokat ved en international krigsforbryderdomstol, igen pludselig gribes af en passion for at samle svampe.

Udfordringen ved at læse bogen består mest i, at den giver anledning til at tænke, men omfanget heraf styrer man sådan set selv som læser. Der er for den medreflekterende læser meget at hente på flere niveauer:

Man kan vælge “bare” at nyde Handkes sproglige finurligheder, de pudseløjerlige scener og sanseligheden i svampenarrens naturerfaringer. Allerede her er bogen oppe på fire stjerner.

[…] han formanede fra tid til anden sig selv, hver gang han havde gået længe med bøjet hoved, om nu hellere at holde op med det og uden bagtanker se op fra jorden, op i trækronerne og himlen, lægge nakken tilbage og stå sådan i mindst et minut. Og når han så sænkede blikket, hvor forekom jorden ham da ikke, i kraft af det himmelske ovenlys, klart tegnet i alle detaljer og ned i selv den mest uanselige form! og konturerne af tingene, der før havde ligget hulter til bulter, ligefrem elektrificerede af genskinnet! Og mere end en gang var det sket at han, først efter sådan et intenst blik opad, lige foran sine fødder havde fået øje på det han i timer, måske i dage og uger, havde været på jagt efter; eller han opdagede noget så helt anderledes, noget han slet ikke havde ledt efter, som han aldrig havde set før, hverken i naturen eller afbildet, noget der var nyt for ham; eller han opdagede overhovedet ikke noget i skovbunden efter sådan et blik, hverken den svamp han ledte efter, eller nogen anden art, eller nogen helt ukendt; opdagede overhovedet ikke noget nyt, men opfattede kun, efter sfæren over sit hoved, sfæren foran sine sko- eller støvlesnuder: Ja, også det var en sfære for ham!

Men man kan også vælge med Handke at dykke længere ned i tolkningen af svampenarrens i stigende grad altopædende passion for at lede efter svampe. Hans søgen efter svampe bliver en fetich for hans mere grundlæggende søgen efter en mening i livet. Men hans fetich opsluger ham og ender med at ødelægge hans ægteskab og i det hele taget gøre alt andet meningsløst.

Selv glæden ved hans søgen efter svampe svinder ind, hans besættelse bliver til en overdreven fokusering, som indsnævrer hans verden:

Det uhyggelige varslede sit komme, jo længere heldet var med ham under jagten på svampene (og han opdagede flere og flere for hver dag), idet rummet af lutter spejden og fortsat forsken snævredes ind og til sidst skrumpede til enkelte punkter, et her, et der. Hvor hans søgen engang havde skabt omgivelser, så fik hans søgen og finden, især i overflod, dem nu til at skrumpe. Hvor havde enkeltfundene dog været fine og velgørende engang. Det var ikke længere nogen mulighed, det rum var lukket; og det betød: slut med rumfølelsen.

Romanen handler om et menneskes søgen og faren-vild. Men den udgør på et metaniveau i sin form også selv en søgen, en forfatters litterære søgen efter i ord at indfange noget egentligt, noget essentielt, sandheden om man vil, som kondenseret i svampenarrens liv og søgen.

Historien er således skrevet som en lang serie af fortællerens udkast og rettelser til egne udkast til fortolkninger. Ikke sjældent korrigerer han straks sine egne formuleringer og stiller spørgsmålstegn ved dem. Et liv er ikke sådan lige at indfange.

Handke skriver kringlet og hans sætninger flyder over af digressioner. Men når man først finder ind i rytmen, så flyder teksten ikke desto mindre fabelagtigt godt. Jeg er ret begejstret på alle niveauer.

Og så kryber de politiske og etiske forbehold alligevel ind. Hvis jeg ikke havde kendt noget til Handkes biografi og kontroversen omkring hans offentlige, politiske optrædener i forhold til krigen i eks-Jugoslavien, ville jeg aldrig have skænket det en tanke. Men nu kan jeg ikke lade være:

Hvad skal vi lægge i, at svampenarren er netop forsvarsadvokat ved en international krigsforbryderdomstol, hvor han på grund af sin evne til at søge, at se og at finde fakta har succes med at få frikendt mange af de anklagede?

Og hvilken tolkning lægger Handke selv i, at de bedste svampesteder, der hvor man gør de bedste og vigtigste fund, er gamle bombekratere fra amerikanernes bombninger under Anden Verdenskrig?

Dernede, på bunden af krateret, dybt nede under de flere årtier gamle lag af visne blade, var han stødt på de rigeste findesteder, og det skete at han slet ikke behøvede at gennemstøve lagene og rode dem op: Svampen, svampene var af sig selv kommet for dagens lys, i hvert fald med hattene, som, vokset op af kraterne, var større end hattene ellers var, med en form der mindede om kraterets, med den ejendommelighed at de i stedet for brunrødgyldne som normalt, viste sig næsten farveløse, hvidlige eller rent hvide som ellers kun de giftigste giftsvampe, eller “nej, ikke hvide, nærmere gustne” […].

Billedet af gamle bombekratere, hvor man kan gøre de bedste svampefund, det vil sige afdække de egentlige sandheder, er litterært stærkt og kalder inden for romanens univers kun på applaus. Med den offentlige person Peter Handkes politiske engagement in mente kan det imidlertid for denne læser ikke undgås, at det også følges af en vis mistænksom og ikke helt velbehagelig bismag.

Søger Handke med sin inciterende prosa at lokke mig som læser med ind i en ideologisk konstruktion til forsvar for de serbiske krigsforbrydelser under krigen i Bosnien og Kosovo og i opposition til NATO’s bombardementer af serbiske mål i 1999?

Måske. Måske ikke. For mig er det afgørende i denne sammenhæng imidlertid, at den litterære forfatter Peter Handke ikke med romanen lukker fortolkninger. Tværtimod er værket helt åbent. Hvis man søger efter det, kan man bestemt indlægge tolkninger i forhold krigen i eks-Jugoslavien og de efterfølgende krigforbryderprocesser, javist.

Men Handkes litterære format transcenderer i rigt mål sådanne snævre fortolkninger. Forsøg over svampenarren har universelle kvaliteter som en undersøgelse af almenmenneskelige forhold, som langt overskrider mulige tidsbundne, politiske bagtanker. Og netop dét er et adelsmærke for stor litteratur.

I sidste ende vælger jeg at forholde mig til Forsøg over svampenarren som en roman om det almenmenneskelige, fortalt i et forrygende sprog og en udfordrende form, og som sådan klinger den rent som afgjort fremragende litteratur.

K's vurdering: