Véronique Ovaldé: Fugleliv

Velskrevet, underholdende, rørende. Der er ikke noget at sige til, at Véronique Ovaldé hører til blandt Frankrigs mest læste, nutidige forfattere.

Véronique Ovaldé er fransk, men de to bøger, jeg indtil nu har læst af hende, udspiller sig begge primært i spansktalende lande. Hovedpersonerne i Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt, som jeg læste forleden, er således af baskisk oprindelse, og meget af romanen foregår forskellige steder i Spanien (og dertil i Frankrig, Brasilien og Congo).

I Fugleliv er historien henlagt til de fiktive byer Villanueva og Irigoy i et ikke navngivet latinamerikansk land.

Bogen starter med et indbrud, hvor intet ganske vist er stjålet, i ægteparret Vida og Gustavo Izarras (mere dyre end smagfulde) rigmandsvilla i Villanuevas liebhaverkvarter. Nogen har boet i deres hus, mens de var på ferie, sovet i deres senge, spist deres mad og drukket deres dyre vine.

Overbetjent Taibo tilkaldes og snart falder mistanken på, at det er Vida og Gustavos forsvundne datter, Paloma, der har været i hjemmet, måske sammen med sin kæreste, den tidligere havemand Adolfo.

Den treogfyrreårige Vida lever i et kærlighedsløst, tomt ægteskab, hvori hun er reduceret til sin mands pyntedukke. Hun går i de dyre kjoler og smykker, han klæder hende i, og tjener mest af alt som repræsentationsfigur for hans forretningsforbindelser.

Overbetjent Taibo har selv kærestesorger, han “er en mand, der har bosat sig i sit eget liv og muret sprækkerne til.” Han og Vida drages imidlertid umiddelbart mod hinanden. Sammen tager de til Vidas fattige hjemby, Irigoy, i et forsøg på at opspore Paloma og kæresten Adolfo.

Véronique Ovaldé (f. 1972). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Således refereret lyder det måske som en grundopskrift på en Barbara Cartland-roman. Men det er der så langt fra tale om. Fugleliv er overordentlig velskrevet, personkarakteristikkerne er nuancerede og miljøbeskrivelserne er levende og facetterede.

Dertil kommer, at Ovaldé skriver fremragende – her i Lars Bonnevies fordanskning – i en på én gang følsom og mildt humoristisk-sarkastisk stil. Romanen er skrevet i tredjeperson i et perspektiv, der skifter mellem hovedpersonerne, og som læsere er vi inde i hovederne på dem og følger, hvordan de i tankerne uafladeligt korrekser sig selv i udlægningen af egne og andres følelser og perspektiver.

Et længere kapitel i tilbageblik om den fjortenårige Adolfo på bisonjagt en vinterdag med sin tyranniske far er et dramatisk højdepunkt og kunne næsten stå alene som en novelle. Kapitlet stikker lidt ud i forhold til resten af bogen, men tjener ikke desto mindre til at forklare forhold ved Adolfos person.

Undervejs hører vi også om datteren Palomas store sorg, som er hendes veninde Chilis død af kræft. Ovaldé fortæller stærkt, men usentimentalt om, hvordan også børn/unge kan opleve stor sorg.

På et senere tidspunkt vil alle Palomas ønsker være rettet mod Chili, hun vil blive siddende hos sin veninde, når hun besøger hende på hospitalet, og stumt vil hun bønfalde: “Lad hende ikke dø, lad hende ikke dø,” men hendes bøn vil ikke blive hørt af nogen, bønner bliver aldrig hørt af nogen, de strejfer rundt i en stor askegrå ørken, som vinden uophørligt fejer hen over, og de kommer aldrig ud af mørket.

Romanens slutning var mig måske lidt hurtig og vel optimistisk på de involveredes vegne. På den anden side er den ikke lukket, og det står læseren frit for at have sine tvivl om, hvordan det vil gå personerne i den nære og fjerne fremtid.

Sammenlignet med Ovaldés Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt er Fugleliv en både mere enkel og mere stramt komponeret fortælling. Og det er også med til at gøre den til en bedre bog efter min smag.

Det er ikke en bog, der forandrer sin læser for evigt, men jeg var glimrende underholdt, og bogen passede godt til ferielæsning her ved en fredfyldt pool med udsigt til de andalusiske bjerge.

Som den opmærksomme følger af K’s bognoter måske har bemærket, så har jeg den sidste uges tid været i gang med at rydde op lidt op i afdelingen for nyere, fransk litteratur udgivet af Forlaget Etcetera. Det har været en fornøjelse, for forlægger Sofie Vestergaard Jørgensen har sans for kvalitetslitteratur.

Men nu skal jeg læse noget andet. Jeg har heldigvis et godt udvalg med i feriekuffertbiblioteket. Nu skal jeg bare vælge.

K's vurdering: