Imre Kertész: Fiaskoen

En svær anmeldelse. Fiaskoen har mange fremragende kvaliteter, endda mesterlige. Jeg har ikke svært ved at genkende den Imre Kertész, hvis andre bøger, jeg tidligere har været benovet over. Samtidig er jeg bare nødt til at indrømme, at jeg kedede mig. Midt i alt denne litterære kvalitet kedede jeg mig massivt.

Den ungarnske nobelpristager Imre Kertész (1929-2016) er nok især kendt for den selvbiografiske Auschwitz-roman, De skæbneløse (opr. 1975), men hans omfattende forfatterskab rummer mange andre perler. Fiaskoen (opr. 1988), som først nu er oversat til dansk, kan i en vis forstand ses som en fortsættelse af De skæbneløse.

Fiaskoen er fra en overfladisk betragtning en kinesisk æske af en roman, som i sig rummer flere romaner. De forskellige lag i fortællingen har det imidlertid med at pege selvrefererende tilbage på sig selv, og det er i sidste ende ikke så ligetil at afgøre, hvad der egentlig udgør romanen om romanen om romanen eller omvendt …

I den første tredjedel af bogen er vi en lejlighed hos “den gamle,” en forfatter, som i det daglige ernærer sig ved at skrive letbenede lystspil. Han er imidlertid løbet ind i en skriveblokering, og i et forsøg på at løsne op for den, kigger han i sine egne gamle noter om den gang, han fik afvist en roman om erfaringerne fra nazisternes koncentrationslejre (titlen nævnes ikke, men vi forstår, at der er tale om Kertész’ egen roman, De skæbneløse).

Denne første del har en del kvaliteter. Kertész benytter gentagelser (og parenteser) i et messende omfang og med betydelig effekt, og det er et stykke hen ad vejen også ganske morsomt – men gentagelserne blev mig dog i sidste ende for meget og dermed kedelige.

Jeg var dog ret charmeret af den herligt excentriske og knarvorne gamle mand. For eksempel hans irritation over den larmende overbo (“en Kyklop af hunkøn, der ernærede sig af støj”), som han forsøger at lukke ude med lige dele ørepropper og eder og forbandelser:

“Alle horebukkes tipoldefar skal støde sit stenhårde, syvdobbelt snoede jern ind i …” mumlede den gamle langsomt og med pause for hvert ord for tydelighedens skyld, mens han omhyggeligt blødgjorde den linde voks, formede den og puttede den i øret […]

Efter således at have lukket verdens støj ude sætter den gamle sig til at skrive den roman, der herefter udgør Fiaskoens sidste to tredjedele.

Hovedpersonen i denne roman er en ung mand, Steno, som ved fortællingens begyndelse vender tilbage til sit hjemland efter et udlandsophold. Figuren Steno kan læses som en version af hovedpersonen i Kertész’ De skæbneløse, som nu er blevet voksen.

Kort efter hjemkomsten får Steno meddelelse om, at han er blevet fyret fra et job som journalist – et job, han ganske vist aldrig har haft, men systemet omkring ham insisterer på, at han er blevet fyret og på, at han skal have udbetalt et gratiale i den anledning.

Stemningen er kafkask (á la Processen eller Slottet), og det fortsætter fortællingen igennem, efterhånden som Steno oplever fiasko i det ene job efter det andet (jobs, som han i øvrigt ikke selv gør noget for at få – systemet sørger for ham): Fabriksarbejder på et stålværk, embedsmand i Produktionsministeriet, soldat og til sidst fangevogter.

I parentes bemærket (og Kertész benytter i første del af romanen parenteser i en grad og på en måde, der er helt absurd)(og dermed ret morsom, om end ikke ligefrem comme il faut fra en streng grammatisk betragtning) kan nævnes, at oversætter Leif Martin Sand har valgt at fordanske nogle af navnene (for at få den pointe med, at navnene på ungarnsk har forskellige symbolske betydninger)(for eksempel er der flere, der på forskellig vis refererer til noget med sten)(således hovedpersonen Steno)(som på ungarnsk hedder Köves – ligesom hovedpersonen i De skæbneløse)(og hans bekendte Klippen og Berg)(og hermed har jeg for illustrationens skyld faktisk ikke benyttet flere parenteser end Kertész gør).

Historien kan læses som en satire over det kommunistiske Ungarn. Og romanen er i den henseende fyldt med små, satiriske perler, som er på niveau med Kafka. Som for eksempel i følgende beskrivelse af Stenos arbejdsmetode som embedsmand i ministeriet:

Han udarbejdede næsten dagligt et længere eller kortere skriftligt arbejde, hvor han byggede sætningerne op og gav indholdet en vis dunkelhed, der skulle virke betydningsfuld, efter seniormedarbejderens model, så godt han nu kunne, det vil sige, han blev ved med at rette, indtil han til sidst ikke engang selv forstod det, for så længe han forstod, kunne han også se, at det ikke gav mening, ergo kunne det ikke være godt, præcisere udtrykt kunne det ikke opfylde formålet, og formålet – måske var det ondets rod – havde Steno selvfølgelig ikke det fjerneste begreb om; når skriftet så var færdigt, kunne Steno ikke længere afgøre, om det tjente sit formål, for han forstod ikke mere sin tekst, og endnu mindre, hvilket formål det tjente.

Men i sidste ende handler hele romanen først og fremmest om det samme som mange af Kertész’ øvrige bøger: Erfaringen af Holocaust, og hvordan det enkelte menneske og vi som menneskehed kan bearbejde denne erfaring.

Hvis jeg skal skære det endnu mere ind til benet: Romanen kan ses som én lang undersøgelse af forudsætningerne for dét øjeblik, hvor det almindelige – og som udgangspunkt moralsk anstændige menneske – bliver til bøddel.

Denne pointe spidsformulerer Kertész i særlig grad i romanens stærke finale, men hele romanen centrerer i en vis forstand omkring dette samme spørgsmål.

Alt dette er udfoldet af en fremragende forfatter. Og man kan slå op på nærmest en hvilken som helst af romanens 360 kompakte sider og finde flot sprog og prægnante formuleringer af skarpe og tænksomme indsigter. Mit eksemplar af bogen er plastret til med små indeksfaner, som markerer fine tekststeder, jeg gerne vil kunne finde tilbage til.

Der er endda passager, der ville kunne tages ud af romanen og udgives selvstændigt som kortprosastykker (for eksempel romanens allersidste side, der i sig selv er en vidunderlig viderefortolkning af myten om Sisyfos – om det tidspunkt, hvor Sisyfos opdager, at den klippeblok, han i evindelighed triller op ad bjerget med tiden er blevet slidt ned til en småsten af ærtestørrelse, og hvad skal Sisyfos så egentlig stille op med sit evige liv …?).

Mit problem som læser er bare, at det hele er alt, alt, alt, alt for langt i spyttet. Kertész kunne have skåret romanen ned til 100 sider, og så kunne den have været et mesterværk. I sin eksisterende form var den for mig desværre først og fremmest kedelig. Massivt kedelig. Fordi selv de fineste pointer og de mest originale virkemidler bliver trættende, når de bliver gentaget for mange gange (med mindre forfatteren er Proust, og det er Kertész – trods alle sine kvaliteter – ikke).

Så hvordan bedømmer man i sidste ende en sådan roman? Jeg ender på tre stjerner, idet de ovenfor nævnte kvaliteter trækker op. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg ikke anbefale bogen. I stedet vil jeg i dén grad og helhjertet anbefale at læse andre af Kertész’ værker, for eksempel nævnte De skæbneløse eller Likvidation.

Selv er jeg bestemt ikke færdig med at læse Kertész, og der er heldigvis adskillige flere af hans (kortere!) bøger, der allerede er oversat til dansk.

K's vurdering: