István Örkény: Familien Toth

Seriøst morsom og latterligt alvorlig. Familien Toth er grotesk satire, når den er bedst – i en samtidig udstilling af både den arrogante magt og den latterlige, lille undersåt.

István Örkény (1912-1979) hører til blandt ikonerne i efterkrigstidens litteratur i Ungarn, kendt og elsket for sin dramatik og noveller. Hans mest kendte værk er kortromanen Familien Toth (opr. 1966), som også har haft stor succes som teaterstykke i Ungarn, hvor det stadig opføres (ifølge oversætter Leif Martin Sands forord til den danske udgave af bogen).

Romanen udspiller sig under Anden Verdenskrig i den lille, ungarnske landsby Mátraszentanna. Her møder vi familien Toth (far og mor og teenagedatteren Agika). Historien begynder ved, at de modtager et brev fra fronten fra deres søn Gyula, som beder dem om at være værter for hans overordnede, en vis major Varró, der skal på to ugers orlov. En mulighed, familien naturligvis tager imod med ære og ikke i mindst i forhåbning om, at de ved at gøre majoren det velbehageligt på hans ferie, kan gøre ham stemt for at beskytte deres søn ved fronten.

Før gæstens ankomst er hr. Toths status og autoritet i familien og landsbyen uantastet som patriarken og som den vellidte (pensionerede) brandchef. For datteren Agika er der ikke noget finere, ædlere og mere tiltrækkende i verden end hendes far, i hvis nærhed alle verdens problemer bliver ubetydelige, når “hans statelige skikkelse viste sig, med hans skinnende blanke brandmandsvisir, det tålmodige, rolige blik.”

Allerede ved udsigten til majorens ankomst sker der dog noget for den unge, påvirkelige Agika. Idet hun spejler sig i de andre landsbybeboeres benovede forestillinger om den bebudede, fornemme gæst, kommer majoren i hendes forestillingsverden mere og mere til at ligne og endog overstråle hendes far:

Lige så høj, lige så statelig. Modig! Galant! Han gik også uden pung. Pengesedler lå i hans lommer som sammenrullede klumper, når han skulle betale, smed han bare en af dem. Hans folk forgudede ham, russerne derimod flygtede over hals og hoved ind i skoven, så snart de hørte hans navn … En helt!
[…]
[Vinden] ramte Agikas hede krop og smukt bølgende pigebryster, og med vidt opspilede øjne hviskede hun henført:

– En officer! En officer! En officer! En officer!

Da majoren ankommer med bussen til landsbyen viser han sig at være en lidt pudsig, lavstammet, halvgammel, tykmavet herre med fedtpletter på uniformen. For den unge Agika gør det dog ingen forskel, da hun allerede på forhånd var så forliebt i sine egne fantasier om officeren, at der skal mere end et møde med virkeligheden til at bringe hende ud af hendes forestillingsverden.

For hr. og fru Toth gør majorens fremtræden og væsen i praksis heller ingen forskel i første omgang, for i deres perspektiv er majoren først og fremmest deres søns overordnede og dermed deres søns potentielle beskytter i krigen. Alt gælder da om at gøre majoren tilpas, så han kan holdes venligt stemt over for deres søn.

Det viser sig dog sværere end som så. Majoren gør en aldeles latterlig og samtidig tyrannisk figur, som ikke fuldt ud kan undskyldes med, at han kommer traumatiseret fra fronten i en slags granatchok: Majoren sover om dagen og er vågen om natten (af frygt for partisanernes natteangreb) og forlanger det samme af sine værter. Om natten er han vældig virksom og får hele familien Toth mobiliseret i en intens natteaktivitet med at lave kartonæsker til brug for gazebind og lignende varer.

Samtidig er han meget følsom for lugte og lyde og har det med at høre forkert og misforstå både ord og blikke på en måde, der virker decideret terroriserende på den stakkels familie Toth. For eksempel må hr. Toth konstant gå rundt med nedslået vesir på sin brandmandshjelm for at undgå, at majoren føler sig forulempet af hans blik.

István Örkény (1912-1979). Foto fra forfatterens Goodreads-profil-

Majoren er i sig selv en lattervækkende figur, men han er i historien også et billede på magten og autoriteten – på én gang latterlig og frygtelig. Mens familien Toth er billedet på de lige så latterlige undersåtter, magtens subjekter, som underkaster sig de mest urimelige påfund og spiller gode miner til tåbeligt spil.

En emblematisk scene udspiller sig på majorens og hr. Toths aftengåture: Majoren tager på et tidspunkt fejl af en skygge på vejen og hopper over den, som var den en grøft. Hr. Toth tør ikke gøre andet end at følge eksemplet, da han er angst for ellers at komme til udstille majorens fejltagelse. Herefter fanges de begge i det samme idiotiske mønster: Selv efter at have indset sin første fejltagelse bliver majoren på deres spadsereture nødt til at blive ved med at gøre et hop henover det pågældende sted på vejen (selv når det ikke henligger i skygge), da han ellers ville udstille ikke bare sin egen tidligere fejl, men langt værre den ydmygelse, at Toth hele tiden har været klar over fejlen. Magthaver og undersåt fanget i gentagen, gensidig, idiotisk afhængighed.

Samtidig udstilles i bogen også magtforholdene internt i familien, idet familieoverhovedet hr. Toths autoritet gradvist undermineres, idet netop de karaktertræk, der tidligere var æresbevisninger, mere og mere fremstår som latterlige og ynkværdige.

Den stakkels hr. Toth forvitrer slet og ret som som autoritet og som menneske i løbet af majorens to ugers besøg. Og til sidst går det helt galt, men mere skal jeg ikke røbe her.

Familien Toth har næsten 60 år på bagen, men den holder stadig. Dens satire er eviggyldig og fremstår frisk og perlende morsom, her i Leif Martin Sands oversættelse til dansk.

Jeg har lyttet til romanen som lydbog, glimrende og ukunstlet oplæst af Vibeke Hastrup.

K's vurdering: