Lad os bare slå det fast med det samme: Ottessa Moshfegh har en helt og aldeles fremragende pen. Hun skriver om de skæve, de triste, de groteske og de i nogle tilfælde (på overfladen) ligefrem frastødende mennesker. Og hun gør det i et sprog, der er en nydelse at læse fra første til sidste sætning.
Ottessa Moshfegh (f. 1981) er født i Boston, Massachusetts. Hun debuterede som romanforfatter i 2015 med romanen Eileen, som jeg blev opmærksom på, da den blev shortlistet til Man Booker litteraturprisen i 2016. Men inden da havde hun mest gjort det inden for novellegenren.
Nogle af hendes noveller fra perioden 2012-2017 er nu samlet i Homesick for Another World, som udkom her i januar 2017. De fleste har tidligere været bragt i diverse litteraturmagasiner, men der er også enkelte helt nye noveller, så vidt jeg kan læse af kolofonen.
Nogle af novellerne i samlingen kunne måske trænge til lidt afpudsning, men det vidner bare om, at vi har med en forholdsvis ung forfatter at gøre.
Min erfaring med novellesamlinger er, at det tit kan være lidt af en overvindelse hele tiden at skulle starte forfra med nye personer i et nyt univers i en ny historie. Det kan det også være hos Moshfegh, men jeg behøvede hver gang kun at læse ganske få sætninger, før jeg var suget ind i hver eneste historie, ofte allerede før basale elementer som tid og sted og fortællerens identitet overhovedet var etableret i historien.
Tag som eksempel de første sætninger i samlingens første historie, Bettering Myself:
My classroom was on the first floor, next to the nuns’ lounge. I used their bathroom to puke in the mornings.
Så er opmærksomheden allerede fanget i en historie, der viser sig at handle om en utilpasset, ensom kvindelig skolelærer. Og nej, hun kaster ikke op om morgenen på nonnernes badeværelse, fordi hun er gravid – men fordi hun som regel har tømmermænd som følge af sit daglige overforbrug af alkohol og stoffer.
Moshfegh har en forkærlighed for det abjekte, det grimme og det ækle. En del af hendes personer, herunder jeg-fortællerne, kan umiddelbart virke decideret frastødende. Men kun på overfladen, for Moshfegh har en indlevet kærlighed til alle sine personer, der er den grundlæggende forudsætning for, at jeg hænger på som læser.
Nogle af Moshfeghs personer kan ganske vist forekomme lidt karikerede. Man kan således godt blive slået af den tanke, at hun lige lovlig bevidst opsøger – eller opfinder – det aparte og groteske. Men hun formår alligevel at gøre alle personerne levende og nærværende. Først og fremmest fordi hendes sprog er så forbilledligt enkelt og klart.
She said her name was Terry and that she lived out in Lone Pine with her mother, who had Parkinson’s. She said she wanted to get pregnant so she’d have something to think about all day.
Samlingens titel, Homesick for Another World, er ganske velvalgt. Den anslår en stemning, som løber som en rød tråd gennem alle historierne. Så forskellige, de end ellers er, minder Moshfeghs personer således om hinanden derved, at de alle føler sig utilpassende, miskendte og ensomme dér, hvor de er. De længes efter noget andet, efter et andet menneske, efter et andet sted eller efter at være en anden.
Og dette kan forlene selv de mest umiddelbart ucharmerende typer i Moshfeghs historier med forsonende træk. Selv en gammel gris, der er grim på ydersiden, plaget som han er af en slem hudsygdom, men også er grim på indersiden med sine utilslørede forsøg på at komme i bukserne på den unge pige, der er flyttet ind i huset ved siden af, appellerer til vores overbærenhed, fordi Moshfegh får os til at fornemme hans ensomhed.
Samlingens sidste novelle, A Better Place, der er den historie, der mest direkte korresponder med samlingens titel, handler om to børn, et tvillingepar, som er overviste om, at de er født på jorden ved en fejl og hører til et andet sted. Deres mor omtaler de for eksempel konsekvent fremmedgørende som “the woman.” De udvikler den teori, at den eneste måde at komme herfra på er ved selv at dø eller ved at dræbe “den rette person.” Indledningen til historien kan nærmest læses som en programmatisk sammenfatning af den røde tråd i alle samlingens historier:
I come from some other place. It’s not like a real place on Earth or something I could point to on a map, if I even had a map of this other place, which I don’t. There’s no map because the place isn’t a place like something to be near or in or at. It’s not somewhere or anywhere, but it’s not nowhere either. There is no where about it. I don’t know what it is. But it certainly isn’t this place, here on Earth, with all you silly people. I wish I knew what it was, not because I think it would be great to tell you about it; I just miss it so much.
Mange af Moshfeghs noveller mindede mig ganske vist også om, hvorfor jeg i mange år ikke var så begejstret for novellegenren: Man bliver suget ind i en historie, lever sig ind i personerne og opbygger en forventning om en afsluttende pointe eller i det mindste en afrunding. Og så stopper historien pludselig. Det er ikke fordi jeg som sådan er imod open endings, men i flere tilfælde er Moshfeghs slutninger alligevel for åbne for min smag. I andre tilfælde er de til gengæld perfekte.
Jeg var egentlig mest glad for de noveller, hvor tonen var mest afdæmpet og fortælleuniverset og personerne mest realistiske. For eksempel The Beach Boy om en mand i sølvbryllupsalderen, der først efter sin kones død fornemmer, at deres forhold måske aldrig har været, hvad de bildte sig ind, og at han selv måske rummer længsler, han aldrig har erkendt og aldrig har forfulgt.
My poor wife. I didnt’t know how little I loved her until she was dead.
Selv om de fleste af novellerne i samlingen ikke er perfekte, så kan jeg love for, at jeg også vil kigge med, når der er nyt fra Moshfegh næste gang. Der kan være store ting i vente fra hende i fremtiden. I første omgang skal jeg have fat på hendes romandebut, Eileen (2015).
Titel: Homesick for Another WorldForfatter: Ottessa Moshfegh
Udgivelsesdato: 17.01.2017
Sider: 304
Læst: Februar 2017
K's vurdering: