Ian McGuire: The North Water

Et hvalfangerskib er på skæbnesvanger kurs mod det nordligste og mest isnende kolde Arktis med en morder ombord og flere slags lig i lasten. The North Water er en ambitiøs spændingsroman, som excellerer i det ækles æstetik, i flot sprog, historiske tidsbilleder, naturbeskrivelser af det kolde nord, litterære referencer til klassikerne og en ambition om samtidig at være et psykologisk drama, som dog ikke helt indfris.

Romanen udspiller sig i 1859, hvor hvalfangerskibet Volunteer stævner ud fra Hull og via Shetlandsøerne og neden om Kap Farvel begiver sig mod det arktiske nord i Baffinbugten i jagten på de hvaler, som havet på den tid er ved at blivere tyndere på som følge af overdreven hvalfangst. Men efterhånden viser det sig, at formålet med ekspeditionen også er et andet.

Ombord er Patrick Sumner, kirurg og veteran fra slaget om Delhi under Det Indiske Oprør mod de britiske koloniherrer i 1857, med Illiaden og en opiumspibe i dragkisten. Men ombord er også Henry Drax, harpuner, pæderast, voldtægtsmand, morder og notorisk misdæder. Bogen lægger tidligt op til et opgør mellem de to mænd, mellem Sumner som den reflekterende, intelligente, i begyndelsen spagfærdige, mere eller mindre sympatiske videnskabsmand og Drax som inkarnationen af den rå, sanselige, impulsive, men ikke desto mindre snu brutalitet. I takt med, at hvalfangerskibet bevæger sig længere og længere op i ishavet, og den fysiske temperatur falder, bliver stemningen også mere og mere isnende skæbnesvanger, og volden griber om sig.

I mit sidste indlæg omtalte jeg norske Morten A. Strøknes’ Havbogen, og med lidt god vilje kan man trække en linje derfra og til min læsning af britiske Ian McGuires The North Water. Det er noget med et stort hav nordpå og noget med fiskeri og hvalfangst – og Herman Melvilles Moby Dick spøger i baggrunden i begge bøger. Men så ophører al lighed også. Helt og aldeles.

Ian McGuire (f. 1964)

The North Water er en spændingsroman, som samtidig gerne vil være meget mere. Og et langt stykke hen ad vejen lykkes McGuire også med det, men ikke helt. Romanen er elementært underholdende, i passager endda spændende som thriller. Det er også en historisk roman, som giver et indblik i hvalfangstmetoder og livet på en hvalfangerbåd i midten af det 19. århundrede – uden at det bliver alt for langt og tørt som hos klassikeren Melville. Den er meget velskrevet, i passager endda virkelig flot skrevet, men ind i mellem løber McGuires metaforer lidt af med ham, og sproget kommer til at fremstå overlæsset.

Det er også en brutal bog. Som læser skal man berede sig på særdeles eksplicitte voldsscener, længe dvælen ved diverse sygdomsbefængte, menneskelige kropsudsondringer, udpenslede beskrivelser af slagtninger af rådnende hvaler, isbjørnedrab og sælfangst anno 1859 (og det er temmelig længe før Brigitte Bardot, skulle jeg hilse og sige). Et højdepunkt er en forrygende kvalmende scene, hvor hovedpersonen kryber ind i kadaveret på en isbjørn, han har nedlagt, for at overleve i den arktiske kulde (á la Luke Skywalker og Han Solo i Imperiet slår igen, for dem, der har den reference). Kun for læsere med stærke maver, med andre ord.

Jeg kan se af diverse omtaler, at jeg ikke er den eneste, der har fået associationer til både Herman Melville, Cormac McCarthy og Joseph Conrad ved at læse The North Water. Det er også ret oplagt. Sumners rejse længere og længere nordpå i det arktiske ishav mellem Canada og Grønland trækker veksler på Marlowes rejse op ad Congofloden mod indsigten i menneskets inderste rædsel i Conrads Mørkets hjerte (som jeg minder mig selv om, at jeg snart må genlæse).

Melvilles Moby Dick klinger naturligt med i kraft af hvalfangertemaet og tidsbilledet, men også i karakteren Brownlee, hvalfangerskibets ulykkesfugl af en kaptajn, som har en fiks idé om et varmtvandsområde i det nordligste Arktis, hvor havets sidste hvaler flokkes, og som han tilsyneladende forfølger mod al fornuft og mandskabets murren (uden at Brownlee dog i øvrigt er en kaptajn Akab).

Som Cormac McCarthy synes Ian McGuire at have sat sig for at udforske ondskaben og den meningsløse vold (omend ikke med samme virtuositet eller dybde), ligesom han kan minde om McCarthy i den måde, hvorpå de imponerende naturkræfter og landskaber spiller med i historien. Se for eksempel denne beskrivelse af et passerende isbjerg:

Through a stuttering veil of snow he sees at the floe edge a bluish iceberg, immense, chimneyed, wind-gouged, sliding eastwards like an albinistic butte unmoored from the desert floor. The berg is moving at a brisk walking pace, and as it moves its nearest edge grinds against the floe and spits up house-size rafts of ice like swarf from the jaws of a lathe.

Endelig kunne jeg heller ikke undgå at associere til vores egen Kim Leines fabelagtige Profeterne i Evighedsfjorden – foranlediget af kapitlerne i sidste del af The North Water, der udspiller sig på en missionsstation midt i det iskolde ingenting, hvor en præst missionerer blandt de lokale inuitter, og hvor McGuires sprog flyder over af malende og frastødende excesser i abcesser og andre ækle kropsvæsker (man skulle næsten tro, at McGurie har læst Leine, og det har han måske også, Leine er jo oversat til engelsk). Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er dette en ros til McGurie.

Romanen mangler dog noget raffinnement i plot og personkarakteristikker for at komme helt op at ringe.

Man er således som læser ikke i tvivl om, at de onde er virkelig onde. Hovedskurken Henry Drax, den brutale, alkoholiserede harpuner, møder vi som den første person i romanen, og det første kapitels ni sider er ikke vendt, førend han både har været på bordel, på værtshus, slået hovedskallen ind på en tilfældig mand med en mursten – lige så meget bare for at gøre det som for at plyndre ham – samt voldtaget og myrdet en 13-årig hjemløs dreng i en gyde … Så har vi fået Drax-figuren på plads.

Romanens primære hovedperson, Patrick Sumner, er en lidt mere nuanceret karakter. Han er som nævnt nyligt hjemvendt fra militærtjeneste i Indien, hvor han blev såret og invalidret (hvilket man hører om i tilbageblik). Sumner er kirurg, en følsom, begavet og belæst mand, men med et opiumsmisbrug og noget uldent i fortiden, som har drevet ham til at søge hyre som læge på hvalfangerskibet.

Sumner er afgjort helten i historien, hvis den har en sådan, men han er trods sit relativt blide væsen (der skal ikke så meget til blandt de grove hvalfangere) ikke ligefrem en moderne humanist, endsige Guds bedste barn, og han går ikke af vejen for at gøre det grove arbejde – af enhver slags. Der kunne godt være kommet noget interessant ud af hans karakter, men den udvikling, han muligvis skal forestille at gennemgå i romanen, er for udvendigt og uforløst fortalt.

En vis udvendighed i forhold til personerne kan være et bevidst fortælleteknisk valg fra McGuires side, men i så fald sætter han sig mellem to stole, for fortællerstemmen er alvidende, og vi hører som læsere alligevel en hel del om flere af personernes indvendige tanker og drømme – især Sumners, men vi kommer også ind i hovedet på Drax og den ulyksalige kaptajn Bronwlee.

Der er således et godt stykke op til niveauet hos for eksempel nævnte McCarthy, som sublimt mestrer den stil alene at skildre sine personer gennem de udvendige handlinger og dialog – men på en måde, der netop giver læseren rum til selv at fylde mening ind i dem. Hos McGurie bliver resultatet imidlertid lidt fladt. Det gør personkarakteristikkerne og det postulerede psykologiske såvel som fysiske drama mellem Sumner og Drax og flere af de andre personer mindre levende og en kende utroværdigt, samtidig med at det er med til at tage luften lidt ud af den elementære spændingshistorie.

McGuires sprog bliver som antydet i passager lidt for meget, grænsende til det svulstige. Men det er nu alligevel sproget, der løfter romanen langt op over den gemene thriller. Man skal dog kunne kapere McGuries ekspressive og ind i mellem lidt for villet apokalytiske stil:

It is not a sin, he tells himself, there is no sin left now, there is only the blood and the water and the ice; there is only life and death and the gray-green spaces in between. He will not die, he tells himself, not now, not ever. When he is thirsty, he will drink his own blood; when he is hungry, he will eat his own flesh. He will grow enormous from the feasting, he will expand to fill the empty sky.

Jeg var efter bogens første kapitler begejstret forventingsfuld, for McGuire udviser vitterligt mange gode takter, og det er bestemt ikke ufortjent, at The North Water var longlisted til Man Booker-prisen i 2016. Men det er heller ikke ufortjent, at den ikke nåede helt til tops (i konkurrence, som McGuire var, med f.eks. Ottessa Moshfegh), for McGuire lykkes ikke helt med sit forehavende.

Når det er sagt, så nød jeg at læse bogen, og jeg tøver alt i alt ikke med at anbefale den. Og jeg kunne sagtens finde på at læse mere McGuire (indtil videre har han dog kun udgivet én tidligere roman).

Opdatering 01.09.2018: The North Water er nu også oversat til dansk og udkom den 31. august 2018 på forlaget Modtryk under titlen Nordhavet, oversat af Jacob Levinsen.

K's vurdering: