128 korte “postkort” fra 128 døde om deres sidste øjeblikke i livet. Nogle af dem tankevækkende, nogle rørende, nogle pudsige, nogle vittige (og andre lidt for tvunget morsomme). Samlet set en let og alligevel alvorlig og under alle omstændigheder læseværdig samling tekster, der i det store hele balancerer fint mellem det melankolske og det ironiske.
Den syditalienske forfatter Franco Arminio (f. 1960) er opvokset og bosiddende i den lille landsby Bisaccia i regionen Irpinia. Hans lille kortprosaværk Cartoline dai morti fra 2010 har angiveligt haft stor succes i Italien og udgives i dag også på dansk på mikroforlaget Apuleius’ Æsel.
Værket består af 128 kortprosastykker, der hver især er skrevet som en hilsen fra en afdød. Vi får ikke nogen kontekst eller navne på de døde, kun nogle ganske få linier fra hver af dem, som i de fleste tilfælde beskriver deres øjeblikke inden eller lige efter døden.
De døde, der får stemme af Arminio, er en lige så broget flok som de levende:
Her er børn, der dør under uheld i leg. Gamle, der sover stille ind. Midaldrende, der dør på kondicyklen, i arbejdsulykker, i trafikuheld. Nogle dør af langvarig sygdom, andre af et pludseligt hjerteanfald. Nogle begår selvmord, andre bliver myrdet. Nogle dør mætte af dage, andre før de nåede at realisere deres drømme. For nogle er forskellen mellem livet og døden knap mærkbar.
Man siger, at det hyppigste tidspunkt at dø på, er lige før daggry. Jeg vågnede i mange år klokken fire om morgenen, og ventede i oprejst stilling på, at det slemme tidspunkt skulle passere. Jeg læste eller så fjernsyn. Nogle gange gik jeg ud på gaden. Jeg døde klokken syv om aftenen, og det var ikke noget særligt. Den svage forstyrrelse, verden altid havde været, den svage forstyrrelse ved at være til i verden, var pludselig forbi.
Det er sjovt koncept og en anderledes måde at tematisere den tabubelagte død på. Arminio demonstrerer i mange af de korte prosastykker en fin sans for det poetiske og ironiske i det konkrete og det dagligdags. I de bedste af teksterne – og de fleste er ret gode – formår Arminio med ganske få ord at tegne et billede af et helt liv, et indtryk af den type menneske, den døde har været.
Ingen havde forberedt mig. Jeg måtte gøre det hele selv: ligge stille uden at sige noget, blive kold, begynde at forrådne.
I nogle af teksterne forsøger Arminio sig med en næsten slapstick-agtig humor. Det er de mindst vellykkede efter min smag. Bedst er Arminio, når han slår de lidt melankolske toner an og nøjes med at underspille ironien.
I starten vil de, der elsker os, have os tilbage, så vænner de sig til, at vi er døde, og så er det egentlig helt fint, at vi er, hvor vi er.
Postkort fra de døde er godt fordansket af Cecilia Banfi, som også har begået forsidens fine stregtegning med et mylder af pindeagtige mennesker, der vrimler rundt i livet og døden.
Cecilia Banfi har også forsynet bogen med et kort og meget fint forord – som er noget så sjældent som et forord, jeg faktisk kan anbefale at læse, før man læser bogen. Banfi bruger nemlig ikke forordet på at fortolke teksterne for læseren, men primært på at introducere Arminios lille hjemby, og karakteristikken af den klinger godt med som baggrund for læsningen af værket.
“Postkort fra de døde” udkommer i dag, den 16. marts 2018. Bogen er venligst tilsendt fra forlaget som anmeldereksemplar.
Titel: Postkort fra de dødeForfatter: Franco Arminio
Udgiver: Apuleius’ Æsel
Udgivelsesdato: 16.03.2018
Sider: 144
Originalsprog: Italiensk
Oversætter: Cecilia Banfi
Originaltitel: Cartoline dai morti
Opr. udgivelsesår: 2010
Læst: Marts 2018
K's vurdering:
Tak for en god anmeldelse. Lige en lille rettelse: Cecilia Banfi bor ikke i Bisaccia, men derimod på Frederiksberg, men det er forfatteren F. Arminio, som bor i byen.
Tak for påpegningen af korrekturfejlen – ærgerligt for mig med den slags, når jeg nu ellers ikke plejer at holde mig tilbage for at skose forlagene for tilsvarende sjuskefejl 😊. Er rettet.