Den fremragende albanske forfatter Ismail Kadarés elegier for Kosovo er også en generel, symbolsk klagesang over drømmen om Europa, som forliste, allerede inden den blev undfanget. Og med budskaber også til vores lille del af Europa i dag.
På Solsortesletten i Kosovo tørnede to store hære sammen den 28. juni 1389. En kristen hær bestående af serbiske, albanske, bosniske og rumænske styrker under ledelse af den serbiske prins Lazar var stillet op for at stoppe de fremtrængende osmannerne under sultan Murad I.
Slaget endte med et nederlag til de kristne, hvis hær blev spredt for alle vinde, men osmannerne led også store tab. Både den serbiske prins Lazar og den tyrkiske sultan Murad og hans ældste søn Yakub blev dræbt under slaget – de sidstnævnte under mystiske omstændigheder, som historikerne aldrig helt har fået afdækket, måske ofre for et komplot begået af den yngre søn, Bayezid, som efterfølgende overtog magten i Osmannerriget.
Slaget er siden gjort til genstand for forskellige mytologiske historieomskrivninger, herunder en serbisk-nationalistisk variant, hvor taberen prins Lazar blev gjort til den moralske sejrherre.
Det var denne variant, den serbiske præsident Slobodan Milošević trak af stalden, da han på 600-året for slaget holdt sin berygtede tale på Solsortesletten den 28. juni 1989. Talen er efterfølgende blevet betragtet som startskuddet på Milošević’ nationalistiske kampagne for at etablere et rent serbisk herredømme over Kosovo, herunder via etnisk udrensning af Kosovo for kosovo-albanere i 1990’erne.
I sin lille bog, Three Elegies for Kosovo, tager Ismail Kadare (f. 1936) også fat i myten om slaget på Solsortesletten. Men han gør det på en ganske anderledes facon.
Kadares tre elegier – klagesange – over Kosovo har form af tre sammenhængende noveller, der på overfladen kan ligne historisk fiktion, men tilsammen først og fremmest er en symbolsk fortælling om og en begrædelse over de splittelser mellem folkeslagene, der har hvilet som en forbandelse over ikke bare Balkanområdet, men hele det europæiske kontinent, allerede fra før drømmen om Europa blev skabt.
Den første fortælling omhandler selve slaget på Solsortesletten i 1389, set fra både den osmanniske og den kristne lejr. Under slaget kæmper serbere, albanere, bosniere og rumænere side om side mod tyrkerne. Men det er symptomatisk, at de respektive hærføreres hidkaldte troubadourer hverken før eller efter slaget er i stand til at synge andre sange end de gamle.
Så mens den serbiske gusla-spiller synger “Rejs jer, Oh serbere! Albanerne tager Kosovo fra os!” så synger den albanske lahuta-spiller omvendt: “Albanere, til våben! Den ondsindede serber tager Kosovo!” (egen oversættelse fra det engelske).
I den anden fortælling følger vi de netop omtalte troubadourer fra de forskellige kristne hære på flugt fra slagmarken og tyrken op gennem Europa. Og selv som flygtninge med fælles skæbne bliver de ved med at synge deres krigeriske sange mod hinandens folk – til undren for de nordligere europæere, de møder. Troubadourerne kan ganske vist godt med ord fortælle troværdigt og harmonisk om deres land og grundlæggende fælles skikke – men skal der sættes musik til, så er det kun de gamle, ideologiske, hadefulde sange, der kan komme ud af munden på dem.
Lyder det fjollet eller fortænkt? Så tænk over, hvor mange gange du har hørt nogen sige noget i retning af: “Jo, Ali, min nabo, han er jo god nok, men muslimer i almindelighed …”
Troubadourerne får blandt følgeskab af en afhoppet osmannisk soldat, der ønsker at konvertere til kristendommen. Men han kan ikke så let slippe sin muslimske tro, så de to trosretninger lever videre i ham side om side. Det kan hans følgesvende for så vidt godt kapere, men det kan man ikke længere oppe i Europa, hvor tyrkeren efter tortur bliver brændt på bålet. Islam og kristendom side om side i én person – eller i ét land, som symbolikken selvfølgelig tilsiger – det går virkelig ikke.
Den sidste og korteste fortælling er fortalt af den døde sultan Murad I, der som nævnt også blev dræbt under slaget på Solsortesletten. Ifølge osmannernes tradition har de hjembragt den døde sultans legeme, men efterladt hans blod i en blybeholder på slagmarken – og med blodet er sultanens ånd også blevet tilbage.
I den tredje klagesang ligger den døde sultan således tilbage på sletten, hvor han op gennem århundrederne er vidne til stadigt nye kampe mellem serbere og albanere, helt frem til 1990’ernes blodige kampe om Kosovo.
Den døde sultan får de sidste ord i bogen i form af en bøn til Allah om endelig og én gang for alle at fjerne hans blod fra sletten, idet han efterhånden har fået den mistanke, at hans blod måske er årsagen til al den rædsel han er vidne til i Kosovo:
Finally, grant me oblivion, My Lord! Make them remove my blood from these cold plains. And not just the leaden vessel, but make them dig up the earth around where my tent stood, where drops of my blood spattered the ground. O Lord, hear my prayer! Take away all the mud around here, for even a few drops of blood are enough to hold all the memory of the world.
Kadaré er en mester udi den korte romanform, som jeg har været imponeret af i f.eks. de to sammenhængende kortromaner Efterfølgeren (2003) og Agamemnons datter (2003). Three Elegies for Kosovo kan fremstå mindre skarpskåren end de nævnte, men den er ikke mindre symbolladet, og også her imponerer Kadaré med, hvor meget det lykkes ham at sige på så få sider i en tilsyneladende løs fortælling.
Stærkt anbefalelsesværdig som vaccination mod hadefulde nationalistiske ideologer og mytemagere i alle afstøbninger, herunder nogle af dem der beklæder sæder på Christiansborg i dag.
Titel: Three Elegies for KosovoForfatter: Ismail Kadare
Udgiver: Vintage
Udgivelsesdato: 17.02.200
Sider: 87
Originalsprog: Albansk
Oversætter: Peter Constantine
Originaltitel: Tri këngë zie për Kosovën
Opr. udgivelsesår: 1998
Læst: Oktober 2018
K's vurdering: