En ikke helt ueffen udviklingsroman om at vokse op som homoseksuel, sort caribier på en ø, der minder om St. Vincent.
Spirits in the Dark (1993) var H. Nigel Thomas’ (f. 1947) debutroman. Den foregår – ligesom flere af hans senere værker – på den fiktive vestindiske ø, Isabella, som på mange måder ligner forfatterens fødeø, St. Vincent.
Der er tale om en opvækst- og udviklingsroman, hvor vi følger hovedpersonen Jerome i hans udvikling gennem barndom og ungdom.
Et af de væsentlige omdrejningspunkter er Jeromes livtag med sin identitet som sort caribier, herunder forholdet til det, han kommer til at opfatte som sine “rødder” i Vestafrika.
Et andet omdrejningspunkt er Jeromes identitet som homoseksuel. Han erkender for sig selv rimeligt tidligt i barndommen/ungdommen, at han er mere interesseret i drenge og siden mænd end i piger/kvinder. Men det er ikke en nem erkendelse – og slet ikke bekendelse – som sort caribier.
Udviklingshistorien er spundet ind i en rammefortælling om den voksne Jerome, der i sin identitetssøgen søger optagelse i en spiritualistisk kreds, der har afsæt i Obeah-religionen, som er udbredt flere steder i Caribien. Som en del af en initieringsrite lukkes Jerome inde i en mørk hule i et ukendt antal døgn med sigte på, at han skal foretage en spirituel rejse til sit eget indre. Og det er her i hulen, at han gennemlever sine erindringer som dreng og ung.
Romanen er skrevet udmærket, om ikke bemærkelsesværdigt – udover at meget af dialogen er transkriberet vincentiansk kreolsk. De kreolske indslag kræver lige lidt tilvænning, men bør ikke være en barriere for nogen læsere (jeg var godt forberedt, da jeg kom direkte fra læsningen af Marlon James’ The Book of Night Women).
Udover at tilføre lidt lokalkolorit er det kreolske også et tema i romanen om sproget som kulturel statusmarkør. Både blandt de mindre og mere velbemidlede og blandt børn og voksne sættes således skel mellem dem, der taler “bad english” (dvs. kreolsk), og dem, der taler standardengelsk ligesom de britiske eller canadiske skolelærere.
Romanen er interessant og relevant for sin gennemspilning af de nævnte temaer i en vestindisk kontekst. Men jeg var nu ikke bjergtaget, og i de første tre fjerdedele af romanen havde jeg lidt svært ved at fastholde opmærksomheden, så det har taget mig længere tid end som så at komme gennem bogen.
Jeg har ikke kendskab til, i hvilket omfang handlingen i romanen er decideret selvbiografisk inspireret, men den virkede sådan. Ihvertfald kunne det være en forklaring på, at der manglede et mere koncentreret fokus i fortællingen. Jeg havde oplevelsen af, at lidt for mange personer og begivenheder var med i historien, alene fordi de nu engang hører til i forfatterens erindringer, og ikke fordi de havde en gennemtænkt funktion i historien.
I den sidste fjerdedel af romanen forlader romanen den lineære erindringsfortælling og finder tilbage i rammefortællingens mørke hule, hvor den startede. Nu syrer det hele lidt mere ud med fokus på hovedpersonens drømme og syner under denne spiritualistiske renselsesproces.
Denne sidste del af romanen var den bedste i mine øjne. Den er lidt mindre flagrende end den første del, og H. Nigel Thomas formår at formidle hovedpersonens oplevelse af at blive presset mentalt helt ud til kanten via indespærringen i hulen.
Samlet set en roman, som var fin nok at læse, men næppe kommer til at sætte sig afgørende dybe spor i min erindring.
Titel: Spirits in the DarkForfatter: H. Nigel Thomas
Udgivelsesdato: 1993
Sider: 2019
Originalsprog: Engelsk
Opr. udgivelsesår: 1993
Læst: Januar 2019
K's vurdering: