Ljudmila Petrusjevskaja: Umodne stikkelsbær

En sengeliggende, psykotisk mand er i sine hallucinationer omgivet af en hær af lilleputianere. En kvinde begraver sit nyfødte barn levende under en stendynge. En mand kaster sig ud ad vinduet i desperation over at blive forladt af sin kone (eller var det influenzaen?). To alkoholikere mødes i en kø til en ølkælder og kærlighedsforholdet varer en nat, til hun opdager, at han er sengevæder.

Ljudmila Petrusjevskajas noveller emmer af sort, grotesk humor. Men ikke for dens egen skyld. Gennem hver eneste historie løber en tråd spundet af sort alvor.

Russiske Ljudmila Petrusjevskaja (f. 1938) har jeg tidligere stiftet bekendtskab i novellesamlingen Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel (Forlaget Vandkunsten, 2014). Den var, som titlen turde antyde, også præget af en sans for det groteske. Men mens “Der var engang en kvinde …” havde fokus på at præsentere et udvalg af Petrusjevskajas eventyrlige historier, så vægter Umodne stikkelsbær (Forlaget Silkefyret) de mere realistiske sider af hendes forfatterskab.

Begge de nævnte samlinger er oversat fermt til stemningsfuldt dansk af Trine Søndergaard.

Petrusjevskaja evner kunsten at indfange et helt tragisk liv i bogstavelig talt kun en bisætning. Som når vi i novellen “Far og mor” en passant hører om en gammel kone, som “forsøgte at hænge sig hvert år i marts, så hendes søn kom på ferie hvert år i den måned og sørgede for at gemme alle reb.”

Et særkende ved de fleste af Petrusjevskajas noveller er, at hun begynder med en fængende sætning, som ikke sjældent i ét eller andet omfang også rummer slutningen:

Ljudmila Petrusjevskaja (f. 1938). Foto: Louisiana Literature

“Det var nu alligevel nok influenzaen, der var skyld i det hele, […]” starter for eksempel historien om en mand, der kaster sig ud af vinduet og slår sig ihjel, mens hans kone (som han har skændtes med hele livet) er i gang med at pakke kufferterne for at forlade ham.

Den længste novelle i samlingen lægger ud med en sætning, der står i ironisk kontrast til titlen, “Mellem venner”: “Jeg er et hårdt, hensynløst menneske, altid med et smil på mine fyldige, røde løber, altid med en ironisk attitude til alle.”

I titelnovellen gør en ung pige, som af sit mor er anbragt på et sanatorium for svagelige børn, sine erfaringer med kollektivet. Pigens erfaringer kan læses som en metafor for kollektivismen i sovjetisk aftapning, og den har Petrusjevskaja ikke meget godt at sige om:

Kollektivet kan ikke lide, når nogen isolerer sig, ikke opfører sig, som de skal, kommer for sent, er anderledes klædt. Kollektivet – og pigen var blevet opdraget i forskellige kollektive sammenhænge siden børnehaven – straffer strengt. Kollektivet gør nar, giver nogen på hovedet, niver og spænder ben, kollektivet tager, hvad det kan, fra de svage, kollektivet driller. Giver knytnæveslag direkte på næsen, så man får blodtud. Dør af grin ved synet af en stor galoche. Stjæler alt (landet med de mistede ting!).
   Over for kollektivet, den hundredhovedede hydra, skal man opføre sig forsigtigt […]. Det er vigtigt ikke at betro nogen sine tanker. Hvis nogen kender dine tanker, er du færdig, de andre får det at vide lige med det samme. Alle vil grine ad dig bag din ryg.

De bedste af novellerne i denne samling er de korteste – det er her, at Petrusjevskaja er skarpest. Samlingens eneste meget lange novelle, Mellem venner, blev mig derimod for ufokuseret og dermed mindre interessant. Men det er en enlig i svale i en ellers fremragende – og godt udvalgt – novellesamling.

Jeg er bestemt ikke færdig med at læse Ljudmila Petrusjevskaja, og heldigvis har hun en stor produktion bag sig, hvoraf en del er oversat til dansk, herunder romanen Nummer Ét, som er blandt de bøger, jeg har stående i kø i reolen med de ulæste herhjemme

K's vurdering: