Norah Lange: People in the Room

Norah Langes hovedværk er værd at læse for sit intense, hallucinatoriske sprog. Men det kræver sin læser at fastholde interessen for en syttenårig piges fantasier om tre pebermøer, der aldrig foretager sig noget, en hel roman igennem.

Jeg havde store forventninger til denne argentinske klassiker fra 1950, der sidste år udkom i engelsk oversættelse for første gang. Og jeg ville virkelig gerne have været begejstret.

I nogle henseender var jeg faktisk også begejstret. Norah Lange skriver fantastisk. Der er en sjælden en feberagtig, næsten hallucinatorisk intensitet i hendes sprog – her er formidlet i Charlotte Whittles flotte oversættelse til engelsk.

Efter de første sider tænkte jeg, at jeg nu var gået i gang med en ren femstjernet bog – alene på grund af det intense og fejende flotte sprog.

Men – og læseren af disse linjer fornemmer jo nok, at der kommer et men – jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg havde virkelig svært ved at fastholde opmærksomheden romanen igennem.

Norah Langes sprog fejler på intet tidspunkt. Man kan slå ned hvor som helst på en hvilken som helst side i bogen og finde en sætning, der er værd at citere og læse og højt. Sproget er ekstremt flot.

Men der sker intet i romanen. Hvormed jeg mener: Intet.

Norah Lange (1905-1972). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Det er åbenlyst en pointe, dette at der ikke sker noget i bogen, og pointen går ikke forbi mig, bevares. Men det var mig alligevel for lidt. Eller rettere sagt: Det var snarere for meget. Forstået på den måde, at bogen er for lang.

Jeg ville således faktisk ikke have ønsket mig, at der skete noget, rent handlingsmæssigt, for det ville have ødelagt hele romanens bærende idé. Den skulle bare have været kortere. Selv om 147 sider ikke er meget, så føltes det alligevel som en ualmindelig lang omgang. Havde Norah Lange skåret den skarpere til i form af en lang novelle, kunne den have været mesterlig.

People in the Room (opr. Personas en la sala) er fortalt af en navnløs syttenårig pige, der bor med sin familie i et byhus i et velhaverkvarter i Buenos Aires.

I huset overfor bor tre triste, blege, omtrent trediveårige søstre, der stort set aldrig forlader hjemmet. Ved romanens start begynder fortælleren i skjul fra sit eget hus at spionere på de tre søstre, som de hver aften sidder i deres stue og ryger og sipper til et glas vin, mens de knap nok taler sammen.

Pigen udvikler hurtigt en intens, besættende, til sygelighed grænsende fascination af de tre genboer. Hun ved intet om dem, og selv da hun senere tager modet til sig og begynder at besøge dem, lærer hun stort set intet om deres liv. Men hun forestiller sig en masse: At de er kriminelle, der bærer på en frygtelig hemmelighed. At en eller flere af dem har en tragisk kærlighedshistorie bag sig. At de er på randen af selvmord.

To calm myself down, to smile, or to speak of anything else, I need to imagine her dead, constantly dead.

I særlig grad kredser hendes tanker om deres død. Døden – og især selvmordet – som en ungpiges romantiske forestilling om den ultimative, tragiske skønhed. Som en argentinsk version af en tidligere tysk ungdoms fascination af Den unge Werthers lidelser, kunne jeg fristes til at skrive.

Men det ville alligevel ikke være hverken retfærdigt eller dækkende. For der er mere til romanen end som så. People in the Room kan læses som en formidling af en historisk, kvindelig erfaring af indespærring i hjemmet. Samtidig er det en mere generel fortælling om ensomhed – både de tre søstres og fortællerens.

Og Norah Lange formidler denne historie mesterligt med en sjældent set nerve og desperat intensitet. For mig blev det bare alt, alt for langt.

Nogle ville sikkert kunne argumentere for, at dét, at Lange trækker den handlingsløse historie så langt ud, er en pointe i sig selv. Og det er måske rigtigt. Men jeg vil nu alligevel tillade mig at mene, at Lange netop i kraft af sin eminente sprogbeherskelse og evne til at formidle den unge fortællers sindsstemning kunne have formidlet sin historie og sit budskab på langt færre sider.

Min indledende begejstring blev således hen over siderne desværre kølnet til noget, der nærmede sig kedsomhed. Nar det er sagt, er jeg alligevel glad for at have stiftet bekendtskab med Norah Lange, for hun skriver vitterligt med en helt særligt litterær stemme. Og som sådan kan jeg anbefale bogen. Nu trænger jeg bare til at læse noget andet.

K's vurdering: