Dimitri Verhulst: The Latecomer

Flamsk-belgiske Dimitri Verhulsts plejehjemsroman, The Latecomer, er en mildt underholdende, men også ret letbenet komedie om en mand, der beslutter sig for at simulere dement for at slippe ud af sit ægteskab.

Med The Latecomer af flamsk-belgiske Dimitri Verhulst (f. 1972) er vi ovre i en genre, jeg ikke gør det så meget i normalt: den lette komedie. Men efter en stribe eksperimenterende latinamerikanere trængte jeg lige til at læse noget helt andet.

Historien er fortalt af en 74-årig, pensioneret, mandlig bibliotekar. Han er så træt af sit ægteskab med en dominerende, småborgerlig kone, af sine børn og af sit liv i det hele taget, at han beslutter sig for at simulere dement. Målet er at blive anbragt på et plejehjem, hvor han kan passe sig selv uden at blive stillet over for nogen krav og være i fred for sin familie, som forventer hurtigt vil opgive ham helt.

Og bogen begynder netop på plejehjemmet, hvor han arbejder på at opretholde bedraget overfor personalet og de andre beboere. I tilbageblik får vi fortalt historien om, hvordan han er endt der. Hovedvægten er på forholdet fortælleren og hans kone.

Ægteparret i The Latecomer minder ikke så lidt om fru Hyacinth og hendes stakkels ægtemand Richard, der er under tøflen i den britiske sit-com fra 1990’erne, Fint skal det være (Keeping up appearances). Og stemningen i bogen minder i øvrigt i det hele taget om nævnte tv-serie (for de læsere, der måtte have dén reference).

The Latecomer er med andre ord en letbenet hyggebog, som er ganske underholdende, mens man læser den, men hurtigt fordamper fra erindringen, når sidste side er vendt.

Og så er det jo så heller ikke mere hyggeligt end som så, for demens er som bekendt en alvorlig folkesygdom. Bogens klaptekst om handlingen lægger op til, at Verhulst midt i morskaben også vil søge at tage et mere alvorligt, satirisk livtag med temaer som alderdom og glemsel.

Jeg havde på den baggrund en forventning om lidt mere kant og et gran mere alvor og dybde i satiren over, hvordan vi i moderne, europæiske samfund forholder os til demens i dens mange former,

Men det får man ikke rigtigt her. Den samfundskritiske brod er begrænset til nogle overfladiske, lidt platte betragtninger om, at personalet helst bare fylder beboerne på plejehjemmet med piller for at holde dem passive (retfærdigvis skal det siges, at Verhulst dog også har et blik for nogle af de gode tiltag, der gøres på demensområdet – hvor jeg i øvrigt har indtryk af, at Belgien sammen med Holland er langt fremme).

Mere end en bog om demens og ældrepolitik er The Latecomer imidlertid en ren komedie. Og dens fokus er egentlig mere fortællerens traumatiske ægteskab og hans karikerede, opad-snobbende, småborgerlige kone end det er plejehjemmet og demenssygdommen.

Hele præmissen for historien – at hovedpersonen kun kan se den radikale udvej af sit ægteskab at spille dement med alle de konsekvenser, det har for ham selv og hans omverden – virker ærlig talt ikke specielt overbevisende. Den hviler på, at han ikke har styrke til at sige ligeud til sin kone og verden, at han vil skilles og gennemføre det.

Men det er svært at forstå, at det skulle kræve mere end den viljestyrke, han skal opvise for at gennemføre sit demensprojekt, herunder at han skal udholde at se den smerte, det også påføre hans nærmeste at se ham tilsyneladende forsvinde ind i demensen.

Nuvel, det skal man nok ikke tænke for meget over. The Latecomer bør læses som en let komedie, og som sådan er den velskrevet og underholdende nok. Selv om jeg egentlig ikke syntes, at selve grundplottet om en mand, der simulerer dement for sin egen vindings skyld, er specielt sjovt. Men det er muligvis bare mig, der er lidt sart.

Dimitri Verhulst er fra den flamske del af Belgien, og han skriver på hollandsk. De laatkomer er mig bekendt ikke oversat til dansk, og jeg har læst den i den engelske oversættelse af David Colmer.

K's vurdering: