Volker Weidermann: Drømmere – da forfatterne tog magten

Flot, dokumentaristisk roman om et par besynderlige, men højdramatiske kapitler af den tyske revolution i 1918-1919. Stedvist forvirrende i sin detaljerigdom, men intens og medrivende i sin fortællestil. Og båret af en sans for både komedien og tragedien, for drømmen og for nederlaget.

For små to uger siden (ja, der har været stille her et stykke tid, beklager) anmeldte jeg den første bog af tyske Volker Weidermanns bøger på dansk, Oostende 1936 (opr. 2014, da. 2019), og jeg var begejstret. Jeg gik derfor direkte videre til den anden af hans bøger på dansk, Drømmere. Da forfatterne tog magten (opr. 2017, da. 2019), som er oversat til ligeså flydende, fejlfrit dansk af Lone Østerlind. Og jeg er lige så begejstret.

Litterært er stilen og tilgangen i Drømmere meget lig Oostende 1936. Der er genremæssigt tale om fiktiv dokumentarisme, men citatfrekvensen er lavere, og Drømmere minder mere om en traditionel roman, selv om Weidermann også her afstår fra for eksempel direkte citater og overdreven fiktiv psykologisering af personerne.

Historisk griber Weidermann små tyve år længere tilbage i tiden end i den foregående roman for at fortælle om et dramatisk kuriosum i tysk og europæisk historie, revolutionen i München, Bayern, i november 1918.

Det er tiden for den såkaldte tyske revolution, der startede med matroseropstanden i Kiel, bredte sig til flere tyske byer, og indgik som direkte udløsende faktor for den (i øvrigt uafvendelige) tyske kapitulation i Første verdenskrig den 11. november 1919.

Ligesom i Oostende 1936 er Weidermanns fokus på tidens forfattere. Men hvor billedet i Oostende 1936 var af et tilfældigt sammenbragt kollektiv af forfattere, der for en stund forsøgte at holde politikken og den truende verdenskatastrofe ude, så handler Drømmere om de forfattere, der tog aktiv politisk handling – for en stund. Og også lidt om dem, der ikke gjorde.

Bogen starter midt i begivenhedernes centrum. Inspireret af revolutionsstemningen andre steder i Tyskland er der demonstrationer flere steder i München. Pludselig opstår en situation – en slags midlertidigt ledelsesmæssigt vakuum, hvor teaterkritikeren Kurt Eisner (1867-1919), rigsdagskandidat for Tysklands Uafhængige Socialdemokrater (USDP), til sin egen overraskelse befinder sig i en situation, hvor han kan sætte sig i ministerpræsidentstolen og deklarere en ny, fri bayersk stat.

Kurt Eisner (1867-1919). Foto: Robert Sennecke.

Kurt Eisner er en af titlens drømmere. Fuld af velvilje, men håbløst politisk naiv og ude af stand til at lede en stat. Han drømmer om en regering af kunstnere, hvor ministrene skriver teaterstykker til befolkningens dannelse. Hans regeringstid bliver kort. Ved det første demokratiske valg i begyndelsen af 1919 bliver Eisners parti stort set pulveriseret. Og på vej til Landdagen for at indgive sin afskedbegæring den 21. februar 1919 bliver han myrdet.

Mordet på Eisner bliver i bogstaveligste forstand startskuddet til nye kaotiske tilstande frem mod udråbelsen af Rådsrepublikken Baiern (bevidst stavet med “i” for at markere afstanden til det gamle Bayern) i april 2019. Det handler den anden halvdel af bogen om.

En af de centrale personer er den idealistiske anarkist, dramatikeren Ernst Toller (1893-1939), “simpelthen en ung mand, der har usædvanligt let ved at blive revet med,” som Weidermann karakteriserer ham. “Han er letbevægelig, let at begejstre, ord kan få ham til at lette fra virkelighedens verden.”

Toller bliver præsident for den nye rådsrepublik, som dog kun kommer til at leve i seks dage, inden kommunisterne ved et nyt kup tiltager sig regeringsmagten og udråber en ny rådsrepublik.

En ung Ernst Toller (midten af billedet) møder sociologen Max Weber, der også optræder kort i Weidermanns bog, på Burg Lauenstein-mødet 1917.

En af de morsomste scener i bogen er dannelsen af Tollers nye regering, som Weidermann fremstiller som en dilettantisk komedie. For eksempel bliver folkekommissæren for udenrigspolitisk anliggender (dvs. udenrigsminister) en vis Franz Lipp, om hvem Toller selv senere skriver: “Han har intet ansigt, kun et fuldskæg, bærer ikke noget jakkesæt, men en diplomatfrakke, og de to egenskaber synes at være begrundelse for hans egnethed.”

Den nye folkemmissær for udenrigspolitiske anliggender er desværre helt gak i låget. Han lider af en fobi for alt, der ringer, så han afbryder alle telefonforbindelser til sit kontor. Til gengæld går han som sin første embedsgerning straks i gang med at sende telegrammer rundt i verden. Herunder et telegram til paven i Rom, hvor han forsikrer Hans Hellighed on den nye rådsrepubliks hengivenhed. Og et telegram til den russiske folkekommisær Tjitjerin, hvor han klager over, at den tidligere regeringschef har taget nøglen til ministeriets toilet med sig. Lipp holder kun et par dage som minister.

Som folkekommissær for finansanliggender udnævner man den ikke meget mindre gakkede Silvio Gesell, der har udviklet en svært forståelig teori om “fripenge,” som han forgæves har forsøgt at vinde Lenin for i et brev (“Desværre kom brevet uåbnet retur til Gesell. Nå, men så kan han da gøre et forsøg her i Bayern”).

Og så er der ikke mindst folkekommissæren for opdragelse og undervisning, der går til Gustav Landauer, der ser omdannelsen af sjælene som sin livsopgave. Landauer har studeret Goethe, Hölderlin, Shakespeare, Walt Whitman, Lev Tolstoj – nu er det tid til “at slippe ånden fra disse store mesterværker ud i virkeligheden.” Ifølge den amerikanske journalist Ben Hecht, der var i München på det tidspunkt, var hjørnestenen i Landauers opdragelsesprogram således, at alle børn fra 10-årsalderen skulle lære Walt Whitman udenad.

Og så videre. Drømmere og naive fantaster. Ernst Tollers regering er ikke mere duelig end Kurt Eisners. Og den holder endnu kortere. Efter kun seks dage afsættes Toller i et nyt kup anført af kommunisterne. Uden at det dog fører stabilitet med sig. Tværtimod, kaoset synes bare at blive større:

Regeringer, der kun har magten i få timer ad gangen, pseudoregeringer, pludselige parallelregeringer. I disse dage strømmer magten herreløs gennem byen. Nogle gange er der nogle, der griber den; andre gange lader man den strømme forbi. Mange rækker ud i luften. Mange kigger blot på. Mange ler. Fester. Drikker. Håber. Er bange. Enhver har sin egen rådsrepublik.

Drømmernes tid kollapser endegyldigt, da den såkaldte Hvide Garde, et sammenrend af højreorienterede frikorps fra mange dele af Tyskland, marcherer ind i München den 30. april 1919 og nedkæmper Rådsrepublikken i en blodrus, godt hjulpet af Münchens befolkning, der vil have “hævn for den angst, de har følt de seneste måneder. Angst for deres penge, for deres liv. Dertil kommer hævn for dette stadig ubegribelige altomfattende nederlag, som Tyskland måtte indrømme i efteråret 1918.”

Hævnen, frygten og det blodige kaos i München i majdagene i 1919, hvor Rådsrepublikkens nedkæmpes, og mange hundrede mennesker henrettes ved standretter eller slet og ret nedskydes i gaderne, er også fremragende skildret i bogen.

Et frikorps i München i maj 1919 efter nedkæmpelsen af Rådsrepublikken. Postkort efter et foto af Heinrich Hoffmann. (Bayerische Staatsbibliothek).

Hovedpersonerne på scenen i Weidermanns dokumentaristiske roman er de politisk aktive kunstnere i denne mærkelige og højdramatiske tid. Men undervejs lader han også et antal forfattere, der ikke var politisk aktive, komme til orde som mere eller mindre passive tilskuere og kommentatorer til begivenhederne.

De omfatter blandt andre Rainer Maria Rilke og Hermann Hesse, men særligt centralt står Thomas Mann (1875-1955), som vi følger løbende igennem bogen i en serie små intermezzoer.

Jeg skrev om Weidermanns portræt af Stefan Zweig og Joseph Roth i Oostende 1936, at det grænsede til det ironisk ondsindede. Det vil jeg gerne trække tilbage, for portrættet af de to fremstår nærmest kærligt i sammenligning med Weidermanns fremstilling af Thomas Mann. Mann er (retteligt) blevet kritiseret for sin politiske stillingtagen i mellemkrigstiden, og Weidermann giver den fuld skrue i sin udstilling af den store forfatters politiske naivitet.

I begyndelsen af november 1918 udkommer Thomas Manns politiske skrift, Et upolitisk menneskes betragtninger, hvor han på det kraftigste havde afvist “begreber som politik, optimisme, demokrati, fremskridtstro og civilisation og betegnet dem som utyske i ordets dybeste forstand.” Mann forsøger i panik i sidste øjeblik at forhindre bogens distribution, da han (for sent) forstår, at de politiske vinde nu blæser fra andre kanter, men forgæves.

Netop i dette øjeblik, da alt peger på Tysklands nederlag og demokratiets sejr, udgiver Thomas Mann, hvis højeste ambition er at være Tysklands repræsentative forfatter, altså et værk om om sine antidemokratiske synspunkter.

Titlen på værket er velvalgt i en forstand, Mann ikke selv havde tilsigtet, idet det afslører ham som håbløst naiv, og som en reaktionær medløber. Udgivelsen “er et virkelig dårligt træk,” som Weidermann skriver, mens Mann i sine dagbogsoptegnelser endnu i starten af november 1918 forsøger at forklare over for sig selv, at Tyskland i virkeligheden har vundet krigen. Weidermann opsummerer Manns position således:

En forfatter tager afsked med virkeligheden. Den er simpelthen for forkert, den passer ganske enkelt ikke ind i det verdensbillede, han omhyggeligt har skabt. Altså: Der var slet ingen krig, forklarer han fra sin ophøjede plads bag skrivebordet. Tyskland er sejrherren, verden er en komedie, og demokratiets angivelige sejr er en stor vittighed.

Weidermann vender jævnligt tilbage til Thomas Mann i løbet af bogen, som han sidder dér i sin villa og via aviserne på tryg afstand følger med i revolutionen, mens han løbende kommenterer den i sin dagbog. Og Weidermann er nådesløst, ætsende ondskabsfuld i sin udstilling af, hvordan den politiske vindbøjtel Thomas Mann hele tiden er en omgang for sent på den, ikke på omdrejningshøjde med sin samtid.

Som da Mann så sent som den 1. maj 1919 i sin dagbog overvejer at tage imod opfordringen til at formulere et opråb til fordel for Rådsrepublikken, idet han noterer sig, at man jo i virkeligheden dårligt kan “lade være med fuldt og helt at gå over til kommunismen.” Det er samme dag, som frikorpsene marcherer ind i München og endegyldigt sætter et punktum for revolutionen i et veritabelt blodbad. Dagen efter har Mann da også helt glemt denne idé, idet han – helt uanfægtet af sig selv – beskriver sin egen “følelse af befrielse og opstemthed” ved kommunismens fald i München.

Thomas Mann er en lyn-konservativ. I samme øjeblik landet har forandret sig, går han straks ind for bevarelse af den nye status quo.

Men nu skal jeg vist passe på, at jeg ikke lade mig rive med. Dette indlæg er allerede blevet alt for langt. Og det er et udtryk for, at når jeg nu sidder og bladrer tilbage i Weidermanns bog, så er det let at lade sig betage af de mange detaljer.

Weidermanns fremstilling af det kaotiske halve år fra Kurt Eisners entré på den politiske scene i november 1918 til nedkæmpelsen af Rådsrepublikkken omkring 1. maj 1919 er således endog meget rig på detaljer, til tider i et omfang, der gør den uoverskuelig, men den er hele vejen igennem ikke desto mindre medrivende. Detaljerne er også det, der gør fremstillingen levende.

Når han ellers ikke lige citerer samtidige kilder, skriver Weidermann i en slags hektisk reportagestil med mange korte sætninger i nutidsform, som i lange stræk bibringer læseren en oplevelse af, at det hele sker lige nu, at vi er midt i begivenhederne. Og at det, vi er midt i, er et kaos uden mål og retning. Ihvertfald synes der ikke af være ret mange fælles mål eller retninger for de mange aktører, der optræder i bogen.

For denne læser var det svært at følge med i de mange detaljer og mange personer, og der var perioder under læsningen, hvor jeg bare måtte læne mig tilbage og lade mig flyde med uden at bekymre mig for meget om at bevare overblikket. Det var der jo alligevel tydeligvis heller ikke nogen af de historiske aktører, der havde. Og mon ikke Weidermann bevidst har søgt at skabe denne stemning, også hos læseren?

Hvis man er til den dokumentaristiske form og har interesse for den historiske periode og tidens forfattere, kan Weidermanns Drømmere således i allerhøjeste grad anbefales.