María Fernanda Ampuera: Cockfight

Ecuadorianske María Fernanda Ampuera skriver med intensitet og nærvær og forbilledligt kort i denne novellesamling. Samlingen bærer præg af en vilje til at se de grimmeste og mest brutale sider af det virkelige liv i Ecuador i dag direkte i øjnene uden at blinke. Det er beundringsværdigt, men den udpenslede vold bliver også for meget for denne læser i flere af samlingens historier.

Novellesamlingen Cockfight af María Fernanda Ampuera (f. 1976) udkom i maj i år i engelsk oversættelse ved Frances Riddle, hvorved udvalget af oversat skønlitteratur fra Ecuador er væsentligt forøget. Jeg var ikke helt tilfreds med mit tidligere besøg i Ecuador, da jeg i sin tid var på de kanter på min litterære verdensrundrejse. Så jeg måtte selvfølgelig have Cockfight med hjem, da jeg tilfældigt faldt over den i Politikens Boghal for nogle uger siden.

Den første novelle i samlingen, Auction, var imidlertid så rå og brutal og skræmmende, at jeg var tæt på at kaste bogen fra mig. Ikke på grund af dens litterære kvalitet, som er høj, meget høj, men fordi María Fernanda Ampuera her på chokerende vis fremviser et stykke virkelighed, der er næsten ubærlig at se i øjnene:

Auction handler om en almindelig ung kvinde, der kidnappes i en taxi for at blive solgt på en illegal auktion, hvor rige mænd sælges for løsepenge og kvinder til prostitution eller det, der er værre. Scenerne fra auktionen er kvalmende brutale.

Undervejs får vi et glimt af nogle af fortællerens tidlige barndomserindringer fra dengang, hun skulle hjælpe sin far med at gøre rent efter hanekampe, og hvor hun lærte sig selv at undgå tilnærmelser fra farens “venner” ved at smøre sig selv ind med de døde haners blod og lægge deres afhuggede hoveder i skødet, før hun turde sove.

Denne novelle er den mest voldsomme og chokerende start på en novellesamling eller roman, jeg hidtil er stødt på. Krimilæsere er vante til voldsudpenslinger, der er langt mere spektakulære. Men dette er ikke en krimi.

Novellen virker så voldsomt, fordi vi som almindelige avislæsere godt ved, at denne slags kidnapninger og auktioner faktisk er virkelighed i dele af verden – en virkelighed, vi til daglig heldigvis ikke konfronteres med og helst viger fra at se i øjnene.

María Fernanda Ampuera kaster denne virkelighed op i ansigtet på os. Og hun gør det med stor litterær kvalitet. Det er bare næsten ikke til at holde ud.

María Fernanda Ampuero (f. 1976). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

De (fleste af de) følgende noveller i samlingen er ikke lige så aggressivt voldsomme som den første, og jeg er glad for, at jeg læste videre.

Temaerne i samlingens øvrige tolv noveller hænger dog godt sammen med de første. Og ingen af dem kvalificerer sig som feel-good-fortællinger.

I samlingen tematiserer María Fernanda Ampuera forskellige former for strukturel ulighed og undertrykkelse i Ecuador – forhold, der i mange henseender kan generaliseres til store dele af resten af verden. Hovedfokus er på mænds undertrykkelse og udnyttelse af kvinder og misogyn vold. Men der er også historier om racisme og klassebetinget ulighed. I alle tilfælde er det billede, Ampuera tegner, grimt, brutalt og især uendelig trist.

Flere af historierne kredser om forkvaklet sex som desperate og utilstrækkelige erstatninger for kærlighed og nærvær – eller om vold og undertrykkelse i de nære relationer som kompensation for manglende selvværd.

Ampueras øje er primært på vilkårene for kvinder i de laveste samfundslag. Hendes øje indfanger blandt andet billeder af, hvordan unge barnepiger må acceptere at lade sig udnytte seksuelt af manden i huset for at beholde jobbet (som i novellen Monsters).

Historien om Griselda lægger ud som en piges fascination af de fantastiske fødselsdagskager, en kvinde i nabolaget kan lave, men ender som et tragisk kig ind i et sølle hjem præget af alkoholisme og vold.

Nogle af historierne foregår dog også i det pænere borgerskabs miljøer – med den pointe, at hvis man kratter lidt i den polerede overflade, så finder man også her de samme kærlighedsløse magt- og undertrykkelsesstrukturer i de personlige forhold.

Som for eksempel i historien om Miss Ali, som først da hun mister forstanden indirekte bliver i stand til at afsløre sin angst for sin egen mand og søn. Eller det triste (men også lidt klichéfyldte) portræt i Bleach af en ensom overklassekvinde, der tager på eksotiske ferier og ligger på hotelaltanen om drømmer om sex med de mørke, lokale pool boys, som hun imidlertid har mistet evnen til at forføre.

Coro om en gruppe snobbede overklassekvinder, mentalt spærret inde i deres egne angstfyldte upper-class-fængsler, som ender med at myrde i leg, var mig nok lidt for søgt, og det gælder også flere af de øvrige historier.

Mourning handler om en kvindes hævn over sin bror for hans årelange psykiske ydmygelse og stærkt voldelige fysiske mishandling af hendes søster. Det er en stiliseret historie af næsten bibelsk tilsnit, der velsagtens er tænkt som et universelt billede på mænds systematiske udnyttelse og ydmygelse af kvinder gennem historien med en udfrielse i form af kvindernes (næsten) lige så grusomme hævn som klimaks. I denne historie blev den udpenslede sadistiske vold mig lidt for meget, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan skrive under på budskabet.

I Passion bliver det bibelske tema meget eksplicit. Det er en alternativ Jesusfortælling, som afslører, at Frelserens mirakler i virkeligheden blev udført af en kvinde med magiske evner (bag enhver succesfuld mand … osv.). Ud af kærlighed til manden laver hun – uset i baggrunden – vand til vin og sten til brød, så han kan få succes. Han på sin side kigger imidlertid ikke tilbage i hendes retning, da hun til sidst endda har vækket ham fra de døde. Fortællingen er såmænd da en meget sjov øvelse, men ikke mere end det.

Ampuera dyrker i sin litterære form det chokerende og det overraskende twist i historien. I nogle tilfælde fungerer det godt, i andre mindre godt. Det sidste er for eksempel tilfældet i historien Blinds om en drengs første, spæde erotiske erfaringer med to barndomsvenner, som pludselig vender og toner ud i en incestuøs situation mellem mor og søn.

For alle historierne gælder imidlertid, at de er overordentligt velskrevne. Ampuera skriver enkelt med et meget intenst nærvær, flot oversat til engelsk af Frances Riddle. Det en kvalitet, men gør også flere af historierne næsten ubærlige at læse.

Kan jeg anbefale samlingen? Det er jeg faktisk lidt i tvivl om. Kan du klare mosten og holde kvalmen fra livet, er der afgjort litterære kvaliteter at komme efter. For Ampuera kan bestemt skrive.

Men samlingen er også præget af en uforsonlighed og en misantropisk kynisme, som gør den til en trist omgang. Og så bliver Ampueras dyrkelse af volden og det væmmelige for meget for min smag og mave.

Derfor ender jeg samlet set på en kun lidt mere end mellemfornøjet vurdering, som imidlertid dækker over en ganske sammensat læseoplevelse, som det turde fremgå.

K's vurdering: