Stephen Fry: Helte. Mennesker og monstre, farefulde færd

Vidunderligt veloplagt, vidende og vittig. Stephen Fry genopfrisker de antikke, græske heltesagn, så de læses som en underholdende knaldroman. Fry har lagt al ærefrygt og underdanighed for traditionen til side i sin gendigtning af de gamle myter, men ikke respekten.

Britiske Stephen Fry (f. 1957) er en alsidig herre: Skuespiller, tv-vært, filminstruktør, komiker og altså også forfatter, blandt andet til tre store bøger, hvori han gendigter de klassiske, græske myter og sagn: Mythos (opr. 2017, da. 2018) om de græske urmyter og guderne, Helte (opr. 2018, da. 2019) om et udvalg af de menneskelige (eller halvt menneskelige), græske sagnhelte og senest Troja (opr. 2020, da. 2021) om den trojanske krig.

De græske myter og sagn er i sig selv topunderholdende og fyldt med saft og kraft, allerede i den form, vi har fået dem overleveret fra de antikke kilder. Fry trækker blandt andet på Pseudo-Appolodoros’ Bibliotheca, Hesiod og Homer, de tre store atheniensiske tragedieforfattere Euripides, Sofokles og Aischylos, samt de senere romerske videredigtninger hos blandt andre Ovid.

Fry genfortæller myterne med respekt for kilderne, sine steder med referencer til de forskellige varianter af historierne, der er overleveret. Men han fylder godt på med dramatiske detaljer og gudernes og heltenes dialoger, alt sammen i en kæk, humoristisk tone med ikke så lidt vid.

Både guder og helte udstyres med tanker og motiver, der til tider er ganske moderne og som sådan selvfølgelig helt anakronistiske. Fry afholder sig heller ikke for at smykke historien med ofte ret løselige associationer til nutidige forhold, herunder kommentarer til moderne politikere, musikere, sportsfolk, nyere litteratur m.v. – fra Mary Poppins over Evander Holyfield til Harry Potter.

Her et eksempel fra Frys genfortælling af det, der var tæt på at blive helten Theseus endeligt, da Hades havde lænket ham til stenstol med levende slanger om fødderne:

For at få Theseus fri måtte Herakles trække ham ret voldsomt op af sædet. Theseus kom fri, men hans endeballer blev på stolen. Det var, som om de var klæbet fast til stolesædet med superlim. Athenske fremstillinger af den ældre, post-Hades Theseus viser ham som en apygous, i bund og grund uden røv [Fodnote: Tænk på Mick Jagger].

Der skal nok kunne findes en gammel oldtidskundskabslærer eller to, der vil få Fry galt i halsen af den grund. Men for mig at se er Frys genfortællinger helt i de gamle myters ånd: Også myterne i de ældste kilder er saftige, blodige ramasjanghistorier, som ganske vist indgik i et religiøst verdensbillede og tjente opbyggelige formål for samfundsordenen og moralen, men som jeg forestiller mig i allerhøjeste grad også må være blevet fortalt og genfortalt for deres levende underholdningsværdi.

Ved læsningen af Frys Helte mindedes jeg salig Ebbe Kløvedal Reich, der i omtalen af en af sine mange fortællinger fra danmarkshistorien et sted skrev noget i retning af (citeret aldeles frit efter min hukommelse): Når kilderne nu efterlader så mange huller i historien at udfylde, så skulle skam da få dén, der fortæller en dårlig historie i stedet for en god.

Og Stephen Fry fortæller så sandelig en god historie, eller rettere mange. Til Helte har han udvalgt en række af de store, mytologiske helte, kendte og lidt mindre kendte, til otte hovedfortællinger:

Perseus, søn af Zeus og Danae, der blandt andet besejrede gorgonen Medusa med slangekrøllerne (i bogstavelig forstand) og det forstenende blik (også i bogstavelig forstand), hvis hoved gudinden Athene siden overtog som en del af sit skjold, Aegiden.

Herakles, en anden søn af Zeus, er måske den kendteste af alle heltene. Blandt hans bedrifter er de tolv arbejder for den udspekulerede kong Eurystheos af Mykene. Blandt disse arbejder hører drabene på den lenæriske Hydra med de mange slangehoveder, den nemeiske løve (hvis afflåede skind, Herakles ofte set afbilledet med) og de stymfaliske fugle med jernnæbbene, messingkløerne og de gifte ekskrementer.

Herakles skaffede også amazondronningen Hippolytos’ bælte, Hesperidernes gyldne æbler og Diomedes’ menneskeædende heste. Og han tæmmede både den kretensiske tyr, det erymanthiske vildsvin og den trehovede hund Kerberos, der vogter portene til underverdenen. For slet ikke at tale om, at han mugede ud i kong Augeias’ stalde.

Der er masser af kvindeskikkelser i den græske mytologi, men udover guderne, er der ikke så mange egentlige kvindelige helte (heltestatus er noget, men får ved at betvinge monstre eller mennesker i krig). Der er dog nogle, herunder Atalante, der med styrke som den bjørn, der opfostrede hende i skoven, og beskyttet af jagtens gudinde Artemis spændte en bue stærkere og løb hurtigere end nogen mand (på nær naturligvis Peleiden, den rapfodede Achilleus) og tjente sin berømmelse ved at nedlægge det kalydoniske vildsvin.

Bellerofon er især kendt for – ridende på den bevingede hest Pegasus – at nedlægge kimæren (Chimaira), den ildsprudlende hybrid af en løve, en ged og en slange.

Stephen Fry (1957-). Pressefoto fra modtryk.dk

Orfeus var en ganske særlig helt, for så vidt hans våben ikke var hverken råstyrke eller krigslist, men derimod sang og musik, hvormed han fortryllede hele verden, selv Hades og Persefone i underverdenen, hvortil han drog ned for at hente sin elskede Eurydike tilbage fra døden, blot for igen at miste hende, da han ikke kunne nære sig for at kigge tilbage efter hende på vejen op.

Den store fortælling om Jason og Argonauternes jagt på Det Gyldne Skind er en af de myter, jeg aldrig rigtig fik styr på dengang i oldævl, formentlig fordi den er ret kompleks med et umanerlig stort persongalleri (i øvrigt på mange måde en miniudgave af den af Homer så detaljeret udfoldede historie om Odysseus’ lange hjemrejse fra Troja, som dog ikke er en del af Frys heltebog).

Også hos Fry er Jason og Argonauterne en kompliceret fortælling, og måske derfor var det den, der fængede mindst hos mig. Stærkest står den tragiske slutning, nok bedst kendt i versionen fra Euripides’ tragedie Medea: Jason ender med at svigte kongedatteren Medea, verdenshistoriens ultimative baglandskvinde, der havde ofret alt, sågar sin søns liv, for at hjælpe ham til succes. Hun blev ret skuffet. Og sur.

Ødipus hører til blandt heltene i kraft af sin sejr over Spfinxen, det gådestillende uhyre med kvindehoved, løvekrop og ørnevinger, men ellers kender vi ham jo mest for hans noget komplicerede far/mor/søn-forhold.

Endelig er der Theseus, den store athenienske helt. Herakles har hos Fry rollen som den store, bomstærke, men ærlig talt også lidt smådumme tromlertype – den “ærlige helt,” der bare går direkte på monstrene lige på og hårdt uden mange tanker. Heroverfor vinder Theseus især på snilde og kløgt, men dog også på sin hurtighed og adræthed. Vi kender ham især for sejren over det tragiske monster, tyremanden Minotaurus, som han fandt og dræbte i det inderste af kong Minos’ labyrint (bygget af Daidalos, der siden også konstruerede kunstige vinger til sig selv og sin søn Ikaros, der kom til at flyve for tæt på solen), og som han fandt ud af igen ved hjælp af Ariadnes garnnøgle.

Undervejs får vi dog også sidehistorier om en stor mængde andre menneskelige eller halvt menneskelige helte og skurke, mænd og kvinder, monstre og troldfolk, hvoraf kun et fåtal er nævnt i det foregående.

Og så er der selvfølgelig alle de – i deres karaktertræk såre menneskelige – græske guder. De fleste af de græske helte var som bekendt i et eller andet omfang beslægtet med guderne, typisk som resultat af en liderlig olympisk guds overgreb på en menneskelig kvinde. Og guderne blander sig igen og igen i menneskenes liv og færden, typisk drevet af smålig jalousi og egne interne kappestride.

Det meste af råmaterialet til Helte turde være velkendt for dem, der har haft fornøjelsen af oldtidskundskab i gymnasiet, eller på anden vis er stødt på historierne fra den græske mytologi, om ikke andet så via diverse Hollywood-film eller sågar Disney-tegnefilm.

Stephen Fry giver de gamle myter liv på herligste vis. Han hverken analyserer eller docerer. Helte er ikke en lærebog – det er fiktion, båret af ikke andet end den skinbarligste fortælleglæde. Og det er der kommet en bog ud af, som er en sand fornøjelse at læse. Således anbefalet til alle, der evner at mobilisere bare et gran af interesse for den græske mytologi.

P.S.: Husk også at læse noterne undervejs. De er ikke nødvendige for at følge med, men ofte ret underholdende.

K's vurdering: