Victoria er en ganske fin, tragisk kærlighedshistorie, som løfter sig ud over det ordinære i kraft af Hamsuns sprog og fortælleteknik.
Sult kan godt give mere appetit på Hamsun, og i min reol fandt jeg hans korte roman Victoria (1898). Victoria er dog på mange måder en ganske anden roman end Sult (1890). Slet ikke på samme svimlende litterære niveau som sidstnævnte, men en glimrende fortælling ikke desto mindre.
Stilmæssigt er Victoria langt fra den opbrudte, febrilt hektiske stil i Sult. Victoria er en mere traditionelt fortalt historie med en begyndelse og en slutning.
Det er en tragisk historie om umulig kærlighed på tværs af standsmæssige skel mellem herremandens datter Victoria og møllerens fattige søn Johannes, som har forfatteraspirationer. Den historie har vi hørt mange gange før, men her løftes den over niveau i kraft af Hamsuns sprog og fortælleteknik.
Spændingsmomentet i romanen ligger ikke så meget i den grundlæggende forudsigelige historie, som følger tragediens logik, men i alt det uudtalte mellem de to elskende, som efter deres første barndom sammen reelt ikke mødes mange gange og kun med års mellemrum.
Omgivelserne er også nogle ganske andre end det grå og kolde Kristiana fra Sult. I Victoria er vi ikke i storbyen, men på landet. Og landskaberne spiller med. Romanen rummer fine naturbeskrivelser, som vidner om stor kærlighed til naturen.
Hvis Sult giver associationer til Dostojevskij, så er der mere Tolstoj over Victoria. Og det er der så i øvrigt ikke noget galt i.
Victoria er en fin fortælling. Den er smukt skrevet, og persontegningerne er troværdige. Kun afslutningen forekom mig lige lovlig sentimental og melodramatisk.
Titel: VictoriaForfatter: Knut Hamsun
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 12.09.1997
Sider: 141
Originalsprog: Dansk/norsk
Opr. udgivelsesår: 1898
Læst: Februar 2023
K's vurdering: