Birgitte Krejsager: Havehistorier i en nøddeskal

Birgitte Krejsagers Havehistorier i en nøddeskal er en herlig decoupage af skønne havehistorier med udsyn til litteratur- og kunsthistorien. Flagrende og anekdotisk, men charmerende og også interessant. Anbefalet lystlæsning til alle, der elsker at få jord under neglene og samtidig har en litterær og idéhistorisk interesse.

Faste læsere af disse bognoter vil måske have bemærket, at anmeldelsesfrekvensen har været lidt lavere end sædvanligt den seneste måned. Det har med årstiden at gøre. For når frosten slipper taget, så farer K og konen ud i den lille rækkehushave for at få jord under kontorneglene. Så er der ikke så meget tid til læsning. Men her i Pinsen fik jeg ind i mellem planteskolebesøgene dog tid til at læse Birgitte Krejsagers Havehistorier i en nøddeskal (2021).

Og det var – ligesom havearbejdet i sig selv – faktisk et dejligt afbræk fra den stime af lidt tung og hård litteratur, jeg var kommet ind i på det sidste.

Birgitte Krejsager (f. 1962) er litteraturhistoriker og jurist og har skrevet Ph.D. om vekselvirkningen mellem digtning, kunst og landskab. Og så er hun et passioneret havemenneske med sans for formidling af haveglæde.

Grundideen i bogen er at formidle et kaleidoskopisk blik på havekunsten og haveglæden gennem små historier og anekdoter om forskellige passionerede havemennesker gennem tiden med et særligt fokus på haven i litteraturen og forskellige litteraturpersonligheders havebegejstring.

Vi møder i bogen professionelle gartnere som danske Jens Jensen (1860-1951), der har skabt flere legendariske landskabshaver i USA, herunder Lincoln Memorial Garden, og hollandske Piet Oudolf (f. 1944), som står bag blandt andet The Lurie Garden i Chidago.

Der er Gertrude Jekyll (1843-1932), som var en pioner inden for Arts and Crafts-bevægelsen og udviklingen af den engelske blomsterhave. Og Constance Spry (1886-1960), hvis for datiden outrerede blomsterdekorationer med kombinationer af roser og rødkålsblade i vinduesudsmykningen til en parfumebutik i dén grad tog London med storm, at politiet måtte tilkaldes for at sprede menneskemængden.

Constance Sprys råd, som hun gav i sin haveskole efter Anden verdenskrig, er stadig en dejlig opmuntring til glade haveamatører som undertegnede – i haven som i livet:

“Gør, hvad du vil. Følg din egen stjerne. Vær original, hvis det er, hvad du vil, og lad være hvis ikke. Bare vær naturlig og munter og let om hjertet og smuk og enkel og overfyldt og almindelig og barok og bar og stram og stilet og vild og dristig og konservativ. Og lær og lær og lær. Åbn dit sind for enhver form for skønhed.”

Vi får igennem bogen forskellige blik på havernes og blomsternes rolle i blandt andre Jane Austen (1775-1817), Emily Dickinson (1830-1886) og Virginia Woolfs (1882-1941) forfatterskaber og på havernes inspiration for malere som Claude Monet (1840-1926) og Hundertwasser (1928-2000). Og vi besøger Karen Blixens (1885-1962) have på Rungstedlund og beundrer hendes blomsterdekorationer.

En stor plads har Vita Sackville-Hirst (1892-1962), som måske er mest kendt som Virginia Woolfs elskerinde, og som også selv gjorde forsøg som digter, men i denne sammenhæng især skinner i kraft af Sissinghurst-haven, som hun skabte i efterkrigstiden sammen med sin mand, Harold Nicholson, og deres gartner Jack Vass.

Illustration fra bogen. Decoupage af forfatteren.

Mange kender Voltaires diktum fra Candide (1759) om, at man skal dyrke sin have. Men den idé havde han jo egentlig fra Epikur (341-277 f.Kr.), hvis have var hans filosofiske skole og et refugium for reflektion og nydelse – den historisk tidligst kendte nydelseshave.

En mere aggressiv tilgang til havedyrkningen havde den australske feminist Germaine Greer (f. 1939). For at holde uvedkommende lømler og skidende hunde ude gjorde hun en dyd ud af at dyrke dødeligt stikkende roser og stinkende blomster rundt om sin have.

Der optræder mange andre personer i bogen: Konger, filosoffer, forfattere, billedkunstnere og især gartnere. Der er plads til både Ludvig XIV’s renaissancehave ved Versailles og J. K. Rowlings magiske vækster på Hogwarts i Harry Potter-universet.

Fælles for de professionelle gartnere og de litterære amatører er begejstringen og glæden ved jorden, planterne, blomsterne og kompositionen i haven – og Birgitte Krejsager formidler den med begejstring og indlevelse.

Jeg lærte undervejs også nye, pudsige ting. For eksempel at magnoliaer ifølge forskningen er ældre end bier og derfor formodentligt er blevet bestøvet af biller. At tomater på et tidspunkt blev anset for giftige, hvilket skyldtes, at de på grund af deres høje surhedsgrad opsugede bly fra de tintallerkner, adelsfolk i sin tid spiste dem af, hvorfor de forårsagede blyforgiftning.

Og at der er en videnskabelig forklaring på, at man bliver så glad af at rode med jord, fordi jordbakterien Mycobacterium vaccae, som trives i jord beriget med gødning og kompost, stimulerer hjernens produktion af hormonet serotonin, der får os til at føle os glade og lykkelige.

Jeg blev tiltrukket af bogen på grund af koblingen mellem havedyrkning, kunst, litteratur og idéhistorie. Under læsningen var det dog først og fremmest have- og plantebeskrivelserne, der kom til at optage mig – og i mindre grad referencerne til de forfattere og kunstnere, der mere eller mindre tilfældigt også var haveelskere.

Den læser, der måtte søge en stringent historisk eller måske ligefrem idéhistorisk fremstilling af havedyrkningens og havekunstens udvikling, vil formentlig finde Birgitte Krejsagers bog for ufokuseret, for overfladisk og for flagrende. Personligt kunne jeg godt have ønsket mig lidt færre af de helt korte referencer til kunstneriske koryfæer til fordel for mere fokus på de centrale havekunstnere.

Illustration fra bogen. Decoupage af forfatteren.

Men det flagrende er på den anden side også netop bogens charme.

Bogen er illustreret med forfatterens egne decoupager, som i sig selv er ganske fine og passer godt til bogen. For bogen som helhed – og også de 33 kapitler hver især – har netop karakter af en slags tekstlig decoupage.

Der er ganske vist en slags struktur i bogen, som er opdelt i fem dele under tematiske overskrifter som Gartneren, Al magt til skønheden! og Vilde haver og vilde visioner. Hvert kapitel har også et hovedfokus i form af for eksempel en bestemt person eller en type have.

Men såvel inden for de overordnede temaer som i de enkelte kapitler lader Birgitte Krejsager sig bestandigt gribe og flyde med af associationer med det resultat, at teksten flimrer som et vildt staudebed af små anekdoter, citater og løse betragtninger. Det er temmelig rodet og noget ufokuseret. Men det er en del af charmen.

En sådan form appellerer ikke til strukturfetichisten, men til gengæld i høj grad til læselysten. Bogen er båret af glæden ved dyrkningen, anlæggelsen og især nydelsen af haverne, planterne, blomsterne – og af fascinationen af historiens havepionerer.

Som idéhistorisk interesseret havde jeg gerne set den idéhistoriske vinkel udfoldet mere, fx i nedslagene om renaissancehaven, den engelske romantiske have og den modernistiske have. Men det kan man på den anden side læse systematisk om andre steder.

Havde jeg læst Havehistorier en mørk vintereftermiddag havde jeg måske ikke været så begejstret. Men her i pinseferien i forhaven til vores lille rækkehus, omgivet af stauder og tidlige sommerblomster i havejord og krukker – og med et glas køligt rosévin inden for rækkevidde – var det perfekt, uforpligtende og samtidig inspirerende læsning.

K's vurdering: