Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret

Amerikanske Lydia Davis kan så afgjort noget i novelleformen og den helt korte prosaform. De bedste tekster i denne samling er skarpe, humoristiske og menneskeligt rørende. En god del af historierne var mig dog også tæt på lidt ligegyldige. Og så gør oversættelsen til dansk ikke noget godt for Davis’ enkle, men finurlige sprog, der ellers er hendes store styrke.

Jeg stødte første gang på Lydia Davis i kraft kortprosasamlingen Can’t and Won’t: Stories (2014), som jeg læste for nogle år tilbage. Den var jeg dengang lidt lunken overfor.

Den tidligere samling, Break It Down (opr. 1986), som er udgivet på dansk i 2010 under titlen Kakerlakker om efteråret i oversættelse ved Karen Margrethe Adserballe, er en væsentligt stærkere novellesamling.

Blandt de 34 korte fortællinger er der adskillige, som med deres kun ganske få linjer må karakteriseres som kortprosa. Nogle af dem er ganske sjove og pudsige. Enkelte tekster har mest karakter af formeksperimenter og er ikke så interessante efter min mening. De bedste fortællinger er de lidt længere noveller.

Lydia Davis evner at skrive om helt almindelige menneskers helt almindelige hverdagserfaringer, så de i deres almindelighed og genkendelighed fremstår særlige, besynderlige, foruroligende eller decideret bizarre.

Hun græder, og græder måske kun fordi det regner udenfor, og hun har stirret på regnen, der løber ned ad vinduesruden og dernæst overvejet, om hun græder mere, fordi det regner, eller om regnen mon gjorde det lettere for hende at græde i det hele taget, da hun ikke græder særlig ofte, og når til sidst frem til, at regnen og tårerne er det samme.

Davis er en fornøjelse at læse i kraft af sin sprogbeherskelse og det indlevede nærvær, hvormed hun formår at levendegøre både de helt almindelige og de mest outrerede af de fiktive personer i historierne. Jeg nød faktisk at læse hver eneste af disse 34 kortere eller længere historier, mens jeg var i dem. Også de af dem, der mestendels efterlod mig med et: Øhh, nå, var det dét?

De fleste af fortællingerne har ikke nogen decideret slutning, konklusion eller punchline. Det er ikke Davis’ stil. Med den korte prosaform dyrker Davis derimod nedslag i enkeltmenneskers liv i enkeltsituationer – som kan være tankevækkende, bizarre eller helt almindelige. Det kan noget.

Lidt for mange af disse historier eller brudstykker af historier fremstod dog for mig alligevel en kende for uforløste.

Og selv om jeg har gjort mig umage for at læse fortællingerne over længere tid, så de enkelte historier kunne få mulighed for at bundfælde sig, så er der ikke mange af dem, jeg ikke allerede har glemt.

Hvis jeg skal læse mere Lydia Davis, så skal det være på originalsproget. Davis kan skrive, og da jeg i sin tid læste Can’t and Won’t: Stories var det da også hendes sprog, mere end historierne som sådan, jeg var begejstret for.

I Karen Margrethe Adserballes fordanskning af Kakerlakker om efteråret går noget af Davis’ sproglige spændstighed imidlertid tabt. Jeg har ikke sammenlignet med originalen, men flere steder studsede jeg over formuleringer, som fremstod som engelske undersættelser. Dertil kommer lidt for mange småfejl, der burde have været rettet i korrekturen.

K's vurdering: