Siegfried Lenz: Fyrskibet

Et tysk kammerspil til søs fra efterkrigstiden. En psykologisk dyst mellem to markante personligheder – og et indre drama stillet over for et moralsk og eksistentielt valg.

Jeg faldt tilfældigt over Fyrskibet, da jeg bladrede rundt for at finde den næste lydbog at lytte til under transport. Jeg har tidligere (i mine meget unge dage) læst enkelte romaner af Siegfried Lenz, som jeg husker som udmærkede, uden at de på det tidspunkt gjorde varigt indtryk.

Varigt indtryk gjorde til gengæld Jerry Skolimowskis filmatisering af Fyrskibet fra 1986, som jeg så i biografen dengang, først og fremmest på grund af det sitrende skuespil mellem de to bærende hovedrolleindehavere, Klaus Maria Brandauer og Robert Duvall.

Romanen Fyrskibet er en rigtig fin roman – men filmen Fyrskibet er en bedre film.

Handlingen i kortromanen er relativt simpel. I årene efter Anden Verdenskrig ligger et fyrskib for anker i Østersøen for at hjælpe øvrige skibe med at undgå at løbe på grund på en banke. Kaptajnen på skibet, en vis Freitag, er på sin sidste vagt, og han har sin søn med ombord – en søn, som han knap nok er på talefod med.

Freitag vil bare gerne have den sidste vagt til at forløbe stille og roligt, ligesom alle de andre vagter. Men sådan går det ikke, da besætningen på fyrskibet opsamler tre nødstedte mænd, hvis båd har fået motorstop. Mændene viser sig at være bevæbnede, tydeligvis forbrydere af en slags på flugt fra noget og nogen, og de kaprer de facto fyrskibet.

I centrum for romanen står spillet mellem forbrydertrioens leder, den diabolske, underspillet truende dr. Caspari og fyrskibets kaptajn Freitag.

Dr. Caspari er i bund og grund en gemen småsvindler, men en velformuleret og belæst én af slagsen med et megalomant behov for anerkendelse for sin genialitet og måske også for forståelse for sine egne livstraumer. Begge dele søger han i løbet af romanen i konversationer med kaptajn Freitag.

Freitag bærer rundt på sine egne traumer fra fortiden, og mens han på den ene side er opfyldt af foragt for dr. Caspari og hans voldelige metoder, kan han på den anden side ikke undslå sig for en vis fascination af manden.

I løbet af romanen strides samtidig to etiske positioner: Besætningen på skibet ønsker at handle og på en eller anden måde overmande de tre skurke og bringe dem for retten – eller slå dem ihjel, om det så må være. Heroverfor står Freitag alene som manden med pligten og ansvaret for den samlede besætning og for skibet. For ham går ansvaret for, at fyrskibet bliver liggende, og at alle besætningsmedlemmer kommer hjem i live, forud for den moralske fordring om at handle mod uretten – uanset at det gør ham til en kujon i øjnene på såvel hans søn som resten af besætningen.

Siegfried Lenz gennemspiller disse temaer på glimrende vis, og romanen holder også et udmærket spændingsniveau hele vejen igennem. Man mærker dog også, at bogen har nogle år på bagen. Det støver lidt.

Jeg har lyttet til Fyrskibet som lydbog, udmærket oplæst af Poaul Becker i dansk oversættelse ved Knud Holst.

K's vurdering: