Italo Svevo: Zenos bekendelser

“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”

Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom.

Romanen er den italienske forfatter Italo Svevos (1861-1928) hovedværk. Jeg kan sagtens se dens kvaliteter, herunder komikken, og det er nemt for mig at anerkende grundene til, at Zenos bekendelser har fået klassikerstatus. Men i min læsning er den ikke ældet helt godt, og for mig føltes det ærlig talt som en tung pligt at komme igennem den hele. Det kommer jeg tilbage til nedenfor.

Zenos bekendelser er formentlig blandt de første “freudianske romaner,” som Lene Waage Petersen gør opmærksom på i sit glimrende efterord. Ligesom mange andre intellektuelle på den tid var Italo Svevo optaget af Sigmund Freuds (1856-1939) psykoanalytiske teorier, og hans roman flyder over af eksplicitte og implicitte referencer til psykoanalysen.

Blandt de eksplicitte er det helt åbenlyse forhold, at romanen giver sig ud for at være et selvbiografisk skrift af protagonisten, en vis Zeno Cosini, som han angiveligt skriver på foranledning af sin psykoanalytiker, dr. S., som led i den psykiatriske behandling.

Ved romanens begyndelse må vi forstå, at Zeno er gået i terapi for at slippe af med sin rygetrang, som han selv i årevis har forsøgt – uden stor standhaftighed – at komme af med. Utallige er gangene over årene, hvor han højlydt overfor andre eller sig selv har røget sin sidste cigaret!

Jeg tror, at cigaretten har en særlig intens smag, når det er den sidste. De andre har også deres smag, men den er mindre intens. Den sidste får sin vidunderlige smag fra den sejrsfølelse, som selvovervindelsen giver en, og fra håbet om et nært forestående liv i kraft og sundhed. De andre har deres betydning ved, at når man tænder dem, hævder man sin personlige frihed, det kraftfulde og sunde liv ligger stadig foran en, men rykker lidt ud i fremtiden.

Efterhånden, som romanen skrider frem, viser Zenos laster og bekendelser sig dog at omfatte et langt bredere spektrum end blot cigaretrygningen.

Centralt i romanen står Zenos forhold til kvinder: Han er gift med Augusta, men har egentlig altid elsket hendes søster, Ada – hvilket han dog over for både sig selv og Augusta uafladeligt benægter fortsat skulle være tilfældet. Samtidig bedrager han Augusta med en sekstenårig elskerinde – en fattig pige, som han grundlæggende holder økonomisk til gengæld for seksuelle ydelser.

Svogeren Guido – som var ham, der fik den smukke  Ada, som Zeno ellers var forelsket i (eller havde bildt sig ind, at han var forelsket i) – gør han venskab og siden forretningsmæssigt kompagniskab med. Men under overfladen af deres forhold løber hele tiden en uforløst, sitrende tråd af gammel jalousi.

Romanen udspiller sig primært i Italo Svevos hjemby Trieste, på kanten af italiensk og tysk kultur, på et tidspunkt, hvor Trieste endnu var en del af det habsburgske kejserrige. Først ved afslutningen af Første verdenskrig blev Trieste indlemmet i Italien.

En af de sjove detaljer ved at læse Zenos bekendelser er, at man bliver erindret om, at det, vi i dag kender som det italienske sprog, indtil for ganske få årtier siden kun var ét og langt fra det mest udbredte dagligsprog i Italien. Ifølge nogle skøn var italiensk kun det dagligt talte sprog for omkring to procent af befolkningen ved Italiens samling i 1861.

Svevos protagonist Zeno taler til daglig triestinsk. Men han skriver på (høj)italiensk, hvilket grundlæggende vil sige toscansk (som var det sprog, florentineren Dante (1265-1321) skrev på, og som – derved – blev grundlaget for det italienske skriftsprog).

Det betyder imidlertid også, at Zenos bekendelsesskrift er skrevet på et sprog, han ikke mestrer som sit modersmål. En af hans sidste bekendelser – som slipper ud mellem sidebenene nærmest som en hån mod hans egen læge, dr. S., som Zeno ved vil læse optegnelserne kort efter – angår netop betydningen af, hvilket sprog man skriver på:

Lægen tillægger mine optegnelser alt for stor betydning […]. Herregud, han studerer kun lægevidenskab og aner derfor ikke, hvad det at skrive på italiensk vil sige for os, som kun taler dialekt og ikke engang kan skrive den. En skriftlig bekendelse er altid usand. Vi lyver med ethvert af vore toscanske ord. Hvis han blot vidste, hvordan vi med forkærlighed fortæller det, vi kan udtrykke med ord, der er os fortrolige, og undgår alt det, vi ikke kan klare uden ordbog. Det sprog, man skriver på, bliver ikke uden indflydelse på udvælgelsen af det livsstof, man behandler. Vort liv ville tage sig helt anderledes ud, hvis det blev fortalt mundtligt på vor dialekt.

Ud over, at Zeno/Svevo her får her sagt, at hverken lægen eller andre læsere overhovedet kan regne med det, der er skrevet på de foregående mere end 4o0 sider, så får han også sagt noget interessant om sprogets strukturerende og konstituerende betydning for vores egen fortælling om os selv – som peger frem mod postmodernistiske og dekonstruktivistiske perspektiver senere i århundredet.

Zenos bekendelser er som nævnt en klassiker. Som almindelig læser kan jeg med bevidstheden om denne klassikerstatus ikke gå til romanen med andet end en forventning om, at den har noget særligt at byde på. En klassikerstatus kan være en tung arv at løfte. Risikoen for, at romanen må knække under forventningspresset, er altid til stede. Jeg forsøger af samme grund, så godt jeg kan, at sætte parentes om forventningerne, når jeg læser klassikere. Det vil sige: Prøve at læse bøgerne, som om jeg aldrig havde hørt om dem før.

I tilfældet Zenos bekendelser var det egentlig nemt. Jeg har kendt til titlen i adskillige årtier, og den har stået i min reol i de sidste to, dvs. nogenlunde lige siden genudgivelsen i 2002 af Karl Hornelunds fordanskning af romanen med et nyt efterord af Lene Waage Petersen.

Men jeg har egentlig ikke hidtil haft noget konkret billede af, hvad det var for en bog (ud over at det var noget med én, der er dårlig til at holde op med at ryge cigaretter). Og dét er som regel en fordel, når det drejer sig om mødet med en klassiker. Det gælder også i tilfældet Zenos bekendelser, tænker jeg. Men det var desværre ikke nok til at redde min læseoplevelse.

Italo Svevo (1861-1928). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Jeg forstår sagtens romanens status af klassiker, og jeg anfægter den ikke. Men fascinationen over at læse en roman inspireret af Freuds psykoanalyse er nu engang ikke så stor i 2024, som den muligvis har været i 1926.

Romanens modernistiske portræt af en sammensat og grundlæggende utroværdig jeg-fortæller er som sådan ikke forældet. Men så alligevel: For vi har jo set det en del gange siden, og ganske vist skal Svevo have ære for at være blandt de første i genren, men læst her knap 100 år efter forekommer den mig noget tung i optrækket.

Ærligt talt: Romanen var mig en tung sag at komme igennem. I meget lange stræk kedede jeg mig faktisk. Måske var det fordi, det aldrig lykkedes mig at fatte egentlig interesse for Zeno som romanfigur – hvorved jeg heller ikke kunne hidse mig op særligt over de talrige måder, hvorpå han lyver, ikke bare over for alle omkring ham, men også over for sig selv.

Svevo er blevet sammenlignet med Marcel Proust, og det kan jeg sagtens forstå. Ligesom Proust er Svevo optaget af erindringens natur, af den enkeltes psykologi, af den psykologiske udforskning af fænomenerne begær, kærlighed og jalousi – i det hele taget af dette at være et selvbevidst individ, at forholde sig til sig selv som et selv, der påvirkes af og udvikler sig i interaktion med menneskene og verden omkring sig.

Svevo er med andre ord ligesom Proust en modernistisk forfatter, der er optaget af det moderne menneske. For mig at se er Zenos bekendelser imidlertid ikke ældet lige så godt som På sporet af den tabte tid. Forskellen ligger i raffinementer og detaljer – hvori Proust er mesteren.

Prousts På sporet af den tabte tid er berygtet for stort set ikke at have nogen ydre handling. Det er ikke helt retfærdigt, for der er faktisk en ydre handling – men ikke meget mere end end i Zenos bekendelser, der målt i sidetal kun er en tiendedel så lang. Alligevel oplevede jeg samlet set Svevos roman som mere stillestående. Paradoksalt skyldes det måske netop, at den ydre handling fylder relativt mere, selv om den ret beset ikke er det interessante ved romanen.

Jeg skal på dette sted spare læseren for et længere forsøg på en sammenlignende analyse af Svevo og Proust. Hvorom alting er: Når jeg bringer Proust i spil her (og det er jeg som nævnt ikke den første, der har gjort), så er det egentlig ment som en cadeau til Svevo. Han er i litteraturhistorisk sammenhæng oppe i den liga. Læst i 2024 var han for mig bare ikke længere lige så interessant.

K's vurdering: