Miguel de Unamuno: Tåge

En ironisk, filosofisk skælmeroman fra begyndelsen af det tyvende århundrede om kærlighed, liv og skæbne og om forholdet mellem fiktion og virkelighed. En postmodernistisk roman fra længe før, nogen havde opfundet begrebet postmodernisme.

Tåge (opr. 1914) regnes for den spanske forfatter Miguel de Unamunos (1864-1936) hovedværk.

På overfladen handler romanen om den unge mand Augusto Pérez, som lever et kedsommeligt og formålsløst liv (som i en tåge) på den betydelige arv han har fra sine afdøde forældre. En dag forelsker han hovedkuls i den unge kvinde Eugenia – blot på grundlag af et glimt af hende på gaden. Handlingsmæssigt udspiller romanen sig herfra som en beskrivelse af Augustos forsøg på at vinde hende for sig – selv om hun er forelsket i en anden.

Unamuno afslører imidlertid allerede på de første sider, at læseren ikke skal taget alt for meget for pålydende, og at Unamuno først og fremmest er ude i et drilsk og ironiserende ærinde. Unanumo udfordrer fra starten legesygt forholdet mellem forfatter, læser og romanfigurer – i en stil, man kunne være fristet til at kaldet postmodernistisk, hvis romanen havde været skrevet 50-60 år senere.

Romanen er således forsynet med både en prolog og en post-prolog. Prologen skal forestille at være skrevet – angiveligt på forfatteren Miguel de Unamunos foranledning – af en vis Victor Goti, som imidlertid selv viser sig at være en fiktiv person i romanen. Prologen former sig dels som et forsvar for Unamunos stil, som prologforfatteren Goti (altså egentlig Unamuno selv) forventer vil støde en mængde læsere med dens galde og ironi:

[…] der er ikke så få, der føler sig generet af hans vrantne og hvasse forplumrende humor, der desuden sårer ængstelige folk, som ønsker at vide, hvad de har at holde sig til, når nogen henvender sig til dem. De vil gerne le, men kun for at fremme fordøjelsen og lette deres kummer, ikke for at aflevere det, de uberettiget har nedsvælget og som ikke bekommer dem vel, og slet ikke for at fordøje deres kummer. Men don Miguel insisterer på, at hvis han skal få folk til at le, skal det ikke ske, for at de med sammentrækningerne i mellemgulvet kan hjælpe fordøjelsen, men for at de kaster alt det op, de har slugt råt, for man ser meningen med livet og universet klarere, når maven er tømt for overdådige lækkerier og godbidder. Og han vil ikke være med til ironi uden galde eller humor med taktfuldhed, for som han siger: Uden galde ingen ironi, og desuden ligger taktfuldhedeni krig med humoren […].

Samtidig går prologforfatteren dog også i rette med Unamuno med den påstand, at dennes fremstilling af romanens protagonist, Augusto Pérez (som prologforfatteren Goti i romanen selv er nær ven af i romanen), og dennes endeligt ikke er korrekt fremstillet. Dette sidste foranlediger så Unamuno til at skrive en “post-prolog,” hvori han forsvarer sig mod Gotis prolog og i øvrigt truer ham med at lade ham lide samme kranke skæbne som protagonisten i romanen (hvilket Unamuno jo har magten til, da Goti jo er Unamunos egen litterære frembringelse med hvem, han kan gøre, som han vil …).

Prologen og post-prologen foregriber dermed en senere scene i romanen, hvor protagonisten Augusto Pérez i sjælesorg opsøger den kendte forfatter Miguel de Unamuno for at få et eksistentielt råd – kun for at blive mødt med den afsløring, at han selv er Unamunos fiktive frembringelse, hvilket kaster de to (forfatteren og hans figur) ud i et skarpt skænderi – som romanfiguren i øvrigt er tæt på at få overtaget i, men som ender med, at forfatteren i raseri truer sin romanfigur med, at han vil slå ham ihjel (altså i romanen).

Selv om der er en fremadskridende handling (Pérez’ kærlighedshistorie) er Tåge i mindre grad en handlingsroman og i højere grad en filosofisk fabel over evige temaer i den menneskelige eksistens, såsom kærlighed, frihed og skæbne, samt over forholdet mellem fiktion og virkelighed, mellem litteratur og forfatter.

Miguel de Unamuno (1864-1936). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Det lyder måske tungt, prætentiøst og forvirrende, men romanen er på ingen måde tung. Tværtimod er den meget ligetil at læse, endda letbenet og underholdende. Mange af Unamunos ironiske spidsfindigheder er faktisk både temmelig begavede og virkelig sjove. Jeg var ganske godt underholdt undervejs.

Sproget er sprælsk, uafladeligt ironiserende og selvreflekterende. Det må have været noget af en opgave at oversætte, men Rigmor Kappel Schmidt har i sin oversættelse fra 2004 med vanlig sikkerhed ramt en tone på dansk, der både er letlæselig i det 21. århundrede, indfanger Unamunos ironi og samtidig har bevaret en bismag af noget altmodisch, der passer til en roman fra 1914 – som i øvrigt selv til dels prøver at mime endnu ældre forbilleder såsom Cervantes og Voltaire.

Når alle disse roser er uddelt, så bliver jeg også nødt til advare om, at det er en gammel tekst, som årene ikke er gået ubemærket henover. Når ret skal være ret var den efter min smag nok trods alt for letbenet og fjollet.

Når jeg vælger at give den fire stjerner med på vejen, så skyldes ihvertfald den ene af dem nok ret beset min positive overraskelse over, at en 110 år gammel roman var så sprælsk og i nogle henseender så langt foran egen tid i sine litterære virkemidler.

K's vurdering: