Moussa Ould Ebnou: Barzakh: The Land In-Between

En filosofisk, spekulativ, dystopisk science fiction-roman fra Mauretanien om en tidsrejsende i Sahara. Det lød så tilpas mærkeligt, at det lige kunne være noget for mig. Men det var det ikke.

Moussa Ould Ebnous Barzakh (opr. 1994, eng. 2022) er vitterligt også mærkelig. Desværre mere mærkelig end egentlig god. Og i sidste ende derfor alligevel ikke rigtig noget for mig. Jeg ved faktisk ikke helt, hvilken slags læser, jeg kan anbefale den til. Men den er virkelig mærkelig.

Da jeg for nogle år siden læste mig igennem bøger fra alle verdens lande, var Mauretanien et af de lande, jeg havde svare problemer med at finde gode kandidater fra. Siden fik jeg samlet op med Mbarek Ould Beyrouks faktisk ikke helt dårlige The Desert and the Drum (opr. 2015, eng. 2018). Da jeg i vinterferien så tilfældigt faldt over noget så usædvanligt som en mauretansk, filosofisk science fiction-roman oversat til engelsk (i den lille romerske boghandel Libreria GRIOT, der er specialiseret i afrikansk litteratur), var jeg nødt til at få den med hjem i tasken.

Romanen starter med en kort scene, hvor arkæologer i en fjern fremtid foretager udgravninger i det fortidige land Barzakh i Sahara. Men deres fremtidige teknologi er de i stand til udtrække bevidstheden og hukommelsen fra nerveceller i et af de skeletter, de finder. Resten af romanen skal forestille at være transskriptionen af denne overleverede bevidsthed fra en mand ved navn Gara.

Garas liv viser sig at være mere end usædvanligt, idet han på mystisk vis to gange i sit liv rejser gennem tiden. I sin bevidsthed bærer Gara således vidnesbyrd om tre epoker (og for dem, der ikke kan tåle afsløring af elementer af en bogs handling, bør jeg advare om ubehagelige billeder i det følgende):

Moussa Ould Ebnou (f. 1956).

Gara er født i det 11. århundrede i Mauretanien, og som dreng bliver han solgt af sin far til slavehandlere for en klump salt. Det bringer ham vidt omkring i ørkenlandet, herunder til berberbyen Awdaghost, og som læsere lærer vi en del om livet blandt ørkenens stammer.

Senere transmogriferes han på mystisk vis – ved mellemkomst af en form for jinn – frem til begyndelsen af det 20. århundrede, kort før Mauretanien bliver et fransk protektorat, hvor han kommer under vingerne af en arkæolog, der søger efter oldtidsbyen Awdaghost. Endnu senere kastes han igen frem i tiden til midten af det 21. århundrede, dvs. i vores fremtid, hvor verden synes tæt på at gå endegyldigt under som følge af klimakatastrofen.

Barzakh er et arabisk ord, som i Islam betegner en form for mellemstation mellem det jordiske liv og livet i det hinsides, dvs. noget der ligner tilstanden bardo i buddhismen (men ikke helt svarer til kristendommens forestilling om limbo, som er en mere permanent tilstand).

I romanen er Gara gentagne gang tæt på at dø i ørkenen af sult og tørst, og han mærker gribbene hakke i sit kød – og måske dør han også, vi ved det ikke helt, men han genopstår i så fald i fremtiden uden hukommelse om sit fortidige liv, som kun kommer tilbage til ham i glimt, når han drømmer.

Gara flygter hver gang fra den verden, han befinder sig i, i desperation over dens elendighed og i håbet om at komme til en bedre fremtid. Men hvert spring frem i tiden bringer ham imidlertid kun til en endnu værre version af menneskenes verden, hver gang lidt tættere på undergangen. Han bevæger sig selv i denne mystiske grænsetilstand, landet midt-i-mellem, Barzakh, og samtidig kan de menneskelige verdener, han besøger, også betragtes som en slags mellemstationer – på vej mod undergangen som følge af menneskenes uendelige uforstand.

Barzakh er en mærkelig roman på flere måder, og jeg har haft lidt svært ved at bestemme mig for, hvordan jeg skulle forholde mig til den.

Jeg kan godt pege på enkeltelementer i romanen, der var velfungerende eller ihvertfald interessante.

Der er således en del beskrivelser af naturen i ørkenen, som faktisk er medrivende og smukke. Der er også interessante beskrivelser af skikke og sæder blandt de forskellige folkefærd i ørkenen (jeg har dog ikke forhåndsviden nok til at at afgøre, om der er tale om historisk og antropologisk retvisende beskrivelser, eller det bare er noget Moussa Ould Ebnou finder på).

Ould Ebnou skal også have anerkendelse for den måde, hvorpå han ind i mellem i ellers realistiske scener indfletter fantastiske eller satiriske elementer. For eksempel var jeg ret begejstret for en scene fra markedet i Awdaghost, hvor der bliver solgt ord:

To the right of the slave stall was the Word stall, where orators lines up to sell words by the kilo: poetry, prose, panegyric, satire, love, wisdom, rethoric, madness … Dreams and wonders from distant lands. A babbling and avid crowd pressed up to the front of the stall: poets searching for an unobtainable rhyme, misers looking to mend old harps from their folly, foreign minds searching for new words to replace their words as worn out as the soles of wind, and who sometimes ran across never-before spoken words that sounded like the cries of a newborn; […] nostalgic men rummaging through the leftover words …

Men så er der bare alt det andet, der ikke fungerer. Herunder selve det, at romanen er fuldstændig overlæsset med mere eller mindre filosofiske og politiske ideer og med usammenhængende handlingstråde (som i øvrigt også ville være for fjollede, hvis de hang indbyrdes sammen …).

Hele tidsrejseelementet er i romanen mere et spekulativt greb end et klassisk science fiction element. Der er ikke noget om tidsmaskiner eller anden teknologi – springene i tid har mere karakter af en mystisk erfaring. Det er, hvad det er. Jeg kan gå med på ideen. Jeg synes bare ikke, at der kommer noget særlig interessant ud af den.

I den første tredjedel, hvor Gara er slave blandt beduiner og andre ørkenfolk, er der til nød en handling, jeg som læser kunne engagere mig lidt i. Men kun lidt, for Moussa Ould Ebnou evner ikke at opbygge en basal narrativ spændingskurve. Dertil kommer, at han har læsset alt for mange elementer ind i romanen som helhed og også i de enkelte hoveddele. Resultatet er rodet og uengagerende for læseren.

De to sidste tredjedel af romanen var mig jammerligt kedelige, og jeg må indrømme, at jeg havde sværere og sværere ved af fastholde opmærksomheden, efterhånden som romanen bevægede sig ud af den ene ligegyldige og helt afkoblede digression efter den anden. Og forsøgene på at binde nogle sløjfer og trække tråde gennem historierne i de tre tidsaldre virkede bare påklistrede og fjollede.

Og så var der de mange mere eller mindre filosoferende og mysticistiske passager: Åbenbaringer i ørkenen. Drømmetale og drømmesyn. Enkelte af dem kunne jeg til nød finde lidt interesse for i kraft af en vis sproglig originalitet og kreativitet. Men mange af disse passager forekom mig noget prætentiøse og i det hele taget bare kedelige.

Jeg ville gerne have kunnet holde af denne bog, men det kunne jeg ikke.

K's vurdering: