Ge Fei: Usynlighedskappen

En skæv, stemningsfuld og humoristisk kinesisk roman om en mand, der kan ligne en taber, men har øre for skønheden i kunst.

Det går ikke alt for godt for hovedpersonen i Ge Feis roman Usynlighedskappen (opr. 2012, da. 2024). Cui er en mand i starten af 40’erne, som stadig går rundt og er forelsket i sin utro ekskone, der har forladt ham – præcis som hans mor forudså allerede første dag, hun blev præsenteret for hende. Han bor i en lejlighed, hvor vinden og kulden piver ind gennem en revne i væggen. Lejligheden har han lånt af sin søster og hendes trælse mand, som vil sætte ham ud før jul.

Cui har ikke noget fast job, men tjener lige knap nok til dagen og vejen ved at bygge gammeldags rørforstærkere og sammensætte high-end musikanlæg til rige mænd, der gerne vil pleje et image som hi-fi-connaisseurs. Hans bedste ven er i bund og grund et røvhul.

Cuis eneste passion er klassisk musik og hi-fi-anlæg, men det er svært at leve af. En dag formidler hans såkaldte ven imidlertid kontakt til en rig, men også noget lyssky mand med mulige mafiaforbindelser, som gerne vil købe “verdens bedste stereoanlæg.” Cui øjner muligheden for at score kassen, selv om forretningen ikke synes uden risici.

Ge Fei (f. 1964). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Dette er formentlig ikke nogen helt urimelig opsummering af handlingen i romanen. Men det siger samtidig ikke så meget om, hvad det egentlig er for en slags bog.

Ge Fei præsenteres på bogens bagside som en af 80’erne og 90’ernes mest prominente forfattere på den kinesiske, eksperimenterende avantgardescene.
Jeg kender ikke til Ge Feis øvrige forfatterskab, men Usynlighedskappen er ikke så avantgardistisk, at det bør skræmme nogen væk. Men den er også langt fra mainstream.

For mig var bogens kvaliteter især at finde i dens stemning af resignation kombineret med humor. Jeg-fortælleren og hovedpersonen Cui virker på den ene side som en mand, der har givet op, resigneret og parkeret sine ambitioner for livet (hvis han nogensinde har haft nogen).

Han er på den anden side også en mand, der kan nøjes med lidt, og han er ikke faldet helt ned i et depressivt hul. I hvert fald har han bevaret en god portion resigneret humor, som gennemsyrer bogen. Og han må i løbet af bogen erkende, at livet stadig kan byde på noget, der ligner lykke. Især hvis han ikke skraber unødigt i overfladen:

[A]llerede som lille indså jeg noget vigtigt: Hvad end det gælder mennesker eller ting, så findes det bedste stort set altid kun i det tynde lag på overfladen – det er her vi slår os ned og falder til ro. Alt har et dybere lag, men det er bedst hvis du ikke piller ved det. Når du prikker hul i det tynde vinduespapir, tåler det ind bagved som regel ikke nærmere eftersyn.

Jeg vil afholde mig fra at afsløre mere af handlingen – for slet ikke at tale om at kaste mig ud i yderligere fortolkninger.

Usynlighedskappen er ganske vist med sine ind i mellem noget aparte scener og ikke fuldt ud forklarede handlingsforløb en roman, som appellerer til at blive fortolket på flere planer. Men man kan også bare nye at læse den for dens stemninger, humor og bizarre optrin.

Tak til Forlaget Korridor for udgivelsen, Peter Damgaard for oversættelsen og Ida Marie Therkildsen for endnu et elegant omslagsdesign i Korridors novellaserie.

K's vurdering: