Marcel Proust: I skyggen af unge piger i blomst 1 (På sporet af den tabte tid, bind 3)

Sluk for mobilen, slå emailopdateringen fra og lad dig synke ned i Prousts meditationer over følelsernes dynamik, den æstetiske erfaring og snobberiet som bedsteborgerlig kunstform.

Det forrige bind af Prousts opus magnum På sporet af den tabte tid, Swanns verden, 2. del, kredsede om Charles Swanns ulyksalige, skinsyge forelskelse i glædespigen Odette, som han først kunne gifte sig med, da han var holdt med at elske hende. I I skyggen af unge piger i blomst 1 får vi nu indblikket i den unge, endnu navnløse, fortællers egen forelskelse i ægteparret Swanns datter Gilberte – fra de første drømmerier på afstand (i starten dømt udsigtsløse af den unge fortællers egen usikkerhed) over den lykkelige tid med tilsyneladende gengældt forelskelse til bruddet og den ungdommelige kærlighedssorg.

Vi opholder os længe, meget længe, i den unge forelskelses lidelser, og det kræver sin læser at holde fast – blandt andet fordi personerne i romanen i sig selv er ganske uinteressante. Det, der fanger og fænger i romanen, er således ikke den konkrete og ret beset meget banale ungdommelige kærlighedshistorie, men derimod Prousts lange meditationer over kærlighedens dynamik, som f.eks. leder ham frem til denne (nærmeste hegelianske?) universelle indsigt om kærlighedens udspring, ikke i den anden, men i selvet:

“Når man elsker, er kærligheden for stor til at kunne rummes i os i sin helhed; den breder sig til den elskede, møder i hende en overflade der standser den og tvinger den tilbage mod dens udgangspunkt, og det er dette tilbageslag af vores egen hengivenhed som vi kalder den andens følelser, og som fortryller os mere end da den stødte frem, fordi vi ikke kan se at den kommer fra os selv” (s. 254-255).

De bedste passager i bogen er dog efter min smag de dele, der rummer Prousts reflektioner over kunstens natur, den kunstneriske proces, forholdet mellem kunstværket og kunsteren som person og betragterens oplevelse af dette forhold, som det f.eks. kommer til udtryk i fortællerens første skuffelse over mødet med hans litterære idol, den fiktive forfatter Bergotte (hvordan kan det passe, at en forfatter, der skriver så smukt og dybt, kan have så latterligt et fipskæg og så snegleformet en næse og  konversere så uinteressant?)

En fin scene fra starten af bogen omhandler den unge fortællers første besøg i teatret, hvor han endelig får lov til at opleve den berømmede (fiktive) skuespillerinde La Berma fortolke et stykke af Racine. Proust skildrer med stor præcision og indlevelse hele den følelsesmæssige og intellektuelle proces, som den unge blegsottige fortæller gennemgår:

Fra forventningens glæde, der næsten er så stor, at han må sprænges, over den som følge heraf uafvendelige skuffelse under selve forestillingen, da hans drømmerier konfronteres med den faktiske kunsteriske præstation, til den efterfølgende reflektion over og efterrationalisering af den kunstneriske oplevelse i lyset af omverdenens reaktioner (jo mere det øvrige publikum klapper, jo mere begejstret bliver fortællleren også selv over skuespillerindens præstation).

Proust udfolder her implicit en æstetikteoretisk pointe om den kunstneriske oplevelse som en i høj grad socialt formidlet, intellektuel proces – i modsætning til en umiddelbar, subjektiv erfaring foranlediget af det æstetiske objekt i sig selv.

Et yderligere gennemgående tema, både i dette bind og i de foregående, er en nådesløs skildring af snobberiet i det parisiske bedre borgerskab omkring slutningen af den 19. århundrede. Proust udforsker nærmest snobberiet som en kunstart, og det faktisk ganske underholdende.

Dette tredje bind af På sporet af den tabte tid er ligesom de to første bind, Vejen til Swann 1-2, flot fordansket af Else Henneberg Pedersen, og det er alt i alt den rene og pure fornøjelse at læse, en ren lise. Nu er jeg spændt på, hvordan det går med de næste bind, hvor en ny oversætter har overtaget.

Jeg må dog i øvrigt fraråde at gøre som jeg lige har gjort, nemlig at forsøge at gå direkte ind i Prousts verden af indadskuende, åndelig reflektion umiddelbart efter at have udstået Cormac McCarthys makabre excesser udi udvendige voldsskildringer i Blodets meridian. Det tog mig lige lidt tid at stemme sindet rigtigt. Men man kan næsten heller ikke tænke sig to mere forskellige forfattere – som dog forenes i begges sublime sprogbeherskelse, omend i meget forskellige stilarter.

Det minder mig om Cormac McCarthys ofte citerede dom over Proust fra et af McCarthys meget sjældne interviews:

“[McCarthys] list of those whom he calls the ‘good writers’ – Melville, Dostoyevsky, Faulkner – precludes anyone who doesn’t ‘deal with issues of life and death.’ Proust and Henry James don’t make the cut. ‘I don’t understand them,’ he says. ‘To me, that’s not literature. A lot of writers who are considered good I consider strange’ ” (interview med Cormac McCarthy i New York Times, 19. april 1992).

Jeg er selv sagt ikke enig – hverken i, at Proust “ikke er litteratur” eller i, at han ikke beskæftiger sig med liv og død (omend på en noget anden måde end McCarthy). Men udsagnet tjener i sammenhængen jo også primært til at at sætte McCarthys egen litterære tilgangsvinkel på spidsen. Og når passagen fra dette interview er så ofte citeret (og ja, hermed én gang til), så hænger det i øvrigt nok mere sammen med, at McCarthy har givet så få interviews, end med dybden i dets indsigt.

K's vurdering: