Cixin Liu: Trelegemeproblemet

Interessant kinesisk science fiction fra 2006. Overraskende underholdende trods det nørdede afsæt i et klassisk, uløseligt matematisk-astronomisk problem. Men romanen har i sidste ende svært ved at binde sine egne fantasifulde ideer sammen på tilfredsstillende vis. Mest for dedikerede sci-fi-nørder med hang til kombinationen af hård science fiction, mystiske truende aliens og temmelig meget partikelfysik.

Cixin Liu (f. 1963) fremhæves af flere som Kinas mest betydelige science fiction-forfatter. Trelegemeproblemet (opr. 2006, da. 2024) er første bind i hans hovedværk, trilogien Erindring om Jordens fortid (hvoraf de to efterfølgende bind – endnu – ikke er oversat til dansk), og udråbes af nogle allerede som en nyklassiker inden for genren.

Jeg er tidligere stødt tilfældigt på Cixin Liu i form af science fiction-fabelen Of Ants and Dinosaurs (opr. 2003, eng. 2022), som ikke var min kop te. Den var for fjollet for min smag. Med Trelegemeproblemet er det en anden sag, selv om den efter min personlige smag også indeholder lidt for mange elementer hentet i afdelingen for sci-fi-fjolleri.

Titlen refererer til et klassisk matematisk problem fra fysikkens/astronomiens verden: Hvordan kan man matematisk beregne bevægelsesbanerne for tre legemer, f.eks. planeter, der gensidigt påvirker hinanden via massetiltrækning? Matematikere har forsøgt at løse problemet i flere århundreder, men siden Henri Poincaré (1854-1912) har det såkaldte trelegemeproblem været betragtet som bevisligt uløseligt.

For gensidigt påvirkende legemer med meget forskellig masse, som f.eks. Solen, Jorden og Månen, er der ganske vist udviklet metoder til via numerisk integration at forudsige banerne med en tilfredsstillende sikkerhed i praksis (ihvertfald hvis man nøjes med at regne nogle hundrede millioner år frem i tiden), men hvis man forestiller sig tre legemer med cirka samme størrelse og masser bliver det til gengæld nærmest umuligt at forudsige bevægelsesbanerne på andet end helt kort sigt.

Det kan være et relativt stort problem, hvis man bor på en planet med tre lige store sole. Hvis man er en almindelig jordbo, så er problemet således ikke så stort i praksis, men for en teoretisk fysiker med hang til filosofisk hovedpine kan det potentielt give anledning til en identitetskrise: For hvis vi principielt må opgive at finde en matematisk løsning på trelegemeproblemet, hvordan kan vi så blive ved med at fæste lid til den newtonske mekanik, fysikken i almindelighed eller ligefrem matematikken?

Hvis du om ovenstående tænker, at det da var en frygtelig lang og meget kedelig smøre om nogle specialiserede matematiske og astromekaniske problemer, ja, så tør jeg godt sige, at Cixin Lius Trelegemeproblemet ikke er noget for dig.

Hvis du omvendt tænker, at det var en svært forvrøvlet og upræcis fremstilling af trelegemeproblemet, så tager jeg ansvaret på mig og beklager. Jeg har ikke for alvor beskæftiget mig med hverken matematik eller fysik siden min gymnasietid, og den ligger trods alt snart fyrre år tilbage i tiden, så jeg er lidt rusten.

Cixin Liu er udover at være science fiction-forfatter også uddannet computeringeniør, og hans interesse for matematik og fysik skinner tydeligt igennem i Trelegemeproblemet. Selv om jeg godt selv stadig kan mobilisere en vis interesse for matematikken, så må jeg blankt indrømme, at min gamle mat/fys-studentereksamen ikke var tilstrækkelig ballast til at jeg kunne følge med i alle Lius teoretiske udfoldelser undervejs i bogen. Og de fylder ikke bare en del rent sidemæssigt i bogen, de er også en integreret del af handlingen.

Det kan i nogle henseender gøre romanen til en lidt svært tilgængelig affære, men disse elementer udgør på den anden side også en væsenlig del af dens fascinationskraft (selv stod jeg dog endegyldigt af under en tredive sider lang scene sidst i bogen, som beskriver faserne i et forsøg på at folde en proton i elleve dimensioner ud i to dimensioner med de teoretiske og praktiske komplikationer, den slags kan have for en nørdet sci-fi-fysikerhjerne … det skulle vist nok være sjovt, men for mig overskred det en nørdethedsgrænse og blev for fjollet og dermed bare kedeligt).

Bogens nutidshandling er henlagt til omkring år 2007, dvs. kun et enkelt år ude i fremtiden fra romanens oprindelige udgivelsestidspunkt. Her synes der at være en uforklarlig og verdensomspændende selvmordsepidemi blandt fysikforskere på spil. Politiet inddrager nanoforskeren Wang Miao og overtaler ham til at infiltrere organisationen Videnskabelig Front, som er mistænkt for at være involveret.

Undervejs udsættes Wang Miao for videnskabeligt set uforklarlige hændelser, og han bliver involveret i at spille det mystiske computerspil Trelegeme, som er et slags filosofisk-matematisk, virtuelt 3D-rollespil i en verden med, ja, tre sole, og hvor spillets formål netop synes at være at løse trelegemeproblemet.

Jeg skal passe på ikke at røbe for meget af plottet, men vi er trods alt i en genre, hvor det går an at røbe, at der er en form for interplanetarisk kontakt i spil, ligesom der er tråde tilbage til Kina på Kulturrevolutionens tid.

Og så eksemplificerer romanen glimrende, hvordan mange UFO-bevægelser (også i den virkelige verden) ikke så sjældent tager samme form som velkendte frelserreligioner.

Bogen er i lange stræk faktisk elementært spændende og egentlig også ganske letlæselig, hvis man altså ser bort fra de – til gengæld ret mange og lange – passager, hvor de matematiske og partikelfysiske (heraf nogle af dem temmelig fantasifulde) udredninger løber afsted med Cixin Liu.

Bogens grundlæggende plot – som jeg ikke skal røbe – er egentlig båret af en ganske god idé. De afsluttende forklaringer på flere af bogens spændingsskabende mysterier toner imidlertid lidt tamt og fadt ud og blev af denne læser mest af alt oplevet som et antiklimaks. Og det skyldes ikke primært, at det viser sig, at bogen kun første bind af en trilogi og ender med en cliffhanger.

Derudover bliver der efter min smag brugt for meget tid og for mange sider inde i det omtalte computerspil, som i bund og grund viser sig kun at spille en meget beskeden, tæt på unødvendig, rolle for hovedhandlingen.

Det virker mest af alt, som om Cixin Liu havde fået nogle ideer, der var for gode til at droppe, men som han kun kunne udfolde inde i et computerspil, som han så har integreret i romanen. Og der er da også flere ret sjove scener inde i spillet.

F.eks. optræder Isaac Newton og Gottfried Leibniz i en indædt og ærekær duel på sværd om, hvem der skal tildeles æren for at have opfundet differentialregningen – og andre af den type referencer til matematikhistorien, som er sjove for nørder, der har de rette referencer (for mit eget vedkommende er jeg ret sikker på, at der optræder en hel del andre referencer, som jeg ikke fangede).

Jeg var også ret begejstret for ideen om at bygge en “menneskelig computer” på den første kinesiske kejser Qins tid (dvs. i 3. århundrede før vor tidsregning) bestående af 30 millioner soldater, som i et simpelt binært system danner boolske operatorer ved hjælp af sort/hvide flag (det overlades til læseren selv at spekulere over, om det måske i virkeligheden også var dét, der lå bag skabelsen af den såkaldte terrakottahær, som er et af de mest spektakulære arkæologiske fund i Kina fra netop denne historiske periode …).

Det er i sig selv en ret sjov idé, som er udfoldet godt. Og så er det også et eksempel på et af bogens gennemgående temaer, som er den måde, hvorpå magthavere til alle tider (og åbenbart i alle solsystemer, skal det vise sig) har mobiliseret masserne til at skabe noget, der ligger ud over individet – men ofte også på bekostning af individet.

Jeg hældte undervejs i læsningen til at docere romanen til fire stjerner for underholdningsværdi og originalitet. Men den taber for meget terræn til sidst med de lidt for fantastiske (og dermed i virkeligheden lidt for lette og dermed tamme) løsninger på plottet. Og så der især mod slutningen lidt for meget matematik- og fysiknørderi i forhold til, hvad der er nødvendigt for handlingen.

I alle tilfælde skal forlaget Kosmos igen have tak for at gøre interessante science fiction-udgivelser tilgængelige på dansk – kanoniserede klassikere såvel som måske kommende nyklassikere som i tilfældet Trelegemeproblemet, fornemt fordansket af Peter Damgaard i et flydende og letlæseligt (om ikke spektakulært) dansk.

K's vurdering: