Richard Flanagan, The Narrow Road to the Deep North

Tasmanske Richard Flanagans (f.1961) prisvindende roman The Narrow Road to the Deep North udkommer i dag på dansk som Den smalle vej til det dybe nord.

Romanen har høstet overvejende og overstrømmende gode anmeldelser i internationale medier, og da den i 2014 tilmed løb af med den engelske Man Booker Prize, som plejer at være et pålideligt kvalitetsstempel, havde jeg ganske høje forventninger til den.

Men jeg kan desværre ikke tilslutte mig koret af beundrere. Jeg kedede mig det meste af vejen til det dybe nord, som føltes alt for lang og alt for bred (snarere end for smal). For bred i den forstand, at romanen mangler et sikkert fokus og tager for mange afstikkere i handlingen. Og for lang i den forstand, at … ja, at den bare er alt for lang i forhold til, hvad indholdet kan bære.

Hovedpersonen i romanen er lægen Dorrigo Evans. Vi møder ham ved romanens begyndelse som 77-årig, hvor han mod sin vilje stadig fejres som en australsk krigshelt for sin indsats under anden verdenskrig i japansk fangenskab. Her var han en af de mange tilfangetagne allierede soldater, der arbejdede i tvangslejre på den berygtede thailandsk-burmesiske jernbane, ‘Dødens jernbane,’ som tog livet af tusindvis af krigsfanger.

Romanen krydsklipper især i starten mellem den 77-årige Evans’ nutid og fortid med fangenskabet under krigen som omdrejningspunkt. I det store hele fortælles Evans’ historie dog nogenlunde kronologisk fra barndom og ungdom over soldatertiden, krigen og krigsfangenskabet til livet efter krigen.

Undervejs klippes i korte kapitler via bogens alvidende fortæller også til en række bipersoners liv før, under og efter krigen, herunder et par af soldaterkammeraterne, den japanske lejrkommandant og en af fangevogterne/bødlerne fra lejren.

Størst vægt har dog perioden i fangenskabet under krigen, og det er trods alt godt, for det er den eneste egentligt interessante del af bogen. Men helt utroligt meget fylder desværre også Dorrigo Evans stormende affære med sin onkels unge kone, Amy, umiddelbart før han skiber ud fra Australien som ung soldat. Den del af historien er som taget ud af en lægeroman eller en ugebladsføljeton. Helt utroværdig, kedsommelig og mærkeligt påklistret i forhold til resten af historien.

Lige så mærkeligt påklistret og endnu mere langtrukken føles de sidste 140 sider af bogen (og det er alligevel en del), som fortæller om Dorrigo Evans og enkelte af de andre hovedfigurers liv og færden efter krigen. Denne del fremstår nærmest som en slags epilog af den slags, der bare skal overstås. Så få det dog overstået, Flanagan!, tænker man, men han bliver ved og ved.

‘Epilogen’ indeholder for så vidt en del ydre drama i form af f.eks. en stor skovbrand, vi lige pludselig skal have med, og diverse actionprægede scener fra den japanske lejrkommandants efterliv. Men det er kedeligt, fordi der ikke er nogen nødvendig, indre forbindelse til resten af romanen.

I det hele taget havde jeg en oplevelse af, at de forskellige spor og lag i romanen aldrig rigtigt forenede sig til en sammenhængende roman. Og jo, jeg kan sagtens se, hvad det er for en sammenhæng, Flanagans roman postulerer (det er ikke svært), men jeg kan ikke føle den, og bogen er bare ikke stramt nok komponeret.

Og så er den afsluttende ‘afsløring’ af en ellers ukendt forbindelse mellem Dorrigo Evans og én af hans tidligere soldaterkammerater så tyk og styg en melodramatisk kliché, at det næsten slår over i ufrivillig satire.

Bogen er ikke decideret dårligt skrevet. Den er bare heller ikke særlig godt skrevet. Og så har Flanagan en kedelig tendens til lige lovlig meget patos i den sproglige klædedragt.

Men nu skal jeg heller ikke alt for hård, for bogen har bestemt kvaliteter. Kvaliteterne finder man først og fremmest i historiens kerne, som også udgør bogens midte, skildringen af det alt-for-menneskelige helvede som krigsfange og slavearbejder på den berygtede ‘Dødens Jernbane’ i den thailandske jungle.

‘Dødens Jernbane’ kender mange fra filmen Broen over floden Kwai (efter Pierre Boulles roman). Og Flanagans roman skylder da også Broen over floden Kwai en del. Man kan således læse den som en opdateret udgave af, eller måske snarere som en korrigerende kommentar til Boulles roman fra 1952.

Som hos Boulle indgår der således også hos Flanagan et spil mellem den japanske lejrkommandant og de allierede krigsfangers kommanderende officer (Dorrigo Evans), som til sidst ender med en slags forståelse af hinanden (selv om denne forståelse i Flanagans version kun optræder i korte mentale glimt).

I The Narrow Road to the Deep North følger vi de fysisk nedbrudte fanger bevæge sig som spøgelser rundt i mudderet reduceret til ikke meget andet end kolerasyge, skidne og skidende skeletter, de fleste stort set nøgne, kun iført lændeklæder eller noget, der lyder som penisfutteraler, og så udmarvede af sult, at røvhullet bogstavelig talt hænger foruden. Ja, undskyld sprogbrugen, men den afspejler Flanagans brutale og usentimentale beskrivelse af forholdene i arbejdslejren.

Vi er langt fra den til sammenligning pæne og polerede fremstilling af de allierede krigsfanger, som vi kender det fra filmatiseringen af Broen over floden Kwai (1957), hvor soldaterne undervejs bevarer værdigheden i mestendels pæne og hele uniformer (på nær nogle stykker uden skjorte, som fremviser deres muskuløse og glinsende overkroppe).

Flanagan kigger ikke væk i sin beskrivelse af selv de allermest horrible forhold i lejren, og det er bestemt en litterær kvalitet i en bog som denne. Men faktisk bliver også dét alligevel næsten for meget nogle steder. Det bliver næsten for meget i den meget lange gengivelse af en forfærdelig afstraffelsesscene, hvor en australsk soldat bankes til døde af fangevogterne. Og det bliver næsten for meget i den detaljerede beskrivelse – over fulde otte sider – af en mislykket amputation uden bedøvelse af en koldbrandsangrebet lårstump. Det er hård kost at læse.

Jeg er med på, at det givetvis er en bevidst pointe for Flanagan, at disse stærkt ubehagelige scener skal udpensles, at læseren ikke skal spares. Men når han trækker den så langt ud, som han gør, så ender effekten med at slå om i sin modsætning, og man bliver som læser til sidst uinteresseret og begynder i kedsomhed at læse hurtigere hen over siden.

Men okay, præcis dette kunne måske også være en raffineret pointe fra Flanagans side, en slags demonstration – med læseren som uvidende forsøgsdyr – af, hvordan alt for meget lidelse og rædsel til sidst gør mennesket apatisk og uinteresseret i sine medmenneskers pine, selv om den udspiller sig for næsen af os. Jeg er lige ved at give Flanagan et ekstra stjerne for dette mulige raffinement, men jeg er nu ikke helt overbevist om, at det er et bevidst træk fra forfatterens side. Og det var stadigvæk kedeligt.

Hmm, så endte jeg vist alligvel i den lidt hårde tone. Jeg kan ikke helt afvise, at bedømmelsen er blevet urimeligt gammelmandsvrissen, fordi mine forhåndsforventninger var for høje. Men sådan var min læseoplevelse nu engang – din vil måske være en anden.

The Narrow Road to the Deep North udkommer i dag den 13. maj 2015 på dansk som Den smalle vej til det dybe nord oversat af Jakob Levinsen (Politikens Forlag: Den smalle vej til det dybe nord). Denne anmeldelse er dog af den engelsksprogede udgave.

K's vurdering: