Antropocæn kreatur? Hvad i alverden er det nu for en titel?
Antropocæn er et af de nye in-ord på den klimabevidste del af venstrefløjen. Begrebet er for nogle år siden bragt i spil i antropologiske, men også i geologiske kredse som forslag til betegnelse for en ny geologisk tidsalder.
Ifølge de nuværende officielle betegnelser befinder vi os i dag i tidsalderen Holocæn, som har varet siden sidste istid for ca. 11.500 år siden. Argumentet bag begrebet Antropocæn er, at jorden siden den industrielle revolution omkring år 1800 har undergået så store og varige forandringer som følge af menneskelig aktivitet, at det også i et geologisk perspektiv giver mening at tale om en helt ny epoke.
Hvorvidt de uomtvistelige menneskelige påvirkninger af jordens biodiversitet, landskabsdannelse og klima er store nok til at retfærdiggøre en ny epokebetegnelse, vil jeg lade de kloge vurdere. Forslaget om definitionen af en sådan ny geologisk epoke behandles faktisk for øjeblikket af en arbejdsgruppe under The International Commission on Stratigraphy (ICS), som træffer de autoritative internationale beslutninger om den slags ting.
Vi må vente indtil udgangen af 2016 på den officielle, videnskabelige afklaring, men allerede nu har begrebet om Antropocæn en del medvind. For eksempel har Aarhus Universitet lanceret et internationalt forskningsinitativ under overskriften Antropocæn (AURA), som placerer sig i et interessant tværfagligt forskningsfelt mellem antropologi, biologi og filosofi. Og begrebet har altså også fundet vej ind i skønlitteraturen.
Men alt dette var egentlig bare en digression foranlediget af titlen på Andreas Vermehren Holms nye lyriske kortprosabog Antropocæn kreatur. Allerede titlen indikerer, at forfatteren abonnerer på ideen om det antropocæne. Andreas Vermehren Holms litterære tilgang er dog ikke så meget biologisk eller geologisk motiveret, som (sprog)filosofisk og (dyre)etisk.
Den lille bog fandt først og fremmest sin vej hjem til mig, fordi det er sådan en lækker lille udgivelse. Den er rigt illustreret (næsten halvdelen af de kun 40 sider er billedillustrationer) med dels forrevne fotos af truede dyrearter, dels gengivelser af fine tegninger fra en bog af François Fabre fra 1930 om det ulvelignende Gévaudanmonster (La Bête du Gévaudan), der ifølge en lokal fransk legende hærgede egnen i 1760’erne.
Udover billeder består bogen af 7 tekster, der placerer sig et sted mellem prosa og lyrik. Andreas Vermehren Holm bruger ikke tegnsætning eller store begyndelsesbogstaver, hvilket er med til at give prosaen et lyrisk præg.
Indholdsmæssigt kredser teksterne om menneskets instrumentelle forhold til dyr, om racisme, om vold, kidnapninger, prostitution og organhandel i den tredje verden. Og mere generelt om sprogets forskelssættende, reduktionistiske og potentielt undertrykkende funktion. Tunge temaer, med andre ord.
Der er ingen tvivl om, at Vermehren Holm har en fornemmelse for rytme i sproget. Hans tekst er velegnet til oplæsning, den har en messende stil, som i de bedste passager har en næsten hypnotiserende effekt.
Men messende rimer ikke uden grund på messiansk, og messias betyder som bekendt ‘den salvede’. Og Andreas Vermehren Holms lange messe kammer efter min smag alt for meget over i det salvelsesfulde.
ordene er noget vi kalder os selv månen har intet med det ord at gøre livet er på planeten dyr har intet med det at gøre dyr er noget vi kalder os selv hver gang vi siger ordet menneske vi har bundet tingene i modsætninger men byerne kan ikke klare sig selv blomsterkasser bistader og factory farms kan ikke klare sig selv de bliver opretholdt de bliver opretholdt og styrket mennesker er koloniseret er sprog og sprogbrug og ordene får lov til at bestemme ordene får lov til at komme først og opretholder og styrker det fortsætter beskriver et ansigt og en ansigtsløs og beskriver et menneskeliv og et liv bare noget levende som noget man let kan slå ihjel som noget man gerne må myrde og mennesket gentager ordene som strenge formaninger og slagter en gris uden velsignelse og går forbi en død i rendestenen træder over jeg trådte hen over og sender en ung mand i krig og siger han kæmper for noget og kalder det godt og siger menneske og umenneskeligt […]
Det er sikkert bare fordi, jeg er en desillusioneret, midaldrende, hvid middelklassemand, som allerede på grund af mit køn, min alder, race og socioøkonomiske status er diskursivt interpelleret i en kynisk, magtfuld og kulturelt hegemonisk position… men ikke desto mindre:
Jeg har altså lidt svært ved at kapere den prætentiøse form og den frelste tone, Andreas Vermehren Holm anlægger. Jeg synes selvfølgelig også, at man skal være god ved dyr og passe på planeten, men Vermehren Holms messende messianske mission har en tæt på fundamentalistisk afsmag, som gør den svær at få ned.
Titel: Antropocæn kreaturForfatter: Andreas Vermehren Holm
Udgiver: H//O//F
Udgivelsesdato: 14.05.2015
Sider: 40
Læst: Maj 2015
K's vurdering: