Sam Harris & Maajid Nawaz: Islam and the Future of Tolerance: A Dialogue

Ateisten og muslimen i dialog: Et uhyre relevant bidrag til debatten om islam og islamisme og om muligheden for et pluralistisk, tolerant samfund med plads til religion.

Islam and the Future of Tolerance: A Dialogue er blevet til på grundlag af møder mellem den amerikanske ateist og religionskritiker Sam Harris og den britiske muslim og tidligere Hizb Ut-Tahrir-islamist Maajid Nawaz. Det er der kommet en særdeles interessant og relevant bog ud af.

Bogen er formet som en dialog mellem Harris og Nawaz, og selv om den tydeligvis ikke bare er en uredigeret transskription af en enkelt mundtlig samtale mellem de to, så er det lykkedes at bevare meget af samtalens dynamik og umiddelbarhed i bogen. Den er let at læse og samtidig saglig og oplysende.

Sam Harris

Sam Harris (f. 1967) er kendt som en af de mest markante, aktuelle religionskritikere indenfor det seneste tiår. Han er radikal ateist i samme kategori som f.eks. Richard Dawkins (The God Delusion m.fl.). Blandt hans udgivelser har jeg tidligere læst The End of Faith: Religion, Terror, and the Future of Reason (opr. 2004, udkommet på dansk som Troens fallit i 2007), som er et frådende angreb på religioner i enhver afskygning.

Harris’ indtager i Troens fallit kort fortalt det standpunkt, at religion som antitesen til fornuft er kilden til størstedelen af alle former for grusomhed, forfølgelse, undertrykkelse, terrorisme og krig i verden, historisk såvel som i dag. Hans principielle kritik rammer religion i enhver aftapning, men hans tidsaktuelle angreb er ikke mindst rettet mod islam i kraft den forbindelse, han ser mellem islam og terror og undertrykkelse af basale frihedsrettigheder.

Maajid Nawaz

Maajid Nawaz ((f. 1978) er britisk forfatter, debattør, liberal aktivist, politiker for liberal-demokraterne i Storbritannien, og – hvilket er relevant i sammenhængen – troende og praktiserende muslim. Nawaz’ personlige historie er også relevant for samtalen. Nawaz er tidligere medlem af den radikalt islamistiske organisation Hizb Ut-Tahrir. Hans aktive engagement i Hizb Ut-Tahrir førte til, at han blev fængslet i Egypten i 2001. Han blev løsladt i 2006 takket været blandt andet en indsats fra Amnesty International.

Ifølge Nawaz selv var det blandt andet via forbindelsen til Amnesty, at han blev ‘omvendt’ til sin position i dag, hvor han er en markant fortaler for en sekularisering af islam og for liberale frihedsrettigheder. I 2007 blev han medgrundlægger af det, han omtaler som verdens første anti-ekstremistiske tænketank, Quilliam, som han i dag er formand for.

Sam Harris’ ateistiske grundargument mod religioners skadevirkninger, som man kender det fra hans tidligere udgivelser og virke som debattør, har meget for sig. Men selv for en inkarneret ateist som undertegnede er Harris også for unuanceret i sin religionskritik uden blik for den positive betydning, religiøs tro og praksis også kan have for mange mennesker, og for muligheden af en fredelig sameksistens mellem fornuft og religion i sekulære samfund. Og hans frådende, kompromisløse stil har næppe gjort meget godt for en konstruktiv dialog med mennesker, der i en eller anden forstand opfatter sig selv som religiøse.

Netop på den baggrund er dialogen mellem Nawaz og Harris så meget mere velkommen. For styrken ved samtalen i den aktuelle bog er, at de netop taler sammen frem for at råbe af hinanden fra hver sin ørkenposition. De er selvsagt basalt uenige i trosspørgsmål og også om meget andet, men de lytter faktisk til hinanden og tillader sig at reflektere nuanceret over hinandens argumenter. Den konstruktive dialog mellem dem er mulig, fordi de begge bekender sig til politiske grundprincipper om pluralisme, (politisk) liberalisme og sekularisme.

En af barriererne, også i den danske debat, for at føre en fornuftig og konstruktiv politisk samtale om religion i almindelighed og in casu om muslimer, islam og islamisme i særdeleshed er, at der hersker en notorisk begrebsforvirring i debatten. Begreber som islam, islamisme, jihadisme, fundamentalistisk islam, konservativ islam, traditionel islam osv. bruges i mange forskellige og uklart overlappende betydninger. Og noget af det deprimerende er, at mange politikere og andre debattører drevet af politisk-retoriske motiver ofte – og ofte tydeligvis bevidst – bidrager til den uklare sprogbrug uden vilje eller evne til at håndtere præcision og nuancer.

I den sammenhæng er et af de vigtigste bidrag i Harris og Nawaz’ bog, at de gør sig umage for finde frem til og præcist definere et fælles ordforråd, som gør det muligt at kunne tale meningsfuldt sammen om emner som forholdet mellem religion, politik, vold, terror og liberale frihedsrettigheder.

Islamise og jihadisme, konservative og reformistiske muslimer
En hovedinteresse i bogen knytter sig til islamisme og hvad der adskiller islamister fra andre praktiserende muslimer. Nawaz’ definitioner i den forbindelse forekommer mig at være ganske nyttige:

Islamisme er ifølge Nawaz’ definition en moderne, politisk fortolkning af islam, som har som sit mål at påtvinge samfundet i øvrigt denne fortolkning, f.eks. ved politisk at gennemføre en eller anden variant af shari’ah som gældende lov i samfundet. Politiske islamister forsøger at gennemføre denne samfundsændring inde fra systemet via stemmesedlen, revolutionære islamister forsøger at gøre det samme via en udefrakommende omvæltning, mens jihadister er militante islamister, som forsøger at opnå det samme ved brug af vold.

Nawaz og Harris er enige om, at ca. 20 procent formentlig er et godt, groft skøn for andelen af islamistisk orienterede muslimer blandt de 1,6 milliarder muslimer på verdensplan (de har ikke hårde statistiske data at støtte sig til her og andre ville vurdere andelen lavere). De understreger begge, at det selvsagt ikke er et udtryk for, at der vil være 20 pct. islamister i enhver given, større gruppe af muslimer. For eksempel vurderer Nawaz, at andelen af den muslimske befolkning med islamistiske sympatier er langt større i Storbritannien end i USA.

Islamister er ikke det samme som religiøst konservative muslimer, som ifølge Nawaz udgør langt den største del af verdens muslimer. De konservative muslimer er kendetegnet ved at opretholde ekstremt konservative eller ‘traditionelle’ værdier i deres egen livsførelse og familier, men de betragter islamisme som en fejlagtig politisering af religionen, og de har ikke noget ønske om, at statsmagten skal gennemtvinge en bestemt version af islam.

Herudover identificerer Nawaz en langt mindre gruppe af det, han kalder reformistiske muslimer (hvortil han selv må høre). Reformisterne forsøger på én gang at bekæmpe politisk islamisme og jihadisme og at reformere nogle af de mest konservative fortolkninger af troen. Nawaz bruger i denne sammenhæng begrebet ‘reform’ bredt som ønsket om at forny og opdatere fortolkninger af islam (hvilket er noget andet end den – efter undertegnedes mening – noget historieløse og derfor misforståede efterspørgsel efter en “islamisk reformation” efter samme formel som den protestantiske reformation af kristendommen i det 16. århundrede, som man støder på ind i mellem i debatten både i Danmark og andre steder).

En politisk udfordring for reformistiske muslimer er, at de på den ene side har muligheden for – og af pragmatiske grunde også er nødt til – at alliere sig med konservative muslimer imod islamisme, mens de samme konservative på den anden side udgør arge modstandere i kampen for at fremme en liberal, demokratisk kultur, kvinders rettigheder og menneskerettigheder i øvrigt.

Endelig er der en anden, mindre gruppe, som Nawaz kalder “borgere, som tilfældigvis er muslimer”, dvs. personer, der er muslimer, men ikke opfatter dette at være muslim som deres primære identitet i deres omgang med samfundet. Nawaz omtaler bevidst ikke denne gruppe som ‘sekulære’, fordi også religiøst konservative muslimer kan være politisk sekulære.

Fundamentalisme og bogstavtro religion
En anden væsentlig diskussion i bogen vedrører begrebet fundamentalisme. Betegnelserne ‘fundamentalistisk islam’ og ‘fundamentalistiske muslimer’ florerer i stor stil i debatten, også i Danmark, som regel med konnotationer til islamisme.

Men som Harris påpeger, så er religiøs fundamentalisme et begreb hentet fra kristendommens nyere historie. Fundamentalismen opstod i begyndelsen af det 20. århundrede i USA som en protestantisk reaktion mod Darwins udviklingslære og andre liberale tendenser. Den protestantiske fundamentalisme hævder, at Biblen er direkte inspireret af Gud og udtrykker en bogstavelig, autoritativ og uangribelig sandhed. Protestantisk fundamentalisme er i den forstand et relativt ekstremt standpunkt set i forhold til den mere almindeligt udbredte kristne opfattelse af Biblen som skrevet af mennesker og udtryk for menneskers tro.

Forsøger man at importere det samme begreb om fundamentalisme ind i en muslimsk sammenhæng opstår imidlertid det problem, at det er et helt centralt, teologisk dogme for langt de fleste varianter af islam (men ikke alle, ihvertfald ikke historisk, som Nawaz præciserer), at Koranen netop er Guds ord som videregivet til Profeten Muhammad og nedskrevet efter hans diktat. I den forstand er alle muslimer ‘fundamentalister.’

Dette forhold udgør et angrebspunkt for Sam Harris. Det er et grundsynspunkt for ham, at man i sin forholden sig til aktuelle religioner og religiøse menneskers handlinger ikke kan se bort fra det, der rent faktisk står i de religiøse skrifter, som disse mennesker bekender sig til, og at dette ikke mindst gælder for islam i kraft af Koranens teologiske status.

Harris’ kritiske pointe er, at der altid vil være religiøse mennesker, som vil læse de religiøse skrifter ‘bogstaveligt’, og at en bogstavelig læsning af for eksempel Koranen eller Bibelen altid helt åbenbart vil kunne legitimere de mest horrible handlinger. Mens en humanistisk, sekulær og liberal tolkning af de samme skrifter kræver langt flere intellektuelle krumspring og aldrig vil være stabil.

Harris: […] Moderates can’t acknowledge that their moderation comes from outside the faith. The doors leading out of scriptural literalism simply do not open from the inside. […] when moderates claim to find their modern, ethical commitments within scripture, it looks like an excercise in self-deception. The truth is that most of our modern values are antithetical to the specific teachings of Judaism, Christianity, and Islam.

Hvis man som undertegnede deler Harris’ ateistiske udgangspunkt, er det også fristende nemt også at følge ham i nogle af de mere ophedede, retoriske passager i bogen, som f.eks. denne her:

Harris: […] Presumeably, God could have written these books any way He wanted. And if He wanted them to be understood in the spirit of twenty-first-century secular rationality, He could have left out all those bits about stoning people to death for adultery or witchcraft. It really isn’t hard to write a book that prohibits sexual slavery – you just put in a few lines like ‘Don’t take sex slaves!’ […] And yet God couldn’t seem to manage it.

Harris har den rigtige pointe, forekommer det mig, at hvis man vil bekæmpe terrorister, voldsmænd, krigsherrer og andre undertrykkere, som påberåber sig en religiøs legitimitet som grundlag for deres handlinger, så risikerer man at gå fejl, hvis man forsøger at reducere sådanne onder til f.eks. fattigdom eller fejlslagen, senimperialistisk udenrigspolitik (sådan som tendensen nogle gange har været hos velmenende, ofte venstreorienterede apologeter).

Man bliver også nødt til i ét eller andet omfang at tage de religiøse begrundelser om ikke for pålydende, så ihvertfald alvorligt, det vil sige anerkende, at religiøse overbevisninger kan være en motivation og en forklaringsfaktor i egen ret.

Problemet er, at ateisten Harris i passager som ovenstående i virkeligheden anlægger en mere ‘fundamentalistisk’ og skrifttro tilgang til islam og kristendom end de fleste praktiserende troende gør. Ingen religion kan forstås alene ved at læse en bog, heller ikke selv om de troende måtte hævde det. Religioner er menneskelig praksis koblet med nogle trosforestillinger af mere eller mindre klar eller vag karakter. Religiøse skrifter er som sådan i sig selv ligegyldige, det afgørende er, hvordan mennesker tolker disse skrifter, og hvordan de handler i verden.

Koranen og Toraen og Det Nye Testamente flyder over med de mest forfærdelige og helt gak-gakkelak-gakkkede forestillinger og påbud og forbud – men der er i de samme bøger også smukke passager til moralsk inspiration og efterfølgelse, selv for ikke-troende. Der er mange forskruede religiøse mennesker i verden i dag, som begår de mest groteske forbrydelser legitimeret af deres religion – men der er samtidig mange mennesker i verden i dag, som inspireret af deres religion (hvad den end måtte være) yder store indsatser i for eksempel humanitært arbejde, og det omfattet så afgjort også mange muslimer, f.eks. Maajib Nawaz.

Nawaz glider uden om Harris’ pointe om, at konservative muslimer og islamister har et objektivt grundlag i Koranen for deres ideologi, ved helt at afvise forestillingen om, at en ‘bogstavelig’ læsning af Koranen er mulig. Han insisterer på, at der er forskellige måder at læse Koranen på, og han vil således hellere tale om forskellige ‘metodologier’ i form af forskellige læsestrategier.

Nawaz står i dette spørgsmål efter min vurdering med det stærkeste, principielle argument. Der kan ikke findes noget sådant som en ‘objektiv’ bogstavelig læsning af nogen som helst tekst, og da slet ikke religiøse tekster.

Det basale problem for Nawaz og andre religiøse mennesker er så omvendt, at med denne erkendelse introduceres et relativiserende element, som grundlæggende underminerer enhver religions påstand om at være adgangen til en universel sandhed.

Med bekendelsen til religiøs pluralisme, liberalisme og sekularisme åbnes op for den – set fra religiøse autoriteters sysnpunkt – glidebane, at i sidste ende er det op til hvert enkelt menneske at udlægge de autoritative religiøse tekster, og denne udlægning kan for det enkelte menneske være en anden i dag, end den var i går, og en tredje i morgen.

Her kommer vi ind på det forhold, som har fået religionssociologer til at se et iboende sekulariserende princip i den protestantiske reformation, som sammen med den generelle ‘affortryllelse’ af verden, stigende videnskabeliggørelse og individualisering skulle føre i retning af religionernes gradvise uddøen. Dér er vi så ikke helt endnu…

Til gengæld er vi nu dér, hvor jeg skal besinde mig på, at jeg ikke er i gang med religionshistorisk afhandling, men en boganmeldelse.

Halal-hippier og andre medløbere og velmenende idioter
En sidste pointe fra bogen skal vi dog have med: Harris og Nawaz er enige om at lægge afstand til dem, de kalder “fellow-travelers”: Ikke-muslimske vesterlændinge, typisk venstreorienterede, hvis misforståede tolerance slår om i kulturrelativisme og apologetisk kulturalisme, hvor f.eks. kvindeundertrykkende praksisser undskyldes med henvisning til religion og kultur.

Og når den i egen selvforståelse progressive venstrefløj på denne måde bevæger sig ind i det kulturalistiske spor, så slår progressionen snart om i regression. Den kulturalistiske tilgang blandt ‘the fellow-travelers’ vil ifølge Nawaz uvægerligt ende med at styrke de mest dogmatiske og konservative muslimer, fordi de – selvfølgelig – vinder spillet om, hvem der er ‘den mest ægte muslim’:

Nawaz: […] If you’re a Muslim liberal speaking as I do, challenging Islamism, the ‘fellow-travelers’ somehow perceive you as being not a genuine conservative Muslim. The ‘fellow-traveleres’ then promote ‘real’ voices as legitimate interlocutors, because they seek ‘purity’ and ‘cultural authenticity’ in their orientalist desire to maintain a group identity.

I den danske debat synes jeg ikke, at der er mange eksempler på ‘fellow-travelers’ i den form, som Nawaz taler om, dvs. ikke-muslimske, venstreorienterede orientalister, der søger den ‘mest autentiske islam’ og ender hos islamisterne. Til gengæld kan man godt finde eksempler på velmenende såkaldte ‘halal-hippier’, der er faldet i den kulturrelativistiske fælde og dermed reelt har fraskåret sig muligheden for at udøve den nødvendige religionskritik. Sådanne eksempler overdøves dog unægteligt noget i disse år af den modsatte og endnu mere intellektuelt småtskårne og unuancerede dæmonisering af islam og muslimer, som præger de højreorienterede og populistiske dele af det politiske landskab.

Har man en ambition om at bekæmpe terrorister, voldsmænd, krigsherrer og andre undertrykkere, som påberåber sig en eller anden form for religiøs legitimitet, så skal man også være indstillet på at udøve begavet religionskritik af såvel islam som kristendom og andre religioner. Det vil sige en form for religionskritik, som på én gang formår at respektere det enkelte menneskes religionsfrihed uden at forfalde til hverken ukritisk kulturrelativisme eller snævertsynet, nationalistisk angst for det anderledes – uanset ens eget religiøse standpunt.

Én af forudsætningerne herfor er, at man etablerer et præcist og fælles sprog for at tale om disse fænomener. Sam Harris og Maajid Nawaz’ bog er et godt bidrag, og den kan stærkt anbefales.

K's vurdering: